#Floorball,trænere der råber

Jeg var ude og se en U11 kamp i floorball for nylig, et ganske interessant studie. Det ene holds træner, var meget aktiv råbte og dirigerede rundt med sine spillere, meget engageret.

Den anden træner for det andet hold sagde ikke så meget, nuvel hans hold var bagud, men der kom ikke en lyd over hans læber, ikke som jeg kunne høre i hvert fald.

Jeg har aldrig forstået de trænere der står på sidelinjen og dirigerer og råber og skriger.

Hvorfor gør de det, jo det er jo, for at fortælle spillerne hvad de skal gøre eller sørge for at rykke rundt på spillerne så de står rigtigt.

Intet kunne være MERE DUMT AT GØRE.

Din rolle.
For hvis du som træner, er nød til dette, har du misforstået din rolle og heller ikke været dygtig nok som træner. Hvis du som træner ikke har lært dine spillere at placere sig på banen, og at de som spillere skal kommunikere sammen, ja så har du misforstået det at være træner.

Som træner skal du lære dine spillere at snakke sammen, det er spillerne der skal løse problemerne på banen, derfor skal du som træner, skabe et miljø, og træne dem i at snakke sammen, så de placere sig rigtigt på banen.

Hvordan skal de tage en beslutning?
Hvis du som træner råber og fortæller spillerne hvad de skal gøre, så lære rde ALDRIG at tag én selvstændig beslutning.

Koster det mål? Ja selvfølgelig gør det, men vinder du på den lange bane, JA I DEN GRAD.

Udvikling.
Som træner skal du skabe problemer for dine spillere som de skal arbejde sammen for at løse! Det er ikke noget der kommer overnight, men noget der skal arbejdes med.

Barcalona er berømt for deres fodboldskole, deres filosofi i måden at træne på, er baseret på en tysk trænerguru der hedder Horst Wein. Hans filosofi er meget enkel, skab problemer for spillerne til træning, som de skal lære at løse selv, uden indblanding fra en træner.

Skab udfordringer der skal løses i træningen.
Alle hans øvelser tager udgangspunkt i at spillerne skal tage stilling og afgøre hvad deres handling skal være.

Et meget sigende citat fra Horst Wein er: Dont talk to the man with ball, he’s busy, he’s working.

Hvorfor råber du?
Trænere der råber til spillerne, de udvikler ikke, de skader mere end de gavner. De gør det alle i den bedste mening, for de at de så gerne vil, men i stedet skal de bruge deres engagement anderledes.

Se de gode trænere, når der bliver skiftet i kæden, bruger han tiden på at coache dem der er kommet ud og snakke med dem, frem for at råbe ad dem der er på banen!

Eller endnu bedre, han har skabt et miljø hvor spillerne snakker sammen i kæden, om hvad fungerede godt i skiftet og hvad der ikke gjorde hvad der skal ændres på.

Vær din rolle bevidst.
Så kære trænere på specielt ungdomssiden, ti nu stille og lad spillerne spille, lad spillet være deres lærermester og lær dem i stedet at snakke sammen om de problemer de har.

Hvis der konstant står en mand fri, og han scorer gang på gang, ja hvis spillerne ikke inde på banen kan finde ud at snakke sammen om at dække ham. Så tag snakken med dem når de kommer ud, men endnu bedre, spørge dem, hvorfor får han lov at score mål igen og igen, hvad vil I gøre ved det. Lad være med at give løsningen, lad dem finde løsningen, det udvikler dem.

Så næste gang du ser dit barns ungdomstræner, eller du selv som træner ser en træner stå og råbe igen og igen til sine spillere, så tag en udviklingssnak med ham, om hvad der faktisk fungerer og ikke fungerer.

Kortsigtet.
Selvfølgelig hjælper det her og nu at træneren råber dessiner ind! Men det skyldes hans egen fejl som træner, at han i sin træning ikke har gjort dem dygtige nok, så han må stå og redde det i kampen, når det går galt.

Brug dit engagement og energi rigtigt.

