Han er en af dem der har en ret spændende tilgang med sin videnskabelige baggrund, det fortæller han også om i sit indlæg.

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?
Som alle andre skolebørn havde jeg et godt kendskab til ”(volds)hockey” i idrætstimerne, og synes det var ganske underholdende om end grænsende til livsfarligt. På et tidspunkt i slutningen af folkeskole-tiden begyndte nogen af klasse- og parallel klassekammeraterne i Farum at møde op med egne stave og forsøgte (forgæves) at indføre ’regler’. Det var her igennem, jeg først blev bevidst om at sporten faktisk eksisterede i en ’rigtig version’. Ved en tilfældighed kom jeg med til en træning og blev straks spurgt om jeg ville spille kamp i den efterfølgende weekend.

2) Hvor startede din floorballkarriere henne?
Jeg startede i Farum FK, som kun havde et juniorhold (vel hvad der i dag ville være U17) som nævnt sammen med en række skolekammerater, der havde spillet i et års tid. Jeg startede, lidt ved en tilfældighed, midt i en sæson, hvor vi mildes talt blev knust i samtlige kampe.
Jeg nåede en håndfuld kampe den første sæson, men var totalt bidt af sporten trods det ene kæmpe nederlag efter det andet. Vi havde imidlertid ”aldersfordelingen” med os – hele holdet kunne året efter stadig spille i juniorrækken mens flere af de førende juniorhold på det tidspunkt blev for gamle. Dermed gik vi fra den ene sæson fra at være ’prügelknappe’ til at ligge i toppen af rækken og kvalificere os til Final Four året efter.

3) Har du en speciel kamp du husker?
Pokalfinalen i 2008 var for mit vedkommende det spillemæssige højdepunkt. Med en amputeret Hafnia-trup kunne vi akkurat mønstre 2 kæder imod Brønderslevs parade af landsholdspillere og svenske profiler, men vi tog en relativ sikker 12-8 sejr. På det tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at spiller center (læs: 3. back) mellem Jesper Schow og Daniele Berardino, hvilket i sig selv var en oplevelse.

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?
Foruden førnævnte pokaltriumf var Final Four stævnet som juniorspiller i 1999 i Hørsholm en kæmpe oplevelse. Det var sjovt at se det trykte program for weekenden: Frederikshavn Bulldogs, Herning FC and Hørsholm FK var alle store klubber på ungdomssiden og stillede alle med 20 mand på hold kortet samt 5 ledere. Vi kunne i Farum FK lige liste 12 spillernavne plus en træner. Foran et par hundrede tilskuere kom vi foran 2-0 mod Bulldogs i semifinalen, men kunne ikke holde fast og tabte 7-5. Dagen efter vandt vi 4-3 i bronzekampen mod Herning.

5) hvilke 3 spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?
På 3. pladsen vil jeg pege på Tobias Nielsen fra Rødovre – en spiller jeg ikke tøver med at betegne som den stærkeste defensive spiller i dansk floorball nogensinde, og en spiller der konsekvent gjorde livet som angriber til et regulært ”helvede”. Samtidig husker jeg, at Tobias var den eneste profil fra Rødovres første DM-mandskab, der blev i klubben efter fusionen med Vallensbæk faldt sammen, hvorimod stort set alle andre spillere stoppede eller skiftede, bl.a. til Vanløse, der storsatsede det efterfølgende år. Dog fik Rødovre-holdet stabiliseret sig, og profilerne vendte stille og roligt tilbage, hvilket kom til at udgøre kernen på det hold som dominerede dansk floorball i en årrække derefter. Min egen (dog på ingen måde underbyggede) påstand er, at Tobias’ engagement og kvaliteter var afgørende for at holde sammen på stumperne, og uden dette kunne Rødovre være endt i total opløsning.

På min personlige 2. plads vil jeg pege på Tim Jannerup fra Benløse. Når Tim ellers er skadesfri er der meget få spillere i Danmark, der besidder hans unikke kombination af speed, teknik og spilintelligens, der udmønter sig i en fantastisk målfarlighed. Jeg spillede selv i 1. division, da Tim skiftede til Benløse til sæsonen 04/05 (mener jeg), og efter 4 indbyrdes opgør i den sæson, var jeg personligt ikke i tvivl om, at her var der tale om et talent langt ud over det sædvanlige. Faktisk skrev jeg efter sæsonen til det daværende ”Floorballmagasinet” at Tim burde kåres som Årets Fund, selv om han havde spillet i 1. division. Året efter fik de fleste øjne for hans kvaliteter i ligaen, men desværre har skader, samt generelle uoverensstemmelser (som jeg ikke kender detaljerne af) med diverse landsholdsledelser, gjort, at det aldrig er blevet til den store landsholds-karriere.

