Jeg blev kontaktet af en studerende i fysioterapi, som skulle lave en opgave og som var interesseret i at lave en opgave om floorball.

Jeg fik lov at læse med over skulderen på opgaven, og det gjorde mig nysgerrig på at stille nogle spørgsmål om deres opgave.

Det eneste krav der var at de ønskede at være anonyme samt den klub de testede spillere på, ligeledes var anonym.

Du kan læse videre her hvis du er nysgerrig på, om det omkring fysioterapi, overhovedet betyder noget for floorball

1) Hvad gjorde I fik lyst til at lave en undersøgelse omkring floorballspillere?
Vi havde en god mulighed for kontakt til floorballverdenen og vi har ikke hørt om så meget forskning inden for området. Derudover synes vi også det var spændende at kigge nærmere på det, da det er en nichesport.

2) Hvilke antagelser havde I om floorballspillere inden I startede?
Vi havde den antagelse at deres holdning ved træning og kamp påvirker deres kropsholdning generelt. Vi havde også en antagelse om at vi kunne give dem nogle redskaber både til at ændre adfærd i forhold til træning og til at fremme holdets præstation.

3) Hvad viste Jeres data og undersøgelser så på de 5 spillere i undersøgte? (styrker/svagheder)
Undersøgelserne viste at de 5 spillere havde instabilitet omkring lænd, nakke og skulder. Instabiliteten viste sig ved at være specifik på om man er right’er eller left’er i forhold til de skrå mavemuskler. I forhold til lænden så vi at de muskler som skal stabilisere ikke arbejdede hensigtsmæssigt i forhold til at man i floorball spiller med den foroverbøjede holdning som man nu gør.

Derudover så vi ved en analyse af deres holdning at de også var påvirket af den side de spiller til. Da vi havde udplukket spillerne tilfældigt havde vi ikke taget højde for right/left, hvorfor vi havde 4 right spillere og 1 left spiller, hvilket kan have påvirket validiteten.

4) Var der noget der overraskede Jer
Forskellen i vores undersøgelser mellem right’er/left’er. 

Vi blev overraskede over at træneren for holdet ikke havde nogen træneruddannelse bag sig, da vi som fysioterapeutstuderende mener det er væsentligt at have uddannelse og viden indenfor træning i forhold til at træne et ligahold. Og med træning mener vi forebyggende træning og ikke så meget specifikke floorball øvelser.

5) Så hvis man skal give en konklusion på Jeres opgave hvad ville det så være
Vores konklusion må være at floorballspillere har nedsat stabilitet omkring lænd, nakke og skulder. Dette kan på sigt medføre forskellige problematikker i de nævnte led, hvis ikke der bliver trænet målrettet med det.

Derudover er der lavet undersøgelser, hvor de har vist at man ved nedsat stabilitet har nedsat ydeevne. Derfor har vi sat ind med stabilitetstræning for core muskulaturen.

6) Hvad skal floorballtrænere sætte ind omkring, hvis Jeres viden skal bruges i praksis
Forebyggende træning i form af stabilitetstræning. Derudover kunne det også være en god idé at sætte ind omkring adfærdsændring hos spillere og trænere i form af en workshop, hvor man fandt frem til, hvordan man bedst muligt får implementeret stabilitetstræning i træningen/dagligdagen. Dette kan give spillere og trænere en bedre forståelse for det.

7) En træner vil måske tænke, hvorfor bruge energi og tid på at lave disse øvelser, men hvad ser I det vil betyde for spillerne, hvis Jeres øvelser blev en fast del?Stabilitetstræning kan som sagt fremme præstationen og forebygge skader hos spillere, hvorfor det kunne være en god idé at arbejde med den slags træning. Hvis man som træner ikke selv har kompetencer til det, kan man snakke med en fysioterapeut eller andre faggrupper indenfor området.

8) Ordet er frit
Vi er senere blevet klogere på at vi burde have inddraget spillerne mere i forhold til at lave interviews med dem for at høre hvad de oplevede som et problem. Vi ville gerne have haft længere tid til at teste dem i, men sådan er det jo med en opgave, der har en tidsfrist (8 uger).

Til slut skal det siges at vi jo kun har arbejdet med meget få spillere i forhold at projektet jo så ikke kan antages at repræsentere hele ligaen, men kun det hold vi har testet.