I fodboldens verden har de faktisk lavet stævner der hedder SILENCE CUP, hvor trænere og forældre, ikke må sige noget…hvorfor, jo for netop at sikre ovenstående

Reklamer

16 thoughts on “#Floorball,trænere der råber

  1. Hej Steen

    Så du onside igår med studiet omkring FCM?

    Tror Frimann har en lidt anden holdning end din 😉

    Som træner burde du have et større overblik af spillet end dem på banen, så hvis du kan se kæden står forkert, så kan du hurtigt råbe de skal på plads. F.eks. råber jeg, “hvem dækker hvem”, derved begynder spillerne at kigge rundt i stedet for at kigge bold. Som ofte forekommer når spillerne bliver presset.
    Desuden har spiller fortalt mig de vil have man fortæller dem hvad de skal gøre på banen, fordi de lærer af det.
    Ligesom alle andre metoder, så skal det bare bruges når det passer til holdet.

    • Pointen er netop, træneren skal ikke blande sig, de skal selv lærer at snakke sammen og løse problemerne…men at det er trænerens ansvar at de lærer det. Så det falder tilbage på din egen træning.

      Når der er fodbold i skolegården, så er der ingen der råber du skal gøre ditten og datten, det ordner de selv…ja de laver fejl, men det er gennem fejl de udvikler sig.

      I floorball har vi den unikke mulighed at coache dem i skiftene og forklare dem hvad de kunne have gjort osv…men også sige til de andre spillere, hvordan kan I hjælpe ham der stod og snorksov…så de tager det fælles ansvar.

      • Jeg synes du modsiger dig selv meget her, Steen. Du har altid slået til lyd for, at trænere skal uddannes og at autodidakte trænere i længden ikke er ret gode. Men her fremhæver du, at spillerne nærmest skal være autodidakte og selv udvikle sig gennem fejl.

        Det er en metode, der tager LANG tid og gør at spillerne ikke får nogle vigtige vaner ind på rygraden. Både teknisk og taktisk. Enhver, der har haft en taktisk rigtig dygtig træner ved, at taktisk udvikling af spillerne tager lang tid og at man ikke kan nøjes med at træne, udøve og evaluere. Der skal også rettes og guides ind i mellem.

      • Den autodidakte træner kan være rigtig dygtig, den uddannede træner, er bare den der kan meget mere.
        Derfor skal vi uddannelse så vi kan debattere og lære hvad der er rigtigt. Her kommer ting som evedence based training ind, LTAD metoden er central i alle specialforbund.
        Den dygtige trænere lærer at sætte træningen op, lærer at skabe miljøerne hvor du skaber udvikling.
        Det er ikke at blot at smide bolden ind og lade spillerne selv finde ud af det.

        Det er som du siger en meget lang proces, og det kræver en dygtig træner der vil dette.

        Netop det at turde se langsigtet udvikling, fremfor kortsigtet resultatmål

        Det er de elementer du skal tage ind i din træning og i kamp.

        Jeg kender nogle få autodidakte trænere der mestrer dette, men det tog dem også mange år at komme til den erkendelse, havde været lettere som de siger hvis de havde taget træneruddannelsen og lært dette fra starten.

        Derfor er uddannelse så vigtigt

  2. lyder sgu klogt steen… tror også jeg kan fange mig selv i at står og råber en gang i mellem. og ja i floorball har man jo tiden.

  3. Sikke en gang vrøvl fra din side af her 🙂

    Du har dog ret i at man OGSÅ skal snakke med den kæde der er ude. Men at hjælpe ens hold med at guide dem er ikke et problem. Det er derimod et problem hvis en far eller mor begynder at gøre det, da han/hun ikke har indsigt i hvad det enkelte hold arbejder på og har af aftaler.

    • Forestil dig din arbejdsplads hvor 1-2 personer konstant fortalte dig hvad du skulle gøre. Ville det være et miljø der er befordrende for udvikling?

      Hvorfor er det at Horst Weins metoder er efterspurgt i så mange lande.
      Hvorfor har diverse topklubber i fodbold direkte taget hans metoder til sig.

      Som træner skal du stille spørgsmål til spillerne, fremfor at fortælle dem hvad de skal gøre. Dermed får du dem til at tænke, dermed skaber du udvikling.

      Det andet er gammeldags tankpasserpædagogik.

