Randers FC har fået nye japanske ejere, og efter mine beregninger er klubben blevet handlet til en samlet værdi i underkanten af 200 mio. kr. Hvis de nye ejere har købt 80 procent af klubben, peger det på en salgspris omkring 160 mio. kr.

Det interessante er dog ikke kun selve købsprisen. En vigtig del af aftalen ser ud til at være, at de nye ejere samtidig forpligter sig til at tilføre klubben et tocifret millionbeløb årligt. Flere steder nævnes omkring 20 mio. kr. om året over de næste fem år.
Det kan få stor betydning for Randers FC.
Ser man på klubbens beregnede værdi over de seneste år, har udviklingen været markant. I 2018 lå værdien omkring 61 mio. kr., mens den i 2025 efter mine beregninger er steget til 197 mio. kr. Det er en klub, der økonomisk har flyttet sig, men som stadig befinder sig i et interessant og lidt sårbart lag i dansk fodbold.
For Superligaen er økonomisk delt ret tydeligt op.
FC København, FC Midtjylland, Brøndby, FC Nordsjælland og AGF udgør den økonomiske top 5. Hvis en af de klubber ikke kvalificerer sig til mesterskabsslutspillet, vil det ud fra økonomisk styrke være en skuffelse.

Derefter kommer Randers FC i et slags limbo. Klubben er ikke en del af den økonomiske top, men den ligger heller ikke naturligt nede blandt de mindste. AaB burde være i samme kategori, når de er i Superligaen, men lige nu er de i 1. division. Bag Randers ligger en gruppe klubber som OB, Horsens, Viborg, Silkeborg, Vejle og Sønderjyske, der økonomisk ligger meget tæt.
Og det er netop her, det bliver interessant.
Når seks-syv klubber ligger så tæt økonomisk, er forskellen mellem en rolig sæson og en bundkamp ikke nødvendigvis særlig stor. Et par skader, en fejlslagen angriber eller en dårlig efterårssæson kan hurtigt sende en klub ned i problemer. I det felt er økonomisk luft afgørende.
Derfor kan den japanske investering blive vigtig for Randers. Ikke fordi klubben pludselig skal konkurrere fast med FCK, FCM og Brøndby. Det er næppe realistisk. Men fordi Randers nu får mulighed for at investere i spillere af højere kvalitet, fastholde profiler længere og være mindre afhængig af kortsigtede salg.
Det positive er klart: Randers får mere kapital, større handlefrihed og bedre mulighed for at holde afstand til bunden af Superligaen. Det kan også gøre klubben mere attraktiv for spillere, fordi der kommer et billede af ambition og stabilitet.
Udfordringen er, at nye penge også skaber nye forventninger. Hvis der tilføres 20 mio. kr. om året, vil omgivelserne hurtigt forvente bedre resultater. Og i fodbold er det ikke altid sådan, at flere penge automatisk giver flere point. Investeringerne skal ramme rigtigt, især på spillerrekruttering og talentudvikling.
Randers FC står derfor med en stor mulighed. Klubben kan bruge den nye kapital til at cementere sig som en stabil Superliga-klub over bunden og måske presse sig tættere på top 6. Men det kræver, at pengene ikke bare bruges – de skal bruges klogt.
Salget er derfor ikke kun en handel på omkring 160 mio. kr. Det er et strategisk vendepunkt for Randers FC.
Kilde: Klubbernes regnskaber
Discover more from Økonomi i sportens verden
Subscribe to get the latest posts sent to your email.