Infantinos næste træk: Er FIFA ved at sælge en bid af VM?

Efter et VM med enorm sportslig og kommerciel succes står Gianni Infantino igen med et stærkt kort på hånden. FIFA har leveret et produkt, som verden ser, sponsorerne elsker, tv-stationerne betaler dyrt for, og som medlemslandene i høj grad er økonomisk afhængige af.

Men næste skridt kan blive det mest kontroversielle i mange år.

Planen om at oprette FFE – en ny kommerciel konstruktion omkring FIFA – har allerede fået UEFA helt op i det røde felt. Ikke uden grund. For når 20 procent af ejerskabet i selskabet skal komme fra eksterne investorer, og de samme investorer fremover skal have 20 procent af overskuddet fra FIFA VM, så ændrer det grundlæggende dynamikken omkring verdens største fodboldbegivenhed.

Infantino siger, at investorerne ikke får sportslig eller politisk indflydelse.

Det kan godt være.

Men investorer investerer ikke for at klappe FIFA på skulderen. De investerer for at få et afkast.

Og så begynder presset.

Når VM bliver et investeringsprodukt

Fodbold-VM er uden tvivl den største sportsøkonomiske VM i verden. Større end de fleste olympiske discipliner i kommerciel værdi og stadig det sted, hvor national identitet, global tv-dækning og sponsorpenge mødes i én gigantisk maskine.

Hvis investorer skal have 20 procent af overskuddet, vil det naturlige spørgsmål være: Hvordan bliver overskuddet større?

Det kan ske på flere måder.

• VM kan udvides til endnu flere hold. 48 hold er allerede en markant udvidelse. Næste skridt kunne være 64 hold.

• VM kan afvikles hvert andet år i stedet for hvert fjerde år.

• Kampe kan pakkes endnu hårdere kommercielt. Hydration breaks kan stille og roligt udvikle sig til commercial breaks. Det, der starter som hensyn til spillernes helbred, kan meget hurtigt blive en tv-rettighedsmæssig guldgrube.

Det lyder måske kynisk. Men det er sådan, sportsøkonomi fungerer, når først eksterne investorer kommer ind i maskinrummet.

Man kan godt sige, at de ikke får indflydelse. Men kapital har altid en stemme. Også når den ikke sidder med ved bordet.

Den store gulerod til FIFAs medlemslande

FIFA har efter sigende sendt signal til de 211 medlemslande om, at man ønsker svar allerede til september. Det giver reelt omkring seks uger til at behandle en beslutning, der kan ændre fodboldens økonomiske struktur i årtier frem.

Og her bliver det interessant.

For meldingen er, at de lande, der stemmer for, kan se frem til op mod 30 millioner pund over fire år. Det er markant mere end den nuværende støtte, som for mange lande ligger væsentligt lavere – ofte i niveauet 1-2 millioner pund om året.

Stemmer man imod, tyder det på, at man fastholder den lavere sats.

Det er en stærk politisk mekanisme.

For uanset om du er et lille fodboldforbund i Caribien, et afrikansk land med store talentpotentialer, eller et mindre europæisk medlemsland, så er 30 millioner pund over fire år en enorm sum.

I mange lande kan de penge gøre en kæmpe forskel. De kan bygge baner. De kan finansiere pigefodbold. De kan løfte træneruddannelser. De kan skabe talentprogrammer, dommerudvikling, akademier og bedre rammer for børn og unge.

Det skal man ikke underkende.

FIFA har gennem årene været med til at finansiere udviklingsprogrammer, der faktisk har styrket fodbolden i lande, hvor de nationale økonomier ikke selv kunne bære opgaven. Set fra den vinkel er Infantinos model ikke kun grådighed. Den er også en måde at flytte penge ud i fodboldens yderkanter.

Men udfordringen er åbenlys:

Hvem sikrer, at pengene ender på banerne – og ikke i de forkerte lommer?

Solidaritet eller stemmekøb?

Det er her, FIFA bevæger sig på en meget tynd linje.

Hvis alle medlemslande modtager samme beløb uanset størrelse, sportsligt niveau, antal spillere eller kommercielt bidrag, så ligner det på papiret en solidarisk model.

Men politisk kan det også ligne noget andet.

For når økonomisk støtte kobles så tæt til en afstemning om FIFAs fremtidige kommercielle struktur, er det svært ikke at se det som et magtmiddel.

Et mindre medlemsland kan sidde med et simpelt regnestykke: Skal vi sige nej til en model, vi måske er skeptiske over for, og dermed fastholde en lavere støtte? Eller skal vi stemme ja og få penge nok til at forandre vores fodboldsystem?

Det er ikke svært at forstå, hvad mange vil vælge.

Og det er præcis derfor, UEFA er bekymret.

UEFA og klubberne har også et legitimt argument

Set med europæiske øjne er problemet et andet.

De største klubber leverer mange af de største spillere til VM. De betaler spillernes lønninger hele året. De investerer i deres udvikling, sundhed, performance, behandling og brands.

Når VM så kommer, afgiver klubberne deres største aktiver til FIFA.

FIFA betaler ganske vist kompensation til klubberne. Ordningen lyder på omkring 5.000 dollars pr. spiller pr. dag, typisk fra cirka to uger før turneringen og til kort efter, at nationen er ude.

For en mindre klub kan det være rigtig gode penge.

For en topklub i Premier League, La Liga eller Bundesligaen er det ikke i nærheden af at dække den reelle økonomiske risiko. En spiller kan tjene langt mere end det om dagen. Og hvis spilleren kommer hjem skadet, udbrændt eller bare mentalt og fysisk presset, er det klubben, der står med regningen.

Det er ikke kun et teoretisk problem.