      Men selvfølgelig, enhver har ret til sin metodik

      🙂

  4. Du kan ikke sammenligne en almindelig arbejsplads med sport. Hvis man endelig skal sammenligne med noget, kunne det være soldater. De træne og træner og her er der en overordnet, der fortæller dem, hvad de skal gøre, men de har også en vis indflydelse. Når de træner, kan de begå så mange fejl, de vil. De skyder alligevel med løst krudt.

    Men når de er i kamp, så er den overordnedes befalinger og coachning uundværlig. For hvis ikke alle følger taktikken, og det kan være svært i kampens hede, så går det lynhutigt galt. Derfor er der forskellige roller mellem de underordnede og befalingsmændende. De underordnede har sjældent ret meget overblik over situationen, men har en specifik opgave, de er sat til.

    Officeren har overblikket og er ikke direkte i krydsild. Derfor kan hans ordrere være af højere kvalitet end de, der kommer internt mellem soldaterne.

    Ergo, man kan ikke undvære coaching fra bænken, men den kan også tage overhånd.

    • Hvilket miljø ønsker man, spillere der er selvstændige og kan tage beslutninger, eller spillere der er passive og venter på instrukser fra bænken?

      Hvilket miljø skaber de to typer?

      • Det er efter min mening ikke et spørgsmål om enten eller, som du så skarpt stiller det op. Som Rico også skriver, så vil en del spillere gerne have den coachning fra bænken. Jeg har mest oplevet det hos damespillere, men tror ligeså meget det handler om, at herrespillere ikke vil sige, at de gerne vil have den hjælp.

        De bedste miljø må være det, som spillere og træner trives i og føler sig tryg i. Det er hverken, hvis en spiller kostes rundt af træneren eller hvis han bliver overladt til selv at klare sig.

        Der er lidt for megen hvad-synes-du-selv pædagogik i din holdning, Steen!

      • Du er velkommen til at dømme det som du vil og kalde det hvad du vil.

        Det handler ikke om at have ret, det interessante er at se på hvad der virker, hvad der udvikler, hvilken metodik.

        Der er stor forskel på at arbejde med ungdom og senior.

        Men det hele falder tilbage på hvilken trænertype du er og hvilket miljø du vil skabe.

        Ja der er spillere der e rusikre og som vil have coaching fra bænken. Hvorfor er det at de andre ikke spillere ikke tager ansvar og hjælper spilleren? Hvorfor er spilleren usikker, hvordan kan du tilpasse din træning, så spiller bliver mere sikker og tror på sig, og IKKE har brug for coaching.

        Det er det centrale for mig, se på dine resultater på banen, hvad skal du ændre i din træning, for at undgå de situationer. Hvordan vil du gerne have spillerne skal spille? Hvordan laver du en træning der afspejler dette.

        Ja det tager lang tid at få selvstændige spillere.

        Men der er en grund til at Horst Weins metoder er taget i brug i så mange lande, af så mange forbund og så mange toptrænere.

  5. Hvis spillerne på bænken skal hjælpen spillerne på banen, så bliver det hele et stort stresset kaos med snak og råben. Men selvfølgelig skal spillerne inde på banen hjælpe hinanden.

    Taktik er en konstant udvikling. Når et hold mestrer en del af playbook’en, så behøver man naturligvis ikke coache så meget udefra. Men man skal jo hele tiden sørge for, at holdets taktiske formåen bliver større, så hvis man introducerer nye ting, skal der naturligvis coaches på dette.

    Vi har ikke en et kampprogram på 82 kampe som i NHL, hvor man kan gøre meget af dette fra kamp til kamp. Vi har heller ikke 6-8 træninger om uge, så det kan indøves igen og igen og rettes dér. De fleste hold har vel 2 træninger om uge, eliteholdene 3. Så derfor er det nødvendigt at taktikkens udvikling også kommer under kampene og ikke bare på bænken.

  6. Jeg vil gerne benytte muligheden for at komme med lidt inputs til denne debat, da jeg synes det er et ganske interessant emne. Som udgangspunkt er jeg meget enig med dig Steen, men forsøger at være lidt mere konkret i nedenstående.

