“Floorball, DaFU25…Claus Ejman Jensen

Han kan skyde som få, og mange mål har han braget ind fra distancen. Et af de bedste mål jeg husker, var ved VM i 2006, hvor Danmark havde spillet sig frem til muligheden for at komme i en VM semi, ved at spille uafgjort med Schweiz i den sidste puljekamp.

Schweiz trykkede på og Danmark pressede på, men Danmark kom foran 1-0 på et brag fra distancen af Claus Riis.

At han samtidig havde tid at være dommer i sporten, viser jo hans kærlighed til floorball.

 

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?
Det startede i omkring 95-96. Vi var et par stykker fra klassen som begyndte sammen. Vi trænede dengang i FFK-hallen, som senere skulle vise sig at lægge gulv til flere fantastiske floorballkampe.

2) Hvor startede din floorballkarriere henne?
Startede i Frederikshavn Bulldogs, som dengang var eneste floorballklub i byen.

3) Har du en speciel kamp du husker?
Der er flere kampe som sidder fast printet i hukommelsen.

Første senior Dm guld til Bulldogs tilbage i 2002.  Vi havde tabt den første kamp i Rødovre med 3-1.

Sidste kamp i Abildgårdhallen, totalt propfyldt med tilskuere, som går i vild jubel da Kim Haagensen scorer til 4-1, 4 minutter før tid. Det er en kamp som jeg altid vil huske tilbage på.

2007 hvor vi for anden gang gør Bulldogs til Danske mestre ved at vinde over Hafnia. I første periode er vi kørt rundt på røv og albuer. Men  vi får vendt det hele og vinder  8-5. I øvrigt med et hold kun med danskere, og uden at sætte et eneste point til i hele sæsonen. (Det kommer vidst aldrig til at ske igen). Dette år vinder vi også pokalturneringen, ligeledes mod Hafnia. Måske den mest målrige finale til dato. Vi vinder  vidst 11-10.

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?
Jeg er træner for Blackhawks u-15 årgang 99. Vi har de sidste 2 år været med til verdens største ungdoms floorballstævne, Gothia Cup i Göteborg. Det er en turnering med ca 10000 spillere. Det er en kæmpe turnering, hvor alt bare fungere perfekt. Personligt syntes jeg det er en helt fantastik oplevelse. Ikke bare for spillere, men også for  mig personligt som træner.  Og til alle klubber som har spekuleret i en udenlandsk turnering  for ungdomshold kan jeg helt klart anbefale denne

5) hvilke 3 spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?
Det er jo helt umuligt kun at vælge 3 spillere. Efter min mening har der været rigtig mange dygtige spillere igennem tiderne.

1: Kim Haagensen. Ham kan man ikke komme uden om, og alle i floorballsporten ved hvem denne mand er.  Det var jo manden der kunne afgøre enhver floorballkamp. Døjede vi med at lave mål eller blev lidt presset på backerne sagde Haagensen altid de gyldne ord. ”Riis, smæk bare en høj bold i brystkassen på mig, så kan jeg godt sætte de langsomme backer”. Og manden havde jo altid ret.

2: Allan Jensen. Manden som var træner for vores ”Guldhold” i 2002. Ikke alene var han træner, men også spiller. Han havde et supert blik for spillet, og en taktisk forståelse som han kunne fører videre ud til spillerne. Selvom han kunne spille 40 min i en kamp formåede  han stadig at komme med en masse taktiske  ideer og input i periodepauserne.  Da jeg startede til floorball så jeg meget op til Allan. Jeg var tosset med hans kølige og rolige væsen på banen.

3: Ronni Gravgård. Som modstander  var han træls, som medspiller fantastisk. Han kunne i visse kampe score på 10 ud af 10 skud, hvis bare han stod på den rigtige plet. Det var ikke uden grund han blev kaldt ”Sheriffen”. Han skød på alt. Ydermere kunne han give en sviner til eget hold. Men på sådan en måde så man lige blev 5% mere tændt. Nøjagtigt som det skete i finalen i 2007 hvor vi efter 1. periode var bagud 4-1.

6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?
Søren Carlson. Den første svenske træner i Bulldogs-regi. Det var ham som tog mig med på eliteholdet som helt ung knægt. Jeg lærte helt utroligt meget af Søren, og det blev for alvor rigtigt sjovt at spille floorball den gang.

Johan Schönbeck. En landstræner som troede på mig og gav mig en masse spilletid og ansvar. Han var super god til at sætte hele holdet op til kamp. Specielt husker jeg en kamp ved vm i 2006. Vi skulle spille mod Norge, og her var der vidst ingen tvivl om at alle spiller på det danske landshold var tændte og opsatte på at gå ind og spille den kamp.