VM er knap slut, før kvalifikationen til Champions League er i gang. Kalenderen er presset til bristepunktet. Spillerne er trætte. Klubberne er pressede. Og alligevel taler FIFA om flere kampe, større turneringer og muligvis hyppigere verdensmesterskaber.

Infantinos svar har blandt andet været, at de nationale ligaer må reducere antallet af hold, så belastningen bliver mindre.

Men det er et voldsomt forslag.

Hvis man forestiller sig en Premier League med 12 hold, måske som en mere lukket konstruktion, så ændrer man hele fodboldens økosystem. Oprykning, nedrykning, lokal identitet og den brede klubstruktur risikerer at blive svækket.

Det vil være en løsning, hvor FIFA udvider sin egen forretning, mens de nationale ligaer skal skære ned.

Det er ikke mærkeligt, hvis klubberne ikke jubler.

Nonprofit med profitlogik

Der ligger også et principielt spørgsmål her.

FIFA er en nonprofitorganisation. Når FIFA afholder VM, stilles der typisk store krav til værtslandene – blandt andet omkring skattefrihed, infrastruktur, sikkerhed og særlige juridiske rammer.

Det betyder, at FIFA kan optimere indtægterne ganske effektivt.

Men hvis eksterne investorer nu skal have en fast del af overskuddet, bliver spørgsmålet:

Hvorfor skal værtslande give skattefordele, klubber afgive spillere, og spillere tage den fysiske risiko – hvis en del af gevinsten ender hos private investorer?

Det er her, FIFA risikerer at miste noget af sin moralske legitimitet.

For fodboldens globale fællesskab kan godt acceptere, at VM tjener penge, hvis pengene går tilbage til spillet. Baner, udvikling, talentarbejde, pige- og kvindefodbold, dommere, trænere og fodbold i lande uden store tv-aftaler.

Men hvis pengestrømmen i stigende grad også skal servicere investorer, bliver fortællingen en anden.

Så er VM ikke længere kun et globalt fodboldprojekt.

Så er det også et finansielt produkt.

Det positive: Der er et reelt udviklingspotentiale

Det er vigtigt at sige: Alt ved Infantinos plan er ikke nødvendigvis negativt.

Hvis modellen faktisk skaber flere penge til medlemslandene, kan det løfte fodbolden globalt. Mange lande mangler helt basal infrastruktur. Gode baner. Uddannede trænere. Ordentlige talentmiljøer. Professionelle forbundsstrukturer. Transparente udviklingsprogrammer.

30 millioner pund over fire år kan være forskellen på stilstand og reel udvikling.

Det kan også være med til at mindske afstanden mellem de etablerede fodboldnationer og resten af verden. Hvis midlerne bruges rigtigt, kan det skabe en bredere og mere konkurrencedygtig global fodbold.

Det er positivt.

Men det kræver governance. Åbenhed. Revision. Krav til dokumentation. Og en reel kontrol med, hvor pengene lander.

Uden det risikerer man, at pengene ikke udvikler fodbolden – men bare udvikler enkelte lederes privatøkonomi.

Er det hele et skaktræk fra Infantino?

Det mest interessante spørgsmål er måske, om Infantino allerede har forudset UEFAs reaktion.

UEFA er gået hårdt imod planerne. Det kunne man næsten regne ud på forhånd. De europæiske klubber og forbund har mest at miste, fordi de sidder på de største spillere, de største ligaer og den mest pressede kalender.

Men Infantino ved også, at FIFA ikke er UEFA.

FIFA er 211 medlemslande.

Og i den forsamling tæller San Marino og Brasilien én stemme hver. Tyskland og Tahiti. England og Belize. Danmark og Djibouti.

Det er her, Infantinos styrke ligger.

Han behøver ikke overbevise de største europæiske fodboldnationer, hvis han kan samle flertal blandt resten af verden. Og hvis det flertal samtidig ser udsigt til markant større økonomisk støtte, så er spillet pludselig meget svært for UEFA.

Måske er UEFAs kritik derfor allerede indregnet.

Måske er det præcis det skaktræk, Infantino har ventet på.

Først kommer forslaget. Så kommer UEFAs modstand. Så kommer FIFA med fortællingen om, at Europa igen forsøger at blokere for økonomisk udvikling i resten af verden.

Og så står Infantino som manden, der vil give flere penge til de små lande.

Det er politisk stærkt.

Hvad bliver næste træk?

Hvis UEFA siger nej, hvad gør Infantino så?

Presser han videre og samler flertallet udenom Europa?

Tilbyder han en justeret model med lidt mere gennemsigtighed?

Øger han kompensationen til klubberne for at splitte modstanden?

Eller bruger han konflikten til at åbne en større debat om kalenderen, ligaernes størrelse og magtbalancen mellem FIFA, UEFA og klubberne?

Det sidste er måske det mest sandsynlige.

For kampen handler ikke kun om FFE. Den handler om, hvem der ejer fremtidens fodboldøkonomi.

Er det FIFA?

Er det UEFA?

Er det klubberne?

Er det spillerne?

Eller er det investorerne?

Lige nu ligner det, at Infantino forsøger at tage næste store skridt i centraliseringen af fodboldens globale økonomi. Han gør det med et stærkt argument om udvikling, solidaritet og flere penge til medlemslandene.

Men bagsiden er lige så tydelig:

Mere kommercialisering. Mere pres på kalenderen. Flere kampe. Større risiko for spillerne. Og en VM-model, hvor private investorer kan få direkte økonomisk interesse i, at verdens største fodboldturnering hele tiden bliver større, længere og mere indbringende.

Det kan være godt for FIFAs regnskab.

Det kan være godt for mange mindre fodboldnationer.

Men det er langt fra sikkert, at det er godt for fodbolden.