FIFAs planer – eller er det Infantinos planer?

Efter et veloverstået VM smed FIFAs præsident, Gianni Infantino, noget af en bombe.

FIFA ønsker at etablere FIFA Forward Enterprise, FFE, som skal øge den kommercielle værdi af sporten markant. Modellen går, ifølge de oplysninger der er fremme, ud på, at investorer kan købe sig ind med op til 20 procent for omkring 4,2 mia. dollars.

Det er i sig selv et pænt beløb. Men det skal ses i lyset af, at det seneste VM økonomisk har været en kæmpe succes. Omsætningen er estimeret til omkring 15 mia. dollars, hvilket cirka er en fordobling i forhold til for fire år siden. Til sammenligning omsatte det seneste OL et sted mellem 4 og 5 mia. dollars.

Så spørgsmålet er: Hvorfor kommer dette nu?

Og måske endnu vigtigere: Er det FIFAs plan – eller er det Infantinos plan?

Fodbolden skal vækste endnu mere

Der er grundlæggende to forklaringer på, hvorfor FIFA og Infantino går denne vej.

Den første er ønsket om at vækste fodbolden yderligere. Ikke mindst uden for Europa. Det er her, midlerne fra FIFA Forward Enterprise skal være med til at styrke udviklingen regionalt og lokalt.

Hvis planen bliver gennemført, vil hvert medlemsland under FIFA kunne modtage omkring 20 mio. dollars over fire år. I dag er beløbet cirka 8 mio. dollars. Det er en markant forskel, særligt for de mindre og økonomisk svagere fodboldnationer.

Set fra mange medlemslandes perspektiv er det svært ikke at se det positive. Flere penge betyder bedre muligheder for udvikling af baner, træneruddannelse, ungdomsfodbold, kvindefodbold, administration og internationale aktiviteter. For lande uden store kommercielle indtægter kan det være forskellen på stilstand og reel udvikling.

Men der er selvfølgelig også en meget konkret bekymring:

Hvor ender pengene?

For hvis midlerne ikke bliver fulgt af gennemsigtighed, kontrol og klare krav til anvendelse, er risikoen, at pengene ender de forkerte steder. Det er en klassisk udfordring i international idrætspolitik. Flere penge løser ikke nødvendigvis strukturelle problemer, hvis governance ikke følger med.

Flere penge giver også flere venner

Den anden forklaring er mere politisk.

Når Infantino sikrer flere ressourcer til medlemslandene, sikrer han også en vis popularitet hos FIFAs medlemslande. Det er ikke svært at forstå. Hvis man som nationalt forbund går fra 8 til 20 mio. dollars over en fireårig periode, så lytter man naturligvis, når præsidenten taler.

Det kan meget vel være med til at sikre Infantino endnu en valgperiode. Og spørgsmålet er, om han også på et tidspunkt vil forsøge at ændre reglerne, så han kan sidde endnu længere.

Set med europæiske øjne har Infantino for længst krydset en grænse. Men set fra mange andre dele af verden ser billedet anderledes ud. Her er han præsidenten, der flytter penge fra den globale fodbolds store maskinrum og ud til de lande, som historisk ikke har fået den samme del af kagen.

Det er også her, Europas kritik kan få svært ved at slå igennem. For selv om UEFA og de store europæiske ligaer har enorm økonomisk og sportslig magt, så har Europa ikke flertal i FIFA.

Infantino forstår magtens matematik

FIFA består af 211 medlemslande. For at have flertal skal Infantino kunne tælle til 106.

Og det er netop her, han er stærk. Han forstår, at magten i FIFA ikke kun ligger hos de største fodboldøkonomier. Den ligger i stemmerne. Hvert medlemsland har én stemme. Danmark har én stemme. Brasilien har én stemme. San Marino har én stemme. Og det samme har alle de mindre nationer i Afrika, Asien, Oceanien og Caribien.

Derfor giver strategien politisk mening.

Hvis flere medlemslande får flere penge, større turneringsadgang og en oplevelse af at være en vigtigere del af det globale fodboldfællesskab, så opbygger Infantino en stærk base. Ikke nødvendigvis i Europa, men i resten af verden.