Thorkild Christoffersen. Mangt og meget er sagt om denne mand. Men Thorkild bruger helt utroligt meget tid på vores sport. Bestyrelsesmedlem, DAFU-medlem, klubtræner, landstræner osv osv. Man skal ikke undervurdere Thorkild, for efter min mening har han gjort meget for sporten

7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?
Anekdoter er der mange af, rigtig mange. Men jeg har en enkelt  fra årets landsstævne. Vi skal spille en kamp i Benløsehallen kl. 1500. Spillet kører ikke fantastisk og træneren (mig) er ikke helt tilfreds. Pludselig kigger en af spillerne på mig og siger: ”Riis, hvad er klokken”. Det var ikke lige det spørgsmål jeg havde forventet, men det trak et smil frem på læben

8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi ?
Udfordringen må være at få frivillige nok. Og frivillige der gider at gøre et stykker arbejde. Her tænker jeg på alt lige fra trænere til bestyrelsesmedlemmer. Det holder ikke hvis det bare er de samme 8-10 stykker som skal være dommer, træner, bestyrelsesmedlemmer og forældre.  Men jeg mener også det må være klubbens opgave at uddanne nye dommere og trænere. En anden ting er økonomi. Skal man være ligaklub kræver det en god økonomi. Der skal bruges noget tid og energi på at skabe denne. Og her mener jeg igen det kan løftes ved en masse frivillig arbejde.

9) På 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?
Skal jeg være ærlig, så tror jeg faktisk der kommer voldsomt mange flere spillere til. Jeg tror det er svært for nye klubber  at komme til. Her tænker jeg på haller og hal tid. Fx i Sæby har de kun 2 timers træning en gang om ugen. Problemet er bare at der er ca 40 spillere som skal træne sammen. Det er jo ikke ligefrem med til at fremme sporten.

10) Hvad er/var din rolle i floorball?
Jeg har været spiller og dommer, og er nu træner for et u-15 hold

11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten?
Arg. Det er jo ikke nemt at spå om fremtiden. Og hvad forventer man af fremtiden? Er man tilfreds hvor man er, eller vil man tage et skridt op ad den internationale stige?  Er det dette man ønsker, så ligger der en stor opgave til klubberne, spillerne og trænerne.   Det kræver jo en stor indsat hele vejen rundt. Man skal brænde for det, og det betyder træning mere end 2-3 gange om ugen.  Produktet er der jo, det skal bare behandles ordentligt.

12) Ordet er frit?
Tillykke til DAFU med de første 25 år

 

Hej Steen.

Her kommer nogle svar til dine spørgsmål.

1: Det startede i omkring 95-96. Vi var et par stykker fra klassen som begyndte sammen. Vi trænede dengang i FFK-hallen, som senere skulle vise sig at lægge gulv til flere fantastiske floorballkampe.

 

2: Startede i Frederikshavn Bulldogs, som dengang var eneste floorballklub i byen.

3: Der er flere kampe som sidder fast printet i hukommelsen.

Første senior Dm guld til Bulldogs tilbage i 2002.  Vi havde tabt den første kamp i Rødovre med 3-1.

Sidste kamp i Abildgårdhallen, totalt propfyldt med tilskuere, som går i vild jubel da Kim Haagensen scorer til 4-1, 4 minutter før tid. Det er en kamp som jeg altid vil huske tilbage på.

2007 hvor vi for anden gang gør Bulldogs til Danske mestre ved at vinde over Hafnia. I første periode er vi kørt rundt på røv og albuer. Men  vi får vendt det hele og vinder  8-5. I øvrigt med et hold kun med danskere, og uden at sætte et eneste point til i hele sæsonen. (Det kommer vidst aldrig til at ske igen). Dette år vinder vi også pokalturneringen, ligeledes mod Hafnia. Måske den mest målrige finale til dato. Vi vinder  vidst 11-10.

4: Jeg er træner for Blackhawks u-15 årgang 99. Vi har de sidste 2 år været med til verdens største ungdoms floorballstævne, Gothia Cup i Göteborg. Det er en turnering med ca 10000 spillere. Det er en kæmpe turnering, hvor alt bare fungere perfekt. Personligt syntes jeg det er en helt fantastik oplevelse. Ikke bare for spillere, men også for  mig personligt som træner.  Og til alle klubber som har spekuleret i en udenlandsk turnering  for ungdomshold kan jeg helt klart anbefale denne.