På 1. pladsen kan jeg ikke komme uden om at pege på Jesper Schow, Hafnia FC som ”den bedste spiller fra min tid”. Det interessante for mit vedkommende er, at vi (som jævnaldrende) mødtes som juniorspillere (da Schow var i Dragør) i slutningen af halvfemserne, hvorfra Schow gjorde kometkarriere med VM deltagelse, landholdstopscorer-værdighed og efterfølgende mange års total dominans i ligaen. I modsætning hertil tog jeg (med mit middelmådige talent) turen fra 3. division (som var laveste seniorrække på det tidspunkt) op igennem rækkerne (2. div. i Farum; 1. div. i Hillerød og Ledøje Smørum; liga i Herlev), inden jeg til sæsonen 08-09 tørnede ud for Hafnia på samme mandskab som den spiller, jeg vil kalde den bedste i Danmark fra min tid.

6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?
En leder står ultimativt over alle andre i min bog: Thomas Brodersen er en person jeg ikke kan rose og kreditere nok for hans fantastiske arbejde. Det skyldes særligt at jeg, ved tilfældighed, i det meste af mine aktive floorball-tid har spillet i eller omkring de rækker, hvor Thomas selv har været aktiv som spiller eller træner. Jeg har dermed fra ”første række” fulgt med i Benløses yderst turbulente vej til deres nuværende førerposition i dansk floorball.

Samtidig er Thomas personificeringen på de ledere, jeg har størst respekt for i dansk floorball; nemlig de ledere der har taget ansvaret i og omkring diverse klubber, EFTER det er begyndt at gå ned ad bakke. Danske floorballspilleres klub-shopperi (disclaimer: min egen tid har involveret 7 klubber, hvoraf flere er lukket) har kostet rigtig mange klubber dyrt og truet dem på eksistensen. Benløse oplevede følgerne af en liga-satsning, der gik galt, kostede total spillerflugt og medførte nedtur fra liga ned over 2. division og derfra langsom men tålmodig genopbygning; og således sadlede om til en mere bæredygtig struktur og organisation med Thomas som den helt centrale figur.
Siden har andre klubber været igennem lignende forløb (fx Helsingør, Herlev, senest Vallensbæk og til næste år Team Århus). Jeg har særlig respekt for de ledere, der er trådt til har samlet stumperne op rundt omkring i klubberne, da det så allersværest ud. Det er alt andet lige nemmere at være leder, mens det hele buldrer derudaf, og succes’erne ingen ende vil tage, end det er at være leder, når lokummet brænder, og folk kæmper for at komme først ud af døren.

7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?
En kort overgang var jeg engageret omkring A-landsholdets fysiske træning. Jeg var på daværende tidspunkt speciale-studerende ved Institut for Idræt på Københavns Universitet og meget interesseret i udarbejdelse af fysiske arbejdskrav, fysiologisk respons og fysisk træning generelt under interval sport. Jeg tog kontakt til landstræner Mattias Wennbring fordi jeg ønskede at lave fysiske tests på spillerne, samt forsøge at kortlægge den fysiske arbejdskravsprofil – noget der i øvrigt aldrig er blevet gjort – i forbindelse med landskampe. Vi satte pulsmålere på alle spillere, og tre spillere fik målt blodlaktat (mælkesyre) før og efter hver periode samt blev videofilmet under hele kampen for at beskrive deres arbejds-mønster. Dette foregik til en træningssamling i Frederikshavn, og jeg ønskede at følge op ved at måle på en officiel landskamp imod Norge 4-nationers turneringen i Hvidovre i 2008. Trods Mattias’ indvilgelse i at bruge landsholdet til dette, var det dog reelt op de enkelte spillere om de ønskede at deltage, hvilket desværre betød, at spillerne smed pulsmålerne efter 5 minutter af opvarmningen. Samlet havde jeg kun data fra 5 af 18 markspillere. Den finske landsholdsdelegation, som overværede kampen mod Norge, var imidlertid meget interesserede i det setup, jeg havde stående i kælderen i Avedøre Idrætscenter og spurgte indgående til, hvad baggrunden og formålet var med dette. Jeg bilder mig naturligvis ikke ind, at jeg havde nogen nævneværdig betydning for, hvordan det finske landshold arbejdede efterfølgende, men to år senere kunne jeg konstatere, at Finland vandt VM på hjemmebane med samtlige spillere udstyret med pulsmålere (linket direkte til Tv-transmissionen i øvrigt). Det var åbenbart ikke et problem at få Tiitu, Hyvärinen og Kohonen til at spille med pulsmålere til officielle VM-kampe, hvilket gav lidt stof til eftertanke.