Udvidelsen af VM passer ind i samme logik

Det samme gælder udvidelsen af VM.

Når flere lande får adgang til slutrunden, bliver turneringen større. Det giver flere kampe, flere markeder, flere tv-seere og større kommerciel værdi. Men det giver også flere lande en direkte interesse i Infantinos projekt.

For et mindre fodboldland er det enormt, hvis chancen for at kvalificere sig til VM bliver større. Det skaber national begejstring, politisk opbakning og flere penge i systemet.

Der er altså to klare gevinster for Infantino:

1. VM omsætter mere
2. Flere medlemslande bliver tilfredse

Og når indtægterne fra et større VM igen kan sendes tilbage til medlemslandene, bliver cirklen sluttet. Mere turnering, mere omsætning, flere midler, flere stemmer.

Spillerne er den oversete brik

Midt i diskussionen om milliarder, investorer, medlemslande og politiske flertal er der én gruppe, som alt for ofte bliver reduceret til en praktisk forudsætning: spillerne.

For uden fodboldspillere er der ingen fodbold.

Det lyder banalt, men det er værd at minde om. For den workload, de bedste spillere i dag er underlagt, er enorm. Nationale ligaer, pokalturneringer, Champions League, Europa League, Conference League, landskampe, Nations League, klub-VM, VM, EM, kvalifikationsturneringer og kommercielle sommerturnéer. Kalenderen bliver ikke bare fyldt ud. Den bliver presset til det yderste.

Her har FIFA et stort ansvar, men det er vigtigt at sige, at UEFA heller ikke kan vaske hænder. UEFA har selv udvidet de europæiske klubturneringer, så der spilles flere kampe, og hvor det nye Champions League-format også lægger yderligere pres på klubber og spillere.

Det samme gør de nationale ligaer og klubber, når de jagter indtægter, tv-aftaler og globale markeder. Alle vil have en større del af kagen, men regningen ender ofte hos spillerne.

Derfor bør diskussionen om FIFA Forward Enterprise og udvidede turneringer ikke kun handle om, hvor mange penge der kan skabes, og hvordan de fordeles. Den bør også handle om, hvor meget produktet kan bære.

For produktet er ikke kun logoer, rettigheder og stadioner.

Produktet er spillerne.

Hvis spillerne slides ned, falder kvaliteten. Hvis kvaliteten falder, bliver turneringerne mindre attraktive. Og hvis turneringerne mister sportslig nerve, kan den kommercielle vækst på sigt ende med at underminere sig selv.

Det er her, både FIFA og UEFA har en blind vinkel. De taler om udvikling, vækst og globalisering, men forholder sig ofte for lidt til den menneskelige og sportslige belastning. En stærkere global fodbold kræver ikke kun flere penge og flere kampe. Den kræver også bedre beskyttelse af dem, der faktisk skal levere varen.

FIFA Council bliver næste vigtige stop

Næste skridt er FIFA Council, som består af 37 medlemmer fordelt mellem de kontinentale forbund som UEFA, CONMEBOL, AFC, CAF, CONCACAF og OFC

Her har Afrika og Asien tilsammen 14 af de 37 stemmer. Lægger man Infantinos egen stemme oveni, er man på 15. Der skal altså ikke mere end fire ekstra stemmer til for at skabe flertal.

Hvis FIFA Council senere i 2026 nikker ja til modellen, vil den kunne blive sendt videre til FIFAs kongres i 2027.

Og på kongressen er regnestykket enkelt: Infantino skal bare kunne tælle til 106.

Den store løn og det store spørgsmål

Som et ekstra krydderi forlyder det, at Infantino selv skal stå i spidsen for FIFA Forward Enterprise. Og at årslønnen skal matche niveauet for en tilsvarende leder i de amerikanske sportsforbund.

Det vil sige et sted mellem 40 og 50 mio. dollars om året.

Hvis det bliver virkelighed, vil kritikken fra Europa næppe blive mindre.

For her begynder spørgsmålet for alvor at presse sig på: Er dette en model, der skal udvikle global fodbold? Eller er det også en model, der centraliserer magt, penge og indflydelse endnu mere omkring Infantino?

