Danmark er jo kendt for at vestenvinden er herskende her til lands, dog ikke i bordtennis. For vinden blæser jo mod Brøndby, og det er der ikke noget nyt i, som sådan.
De bedste spillere herhjemme, søger naturligvis mod Idrættens hus i Brøndby, alt andet ville være dumt. Her har man samlet nogen af de bedste spillere i landet, samt nogen af de bedste trænere, som landet kan fremvise, samt naturligvis, ganske gode forhold at træne under.
Når Danmark nu ikke er større, så ville det være dumt ikke at benytte sig af den geografiske mulighed det giver, at samle de bedste spillere under samme tag. For alt peger på at spillerne bliver bedre og udvikler sig.
Sådan lød et indlæg jeg skrev til bordtennisbladet tilbage i 2002…du kan læse resten og se hvad der er sket.
Det var det som et fremsynet eliteudvalg så, og som Mikael Andersson startede op, og som Peter Sartz har videreført. Resultatet, jo indenfor de sidste 20 år har vi ikke været stærkere internationalt. Ingen tvivl om at succesen er hjemme, vi har oplevet en sportslig fremgang uden lige. Danmark er ikke længere en flok glade amatører, hvor et enkelt talent stikker næsen frem i ny og næ (Ramberg/Pedersen/Hauth).
Det virker jo
Så burde vi ikke være ganske tilfredse, og glæde os over den fremgang der er sket! Jo selvfølgelig skal vi det, men vi må ikke være tilfredse med tingene som de er, der skal stadigvæk tænkes fremad, for ellers kommer der stagnation.
Hvad har udviklingen betydet for spillerne?, jo de træner i Idrættens hus under kyndig ledelse, men hvad sker der så ude i klubberne. Ingenting, for DBTU tager jo ansvaret for spillernes udvikling, og som 16-17 årige kan de bedste spillere rykke teltpælene op, og flytte vestpå til Brøndby.
Hvad sker der i klubberne
De seniorspillere der træner i Brøndby nu, det er ikke meget træning de laver hjemme i klubberne, og det er her at vi skal forbedre os! Klubbernes (specielt) seniortræning er ikke noget at råbe hurra for, selvfølgelig findes der klubber der tager deres ansvar alvorligt, men i langt de fleste klubber er det ikke tilfredsstillende. For hvorfor bruger ressourcer på trænere, når Idrættens Hus jo sørger for træning.
For vore næstbedste spillere er det ikke godt, de bliver ikke sparet nok til træning, og skal de forbedre deres niveau, skal de møde bedre spillere! Hvem skal presse vores bedste spillere, hvis de næstbedste ikke udvikler sig?
Hvor mange er hjemme i klubberne
Det ville være tankevækkende, om man i Idrættens Hus lukkede for al træning efter kl.12.00 om torsdagen, og stillede som krav, at de der træner i Huset, skulle hjem og træne i deres klubber. For det er naturligvis en bedre træning i klubben, med de bedste spillere deltagende. Samtidig vil man også nå den gevinst, at topspillerne lærer ens klub at kende, og ikke farer vild fra omklædningsrummet til bordet.
Naturligvis skal spillere bosiddende i en union der stiller op for en klub i en anden, ikke tage hjem til det jyske for en træning. Denne spiller må finde sig en klub i området hvor man bor, og træne med der!
Gevinster
Jeg tror at der vil være mange gevinster, ved at sende vores topspillere hjem i klubberne på en fast dag, og hvis det er en fast dag, svækkes træningen i Huset jo ikke, og den skal bibeholdes. I klubberne vil man formentlig opleve en større glæde, og et større udbytte ved torsdags træningen.
Det handler om at DBTU, klubberne og spillerne vil tage et ansvar.
For jeg kan godt forestille mig, at vi om nogen år fremme i tiden vil opleve, at de trods alt dygtige trænere der er herhjemme, vil forsvinde, de ender med at skulle træne primært ungdomsspillere, og da DBTU tager hånd om de bedste, vil vi opleve at den samlede viden om at træne de bedste spillere herhjemme, ganske enkelt forsvinder, som en sidebemærkning er det da glædeligt at vi har fået en dansker i form af Thorsten Hævdholm som ass. Landstræner.
Så mange var mine tanker, sluttelig har jeg bedt nogen få personer kort kommentere deres holdning og synspunkter til emnet.
Lars Hauth (202 landskampe):
Det har gennem mange år været tydeligt, at DBTU’s Team Danmark-financierede centermodel er stærkt medvirkende til at ødelægge klubarbejdet og dermed medlemstallet. Af den simple grund, at når man fjerner de bedste spillere fra dagligdagen i en klub, så fjerner man en del af motivationen hos ledere og trænere, samt en vigtig del af oplevelsen ved at spille bordtennis for de andre. Team Danmark er selvfølgelig ligeglade, om der er tilfredshed og liv i klubberne, de vil bare have elite. Og DBTU har sådan set valgt den rigtige elitemodel, hvis et lille land altså vil have elite hurtigst muligt. Den klub-baserede elitemodel med kvalificeret træning i klubberne kombineret med elitesamlinger stiller nemlig meget større krav til arbejdet i DBTU og klubberne.