8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi?
Jeg har længe været blandt den gruppe af floorball-interesserede, der hævder, at den primære udfordring, i klub- såvel som forbundsregi, omhandler vækst (eller manglen på samme). Floorball har i mine øjne nogle fuldstændig unikke kvaliteter, som gør sporten utrolig nem at starte op og komme i gang med, men der mangler strukturerede rekrutterings- og indkøringstilbud til nye medlemmer. I det samlede regnskab rykker det intet, at nogle klubber kan vise medlemsvækst, hvis tilgangen består af spillere fra andre klubber. Det har i al fald været tilfældet i og omkring København for både junior- og seniorhold i flere år, at klubberne har arbejde meget aktivt for at skaffe ”nye spillere” – men det har imidlertid primært været allerede aktive spillere fra andre klubber.

9) på 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?
Jeg håber, man i højere grad bliver bevidst om, at udvikling i denne sport er nødt til at gå igennem medlemsvækst – men kan vi nå 15.000, 20.000, 50.000 medlemmer? Femogtyve år er lang tid og jeg mener, potentialet er stort, og at der er al mulig grund til at stræbe efter det. I modsætning til andre ”mindre” sportsgrene/boldspil, som eksempelvis ishockey og basketball, kan floorball ikke leve på en generel interesse blandt ikke-aktive, som måske følger NHL/NBA eller Europæiske ligaen og derfor har en forkærlighed for de sportsgrene. Floorball kan heller ikke, i modsætning til de førnævnte, udnytte at være en etableret professionel sport internationalt, hvor de bedste kan gøre sig forhåbninger om en højtlønnet karriere. Hvis vi drømmer om at floorball skal vokse, med bedre spillere, flere tilskuere i hallerne, flere sponsorer, flere Tv transmissioner og større mediedækning, mere professionelle klubber med lønnet administration, kan det i min optik kun ske, hvis der bliver markant flere der interesserer sig for og følger sporten – og det gør de i det store hele kun, hvis de selv er eller har været aktive.

10) Hvad er/var din rolle i floorball
Min aktive tid som floorballspiller har som nævnt ovenfor omfattet hele spektret fra 3.division til liga. Den sidste årrække jeg havde med ligafloorball at gøre, var jeg også – on/off – involveret i trænerteamet i Hafnia. Det sidste år har jeg trænet Helsingørs 1. divisionshold, og jeg vil formentlig være at finde i en lignende rolle fremover. Det er efterhånden ved at være nogle år siden, jeg for alvor så mig selv som spiller på seriøst plan, og det ligger ikke i kortene at vende tilbage.

11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten
Jeg er overbevist om, at sporten har et kæmpe potentiale, som det dog synes at være mere end almindelig vanskelligt at udnytte (og jeg vil på ingen måde påstå, jeg ligger inde med løsningen). Især som motions-idræt tror jeg man kan opnå en kæmpe fremgang, hvis man kan formå at tilbyde det, motionisterne efterspørger, men det er ikke rigtig endnu vundet indpas at betragte boldspil (dette gælder ikke kun floorball) som motions-form på linje med løbeklubber og fitnesscentre mere end udpræget konkurrence sport. Det kan måske være svært at se, hvorfor dansk floorball skulle blive markant bedre af at få fat i en masse motionister, men en generel øget interesse og kendskab til sporten vil uden tvivl komme til udtryk i en række positive afledte effekter i form af frivillig arbejdskraft, sponsorpotentiale, medlemsrekruttering osv.
På konkurrencesiden mener jeg – i lighed med en tidligere respondent her på bloggen – at sporten til stadighed er præget af for meget personfnidder og interne magtkampe, som fjerner fokus den overordnede udvikling. Mange kompetente resurse-personer enten bekriger hinanden med næb og klør eller har smækket døren og forladt sporten i vrede. Jeg håber vitterlig, sportens dygtige ledere – ikke mindst nu hvor økonomien er klar bedring – kan finde fælles fodslag om sportens udvikling, snarere end at pleje enkelt-klub interesser.

12) ordet er frit
På den korte bane håber jeg at den landsdækkende liga (og de deltagende hold) kan etableres og videreudvikles, så ligaen for alvor kan blive det flagskib, vi alle ønsker. Jeg har selv været skeptisk overfor projektet, ikke fordi jeg ikke ønsker en landsdækkende liga, men fordi jeg tvivlede på at klubberne er gearet til det allerede nu. Jeg vil mene, dette stadig er et åbent spørgsmål. Spillerne, særligt i øst, er blevet samlet i færre klubber, hvilket har forstærket trupperne, men mange hold stiller nærmest op med et A- og et B-hold på henholdsvis hjemme- og udebane. To klubtrækninger inden for et år har tilmed været en ærgerlig konsekvens. Foreløbig kan rækken fyldes op, men der står ikke mange klubber på spring i de to 1. divisioner på nuværende tidspunkt – men det kommer forhåbentlig i løbet af de næste par år.

Reklamer