Begge dele kan faktisk godt være sande på samme tid.

Det positive i modellen

Der er ingen grund til at afvise hele tanken blankt.

Fodbolden er global, og hvis FIFA reelt kan sikre flere midler til udvikling i mindre lande, er det positivt. Mange nationale forbund har brug for bedre faciliteter, stærkere administration, bedre talentudvikling og mere professionelle strukturer.

Det er også værd at give FIFA og Infantino ros for udviklingen på kvindesiden. Præmiepengene ved kvindernes VM er hævet markant og ligger nu omkring 25 procent af mændenes VM. Det står i skarp kontrast til UEFA, hvor præmiepengene til kvindernes europæiske klubturneringer fortsat fylder meget lidt sammenlignet med mændenes turneringer (under 1%)

Her har FIFA faktisk flyttet noget. Og det skal anerkendes.

Hvis FIFA Forward Enterprise kan bruges til at styrke både bredde, elite, kvinder, ungdom og faciliteter globalt, kan det få reel betydning for fodboldens udvikling.

Udfordringerne er bare enorme

Men udfordringerne er lige så tydelige.

For det første er der spørgsmålet om governance. Hvem kontrollerer pengene? Hvem sikrer, at midlerne bliver brugt til udvikling og ikke til politiske vennetjenester eller ineffektive projekter?

For det andet er der spørgsmålet om private investorer. Hvis investorer køber sig ind i en del af FIFAs kommercielle fremtid, hvad forventer de så retur? Investorer investerer ikke 4,2 mia. dollars for hyggens skyld. De forventer afkast. Og hvor skal det afkast komme fra?

Flere turneringer? Flere kampe? Flere kommercielle rettigheder? Mere pres på spillerne? Mere centralisering?

For det tredje er der magtspørgsmålet. Hvis Infantino både er FIFAs præsident og samtidig får en central rolle i FFE, kan det skabe en meget stærk koncentration af magt. Det vil være svært at se som sundt, uanset hvor dygtig han måtte være som politisk taktiker.

Og endelig er der spillerne. De bliver alt for ofte behandlet som en ressource, der bare kan bruges lidt mere. Men der er en grænse. Den grænse nærmer fodbolden sig hastigt, hvis den ikke allerede er passeret.

Europa ser én ting – resten af verden noget andet

Set fra Europa er kritikken forståelig. UEFA og de store europæiske ligaer ser en FIFA-præsident, der udvider turneringer, jagter nye penge og potentielt svækker den eksisterende balance i international fodbold.

Men fra resten af verden ser det anderledes ud.

Her ser mange medlemslande en præsident, der sender flere penge ud i systemet, giver flere lande adgang til VM og udfordrer Europas dominans.

Det er præcis derfor, Infantino står stærkt.

Europa kan råbe højt. Men Europa bestemmer ikke alene i FIFA. Og det ved Infantino bedre end nogen.

Konklusion: genialt, farligt – og meget Infantino

FIFA Forward Enterprise kan blive et stærkt redskab til at udvikle global fodbold. Flere penge til medlemslandene kan skabe bedre rammer, stærkere strukturer og større global konkurrence. Det er den positive version.

Men modellen kan også blive et redskab til at konsolidere Infantinos magt, åbne døren for private investorinteresser og øge presset på en fodboldkalender, der allerede er presset til bristepunktet.

Og netop kalenderen er afgørende. For fodboldens vækst kan ikke kun måles i omsætning, nye turneringer og flere medlemslande ved slutrunderne. Den skal også måles på, om spillerne kan holde til det.

Uden spillerne er der intet produkt.

Det er derfor, spørgsmålet ikke kun er, om FIFAs planer giver økonomisk mening.

Spørgsmålet er også, hvem planerne reelt gavner mest.

Fodbolden?
Medlemslandene?
Investorerne?
Spillerne?
Eller Infantino selv?

Det næste slag står i FIFA Council. Og derefter på kongressen i 2027.

Men én ting er sikkert: Infantino har forstået det vigtigste i international idrætspolitik.

Man skal ikke nødvendigvis overbevise Europa.

Man skal bare kunne tælle til 106.