Det sørgelige for bordtennissporten er bare, at mottoet “Elite avler bredde”, som DBTU og Team Danmark arbejder efter, slet ikke virker i små sportsgrene som bordtennis på grund af den ringe position i medierne. Hvad skete der efter den flotte bronzemedalje ved det seneste EM? Ingen opdagede det. Maze som europamester eller medaljetager ved VM….medlemsboom? Aldrig. Efter et par dage vil det være glemt igen af den brede offentlighed. Sådan er vilkårene desværre for de små idrætsgrene, hvilket forværres af, at DBTU er meget langt efter andre idrætsgrene i både markedsføring og mediekontakt.
Claus Pedersen (357 landskampe)
Det er et interessant emne du tager op. Jeg tror vi skal have en konference om emnet, det lyder flot ikke, men jeg mener bare tale om tingene lige ud af posen. Jeg har lige i går talt med Mads Skovsens forældre, de var frustrerede over Mads´ måde at leve på. Får han noget at spise, sover han nok, træner han for meget, længes han hjem, tror du han bliver bedre osv. Det var nøjagtig det samme de andre forældre sagde til mig, da deres sønner rejste.
Steen Kleemeyer, Eliteudvalgsformand (formand dengang):
“Koncentrationen af Team Danmark støttede centre i Brøndby sætter eliteklubtræningen under øget pres. Ingen tvivl om det.
Som topsatsningsforbund kan DBTU bortset fra den benyttede sparring ikke fortsat tilbyde adgang til spillere, der i en årrække har været på centret i Brøndby. Der vil være færre spillere knyttet til topsatsningen, end vi har kendt tidligere.
Til gengæld har Eliteudvalget indgået aftaler om elitetrænerudvikling, som kan være en støtte for noget klubtræning. Men det bliver under alle forhold et krav til klubberne om selv at sørge for bedre toptræning til de spillere, der ikke indgår i landsholdsarbejdet. Det har artiklen ret i. Men at lukke centret en bestemt ugedag fra middag kan jeg ikke se nødvendigheden i.”.
Michael Jensen, træner Kvik Næstved
Vi har aldrig været bedre end vi er nu, og det skyldes selvfølgelig det flotte arbejde som Peter Sartz har lavet de sidste 5-6 år med landsholdet. Det skal selvfølgelig forsætte og måske gøres endnu bedre, i form af at man tager endnu flere udenlandske profiler ind til træningen. Men det arbejde der skal laves i ”huset” skal kun være for Seniorlandsholdstrupperne og for de ungdomslandsholdsspillere man satser på og som bor i Brøndby. Alle andre seniorspillere, der igennem tiderne har lov til at træne med, samt div. Ungdomsspillere, der har fået fribillet til træningen i ”huset” skal hjem til klubberne og kun deltage i Idrættens Hus, hvis de bliver udtaget til en lejr.
Artiklen har ret i, at hvis DBTU forsætter det arbejde, som sker nu, så ødelægger det klubberne, fordi der mangler kvalificeret spillere hjemme i klubberne. Det er utroligt vigtigt at klubberne bliver stærke og kan udvikle deres egne spillere og trænere. En anden mulighed er at klubberne kan hente en træner eller en spillende træner fra udlandet. Vi har de seneste år set at flere klubber har gjort denne satsning, for at styrke klubberne, men alligevel er klubbens elitespillere, blevet hentet til Idrættens hus. Der har manglet opbakning fra DBTU. Man har det indtryk at hver gang en klub udvikler en god elitespiller, siger DBTU ”haps” og man er i Brøndby. DBTU må i fremtiden arbejde målrettet med landsholdene, så vi får endnu flere medaljer og B-landsholdsspillerne hjem til klubberne så de kan styrkes.
Henrik Vendelbo, træner, spiller og leder Virum (9 landskampe)
Vi skal være glade for den fremgang der er sket – og vi har aldrig har været bedre i de seneste 20 år. Korrekt. Men det er når. man måler ud fra resultat-kriteriet. Efter min vurdering skal man også
se på nedgangen i medlemstallet….. Her kunne vi være en hel del bedre. Elitesatsningsmæssigt er det nødvendigt med ét sted, hvor de bedste spillere samles. Dog finder jeg det nødvendigt, at klubberne også tager ansvar for deres bedste spillere. I Virum er der tvungen træning i
klubben 1 gang om ugen – Også for center-spillere. Det er vel heller ikke for meget at forlange.
Det virker nogle gange som om DBTU har den – efter min mening forkerte – opfattelse, at bare vi får en verdensklasse-spiller, så kommer fremgangen på medlemstallet. De overser bare, at klubberne ikke er rustet til at modtage disse.
Artiklen er fra 2002