5: Det er jo helt umuligt kun at vælge 3 spillere. Efter min mening har der været rigtig mange dygtige spillere igennem tiderne.

1: Kim Haagensen. Ham kan man ikke komme uden om, og alle i floorballsporten ved hvem denne mand er.  Det var jo manden der kunne afgøre enhver floorballkamp. Døjede vi med at lave mål eller blev lidt presset på backerne sagde Haagensen altid de gyldne ord. ”Riis, smæk bare en høj bold i brystkassen på mig, så kan jeg godt sætte de langsomme backer”. Og manden havde jo altid ret.

2: Allan Jensen. Manden som var træner for vores ”Guldhold” i 2002. Ikke alene var han træner, men også spiller. Han havde et supert blik for spillet, og en taktisk forståelse som han kunne fører videre ud til spillerne. Selvom han kunne spille 40 min i en kamp formåede  han stadig at komme med en masse taktiske  ideer og input i periodepauserne.  Da jeg startede til floorball så jeg meget op til Allan. Jeg var tosset med hans kølige og rolige væsen på banen.

3: Ronni Gravgård. Som modstander  var han træls, som medspiller fantastisk. Han kunne i visse kampe score på 10 ud af 10 skud, hvis bare han stod på den rigtige plet. Det var ikke uden grund han blev kaldt ”Sheriffen”. Han skød på alt. Ydermere kunne han give en sviner til eget hold. Men på sådan en måde så man lige blev 5% mere tændt. Nøjagtigt som det skete i finalen i 2007 hvor vi efter 1. periode var bagud 4-1.

6: Søren Carlson. Den første svenske træner i Bulldogs-regi. Det var ham som tog mig med på eliteholdet som helt ung knægt. Jeg lærte helt utroligt meget af Søren, og det blev for alvor rigtigt sjovt at spille floorball den gang.

Johan Schönbeck. En landstræner som troede på mig og gav mig en masse spilletid og ansvar. Han var super god til at sætte hele holdet op til kamp. Specielt husker jeg en kamp ved vm i 2006. Vi skulle spille mod Norge, og her var der vidst ingen tvivl om at alle spiller på det danske landshold var tændte og opsatte på at gå ind og spille den kamp.

Thorkild Christoffersen. Mangt og meget er sagt om denne mand. Men Thorkild bruger helt utroligt meget tid på vores sport. Bestyrelsesmedlem, DAFU-medlem, klubtræner, landstræner osv osv. Man skal ikke undervurdere Thorkild, for efter min mening har han gjort meget for sporten.

7:Anekdoter er der mange af, rigtig mange. Men jeg har en enkelt  fra årets landsstævne. Vi skal spille en kamp i Benløsehallen kl. 1500. Spillet kører ikke fantastisk og træneren (mig) er ikke helt tilfreds. Pludselig kigger en af spillerne på mig og siger: ”Riis, hvad er klokken”. Det var ikke lige det spørgsmål jeg havde forventet, men det trak et smil frem på læben.

8: Udfordringen må være at få frivillige nok. Og frivillige der gider at gøre et stykker arbejde. Her tænker jeg på alt lige fra trænere til bestyrelsesmedlemmer. Det holder ikke hvis det bare er de samme 8-10 stykker som skal være dommer, træner, bestyrelsesmedlemmer og forældre.  Men jeg mener også det må være klubbens opgave at uddanne nye dommere og trænere. En anden ting er økonomi. Skal man være ligaklub kræver det en god økonomi. Der skal bruges noget tid og energi på at skabe denne. Og her mener jeg igen det kan løftes ved en masse frivillig arbejde.

9: Skal jeg være ærlig, så tror jeg faktisk der kommer voldsomt mange flere spillere til. Jeg tror det er svært for nye klubber  at komme til. Her tænker jeg på haller og hal tid. Fx i Sæby har de kun 2 timers træning en gang om ugen. Problemet er bare at der er ca 40 spillere som skal træne sammen. Det er jo ikke ligefrem med til at fremme sporten.

10: Jeg har været spiller og dommer, og er nu træner for et u-15 hold.

11: Arg. Det er jo ikke nemt at spå om fremtiden. Og hvad forventer man af fremtiden? Er man tilfreds hvor man er, eller vil man tage et skridt op ad den internationale stige?  Er det dette man ønsker, så ligger der en stor opgave til klubberne, spillerne og trænerne.   Det kræver jo en stor indsat hele vejen rundt. Man skal brænde for det, og det betyder træning mere end 2-3 gange om ugen.  Produktet er der jo, det skal bare behandles ordentligt.

12: Tillykke til DAFU med de første 25 år. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s