Jeg kan, med udgangspunkt i liga øst, ikke genkende, at den defensive stil vinder frem.

Langt de fleste hold praktiserer et genpres, når de har tabt bolden dybt i modstanderens zone, eller når de har afsluttet.

Mange hold udnytter kædeskift til et etablere højt pres, hvis modstanderen indleder et skift under boldbesiddelse.

De fleste hold arbejder med former for styrespil, der kan gå over i direkte presspil, hvis modstanderne laver en dårlig aflevering/berøring, presses ind i små områder eller løber baglæns med bolden. 

Ligakampen mellem Benløse og Rødovre fredag den 30. november (tv-kamp, 5-4 til Benløse i overtid), var det tredje opgør holdene imellem på godt en måned. Der har været en taktisk udvikling fra kamp til kamp uanset hvilket hold, der har været på toppen i hvilke kampe. 

Den første kamp afgjorde Benløse på spilvendinger. Det er bestemt ikke målet, at Rødovres 1. kæde får lov til at trykke Benløse helt ned på egen halvdel. I den fase af spillet kan den kæde – som den eneste i øst – bare lægge et unikt tryk.

Andet opgør havde Rødovre justeret og overlod bevidst mere bold til Benløse. Det forvaltede Benløse dårligt, og Rødovre straffede fejlene.

I tredje opgør svarede Benløse igen med et tålmodigt spil mod Rødovres mere kompakte stil. Og da Rødovre ikke ville blotte sig, så blev det meget taktisk. Det hører dog med til den kamp, at Benløse forsøgte at sætte højt pres, når muligheden bød sig. Og indtrykket er, at Rødovre gjorde samme. 

For Benløses vedkommende er de tre seneste pokal- og ligakampe, der ikke har været mod Rødovre, blevet gennemført med et aggressivt højt pres. Særligt 9-2-kampen mod Vanløse 9. november og 8-3-sejren over Hvidovre 14. november. Begge kampe gennemført med tre aggressivt spillende kæder. 

Så nej til en dominerende defensiv stil med de undtagelser, hvor modstanderen tvinger visse hold til det. De nemmeste mål at score er på kontra (og fejl).

Til gengæld er det relevant at tale om balance. Ingen hold ønsker at iværksætte højt pres, styrespil eller dubleringer, hvis holdet ikke er i balance. Særligt ikke mod Rødovre, der har spillere, der prompte straffer ubalance.