I går skrev jeg om nogle af bevæggrundene for succesen for fransk bordtennis.

Nuvel, nu har de i kategorien 8-12 år flere spillere at vælge i mellem end hvad der er spillere totalt i Danmark, så alene på antallet af spillere, så har Frankrig en fordel.
Men der hvor Frankrig har set ganske rigtigt, er at de er ude og scoute rigtig mange spillere, og at de faktisk har en database på disse spillere.

Det er de spillere som der vælges ud allerede her, som er med til at vinde EM medaljer for ungdom, der er ingen af medaljetagerne, som ikke allerede var med her!

Mere træning.
Men samtidig har de meget fokus på at der skal trænes langt mere, end der skal spilles turneringer.

Der hvor Frankrig har set meget rigtigt, er at når en spiller udtages, så udtages træneren ligeså.

Dansk model.
Skulle jeg oversætte denne model til danske forhold, så ville det være en ide at lave åbne samlinger, hvor der inviteres spillere ind regionalt til en træningssamling. Krav for at være med, er at din træner deltager på samlingen! Gør han ikke, skal der en anden træner med.

Efter alle de regionale samlinger, skal alle trænerne indbydes til et weekendseminar om bordtennis, hvor det er undervisere, der forstår at lære andre hvad det vil sige at lære fra sig, altså det didaktiske.
Ligeså skal der være en landstræner med på seminariet, som er inde om det tekniske. Samt for at signalere hvor vigtigt dette er.

Klubtrænerne er de vigtige her.
Efterfølgende udtages en relativ stor bruttotrup, hvor de trænere der er tilknyttet her, skal med på x antal samlinger.
En ide kunne være at holde igen samlinger uden at skulle bruge for meget tid på transport, og at holde dem over en weekend, og hvor trænerne er med, både i hallen ved træningen, så de kan se hvordan trænerne arbejder og hvad de ligger vægt på.
Samt køre noget teori med trænerne.
Det optimale ville være at klubtrænerne er med hele tiden på en samling, det kan så blive en udfordring, for det er frivillige vi snakker om.

For trænerne skal der ligeledes være noget DBTU tøj, som de skal have, så de er med til at promovere DBTU lokalt samt selve projektet.

Det er den daglige træning der skal forbedres.
Det ville koste nogle penge, men jeg har skrevet det i mange indlæg før og gentager det gerne igen, Dansk Bordtennis bliver ikke bedre hvis der ikke kommer bedre klubtræning i langt flere klubber!

Effekten er i min optik glasklar.

Der har Frankrig været uhyggeligt dygtige.

Hvad er DBTU?