    Det vigtigste for mig som træner, er at lære spillerene at tænke selvstændigt og selvtræne. Jeg havde engang en dansklærer som altid sagde, at vi skulle tage ansvar for egen læring, og det er i virkeligheden essensen af hvad man som træner skal søge at opnå.

    Et eksempel på den måde jeg selvtræner, er at jeg udvælger et specifikt teknisk element, som jeg ønsker at forbedre. I mit tilfælde skal det være noget som jeg ikke er god til i forvejen, noget som ligger uden for min ”comfort-zone”. Jeg har spillet floorball i ca. 14 år, og må nok erkende at mine forhåndsafleveringer og mit håndledsskud ikke bliver bedre end det er nu. De dele af spillet har jeg trænet på hele min karriere.

    I stedet valgte jeg for et par år siden at fokusere på mine baghåndspasninger, noget som jeg aldrig tidligere havde trænet, og som for mig føltes helt akavet. Det betød at hver gang jeg havde 10 minutters fri leg med bolden, så stod jeg og slog baghåndspasninger op ad banden i stedet for at skyde på mål. Det har betydet at baghånden i dag er en integreret del af mit spil, og noget som jeg meget nødigt ville undvære.
    I øvrigt underligt at man aldrig kører baghåndsspecifik træning. Det har jeg i hvert fald aldrig gjort før jeg selv blev træner. Tværtimod har jeg haft trænere som decideret har bandlyst baghåndsafleveringer af en eller anden grund.

    Et andet eksempel på selvtræning er evaluering. Dels evaluering sammen med kædekammeraterne efter hvert skift, men også en overordnet evaluering efter hver kamp og efter hver træning. Det behøver ikke tage flere timer, men man bør lige bruge et par minutter på at overveje hvad der gik godt og hvad der gik dårligt i løbet af træningen/kampen.

    Den sidste form for selvtræning jeg vil ind på her, er forberedelse til træning. Inden man dukker op til træning, så brug lige 2 minutter på at overveje, hvad man som spiller vil fokusere på. Hvis man fx er en defensiv back, så kan man fokusere på at til denne træning, så vil jeg være ultra offensiv. På den måde kommer man ud af sin ”comfort-zone” og man lærer hvornår man kan tillade sig at være offensiv og hvornår man skal holde sig hjemme.

    Det korte af det lange er at træneren selvfølgelig skal give dig nogle redskaber du som spiller kan arbejde ud fra, men meget af træningen er op til én selv, og det er netop det man skal lære sine ungdomsspillere.

    Til sidst skal det nævnes at jeg som udgangspunkt er modstander af, at man råber til spillerne, mens de er på banen, men i enkelte tilfælde kan det selvfølgelig være en nødvendighed. Endelig kan det undre mig at trænere helt op til liganiveau står og kalder udskiftningerne fra bænken. Det bør den enkelte kæde kunne styre selv, og alternativt kan man udpege en udskiftningsansvarlig i hver kæde.

    Lars Skytte

    • Hej Lars

      Tak for et godt og nuanceret indspark. Kan ikke huske hvem der havde et citat om at den gode lærermester fortæller dig hvilke bøger du skal finde svaret i.

      Det er lidt det samme du er inden på med at tage ansvar for egen læring.

      Tak
      Steen

  7. Hvor er det rart at høre det samme, som man selv mener…jeg går ud fra, at det også gælder for børn. Min dreng på 10 år har snart mistet lysten til at spille fodbold, fordi som han siger ” jeg tør snart ikke få bolden, for lige meget hvad jeg gør, råber træneren, at jeg skal gøre noget andet.” Jeg har forsøgt at tale med trænerne om det, men de er meget lidt lydhøre. Jeg opleverkun, at børnene kniber ballerne sammen og stresser, og bliver angste. Det hører ingen steder hjemme.

    • Du kunne smide denne til trænerne.

      Prøv at råbe af trænerne om hvad de skal gøre, og bede 3-4 forældre om det…

      Og hele tiden fortælle dem hvad de skal gøre.

      Kom nu op på tæerne
      Tag lidt at drikke
      Rolig nu
      Osv

      Stil jer tæt på dem og kig på dem mens i råber af dem

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s