#1 Hvordan ser I jeres sæson har været indtil nu?
Usammenhængende. Vi startede med haltræning den 22. juli og har spillet meget få kampe. Nu er vi igen midt i en 3-ugers kamppause i ligaen. Og midt i november kommer der så tre kampe på otte dage, hvilket gentager sig i december. Svært at få kontinuitet i sådan et program.
#2 Hvilken periode har været den bedste I har spillet?
2. periode i pokalturneringen mod Rødovre den 15. august, som vi vandt 2-0.
#3 Hvilke tre spillere hos de modstandere I har mødt har gjort indtryk på dig som træner?
Mads Istre fra Copenhagen, der stod bag sit holds comeback med tre mål. Havde ikke bidt så meget mærke i ham før. Parbo – også fra Copenhagen. Han glimtede kun momentvis mod os, men jeg så ham mod Aab, hvor han var banens suverænt bedste. Han viste også et niveau, jeg ikke har set før. Vi har endnu ikke spillet mod Frederikshavn, Rødovre, Århus, og AaB, og jeg er sikker på, at der kommer mange flere navne på blokken efter de kampe. Der er rigeligt at tage af.
#4 Hvad har det betydet at spille landsdækkende liga, med hensyn til at have intense kampe i forhold til sidste sæson?
Jeg synes faktisk også, at der var mange intense kampe sidste sæson i liga øst på grund af den oprustning der skete i mange klubber – fx Vallensbæk og Vanløse. Men det giver selvfølgelig flere af de helt tætte kampe, når de bedste hold bliver samlet. Er man ikke på 100 %, så er det helt sikkert, at man taber kampen i denne sæson. Man kan så diskutere hvad det betyder, at der nu er 16 grundspilskampe i stedet for 21.
#5 Hvordan har det været at skulle rejse til de kampe på den anden side af storebælt?
Vi har kun været af sted en gang (Brønderslev). Det var en god tur, og det giver noget socialt. Det lugter jo lidt af slutspil, men det bliver også hverdag. For os trænere tror jeg ikke det betyder så meget. Måske lidt bedre forberedelse, fordi man har tiden i bussen. Vi har en fredagskamp i Frederikshavn – og de har en hos os. Spændende at se, hvad udeholdene stiller med til de to kampe.
#6 Hvad har været fedt ved sæsonen som du ser det?
Vi har vundet vores kampe. Og så vores hjemmebane, hvor frivillige omkring holdet gør noget ud af arrangementerne og der kommer mange mennesker. Det er det positive – men vi kommer nu ind i en svær periode mod de tre hold, jeg selv tippede i top 3 før sæsonstarten: Rødovre, Frederikshavn og Århus. Og så er vi desværre svækket af en række skader i en trup, der er smal, når de yngste og nyeste medlemmer trækkes fra. Jeg savner en periode med kontinuitet både hvad angår trænings- og kamprytme. Håber den kommer efter nytår…
#7 Hvordan har det været at skulle møde hold, som man ikke har spillet mod tidligere så mange gange?
Det giver fornyet motivation – og mere forberedelse. Alle hold trænger til fornyelse. Vi har ikke haft fornyelse på træner- og spillersiden, så hos os består fornyelsen af den landsdækkende liga og de nye udfordringer den giver.
#8 Ordet er frit
Jeg savner, at den landsdækkende liga er med til at hæve niveauet på alt det, der foregår rundt om kampene. Et udokumenteret bud er, at der ikke er kommet flere tilskuere. Og så er jeg personligt imod, at man kræver entré til kampene, når der fx ikke engang er et kampprogram. Her ser jeg gerne DaFU på banen med krav til kampafvikling. Basketligaen har fx haft stor succes med krav, men i floorballsporten er man for forskrækkede i forhold til krav.
Der er også kommet færre tv-kampe og færre klubber, der afvikler tv-kampe. Det er et stort skridt i den forkerte retning, og måske på grund af arrangementer, der ikke er gode nok. Personligt mener jeg det bør være et krav, at alle ligaklubber skal afvikle en tv-kamp. Nu får vi se, om der bliver en tv-aftale i 14/15.