Jeg har en god ven der arbejder i en stor koncern. Der skal spares et beløb tæt på en mia over de næste par år.

Det betyder en del afskedigelser, og det er alle der rammes.

Fra topledelsen, er det en mand udefra der er hentet ind, som skal udføre dette.

Men når man ikke ved om man er købt eller solgt, og når det nærmer sig management by fear, så er det ikke rart.

Han sider også som leder i en større fodboldklub, som han sagde, tænk hvis jeg som leder for frivillige ville opføre mig og tale sådan til vores trænere og frivillige, så er der ikke mange der ville give mig en kop kaffe i klubhuset.

Så vores kære floorballklubber som er små og skrøbelige, altså de fleste af dem, så skal vi vær gode til at anerkende. Give ros og opmuntring.

Det selv om man som leder så i ny og næ ikke altid er den der får ros.

Når jeg så sidder i dag på seminar om talentudvikling, hvor så meget hviler på just de frivillige, så er det at motivere, anerkende og rose bare vigtigt.