Jeg har fået en del henvendelser omkring det at have et U19 landshold for damerne, argumenter er for spinkelt grundlag og økonomien.
Absolut vægtige bevæggrunde for dette, det anerkender jeg.
Men hvis du vil talentudvikling, så skal du have en struktur på dette, og når DaFU har indgået samarbejde med DIF og modtager midler til dette, så er det ikke hensigtsmæssigt at nedlægge et U19 landshold for damerne.
I DaFUs eget materiale står der.
Når samlingerne er åbne for pigerne, så må jeg retorisk spørge, hvorfor nedlægge?
Eller rettere under hvilken model kan man arbejde med, under forudsætning at der er et budget der SKAL holde vand.
I en helt anden boldgade, så slår IFF sig på at være en sport for de unge i forhold til IOC, så er det skidt signal, hvis U19 landshold lukker ned.
Hej Steen
Jeg vil for en god ordens skyld gerne lige afhjælpe eventuelle misforståelser vedrørende talentprojektet. Den støtte DaFU modtager til driften af talentprojektet er givet udelukkende på baggrund af den vækst og det potentiale, som der er på drengesiden.
Det er DIF´s vurdering, at der på nuværende tidspunkt ikke er hverken tilstrækkelig volumen eller kvalitet på pigesiden til at kunne støtte et talentprojekt målrettet pigerne. Der er i aftalen med DIF dog gjort plads til, at de mest talentfulde pigespillere kan få mulighed for at være med på talentprojektet, hvilket allerede i dag er tilfældet, da pt. 4 ud af 75 pladser på talentprojektet er besat af piger. Du henviser i dit indlæg til talentfolderen og opbygningen vedrørende vejen til U19 landsholdet, her menes der herre U19 landsholdet, da hele folderen omtaler talentudvikling for drenge.
I forhold til din argumentation om, at pige U19 landsholdet kan finansiere sig selv, så er det ikke tilfældet. DaFU skal betale IFF for, at vores landshold kan deltage ved VM og den indtægt, der ligger i fordelingsnøglen, modsvarer ikke de udgifter, som det ville medføre at drive et Pige U19 landshold. Ligegyldigt hvor mange landskampe vores landshold spiller i udlandet, vil der ikke være nogen samlet økonomisk gevinst at hente, da de udgifter som er forbundet med landskampene, ikke modsvarer midlerne fra fordelingsnøglen.
Der er ingen af DaFU´s landshold som via deres internationale konkurrencedeltagelse på fordelingsnøglen kan skabe en indtægt, der modsvarer udgifterne, der er forbundet med driften af landsholdene.
I forhold til medlemstallene, så er det positivt at se, at der er kommet flere piger til, men det er utroligt svært at få øje på de pigespillere, som står i medlemstallet. Endvidere er det i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at tallet dækker over samtlige spillere fra 0-18 år og der er en forholdsvis stor del af pigespillerne, som er at finde mellem de 0-12 årige, hvorfor selve grundlagt for at drive et Pige U19 landshold er meget spinkelt.
Om der skal være et U19 pige landshold er en politisk diskussion, hvilket jeg holder mig helt udenfor men diskussionen skal foregå på et oplyst grundlag.
Fortsat god debat.
Sportskonsulent i Dansk Floorball Union.
Frederik Bloch
Kære Frederik
Tak for en indsigtsfuld kommentar, der forklarer tydeligt hvad der gælder og hvad der ikke gælder.
Min pointe er stadig, der skal være en struktur på talentudvikling. I den betragtning er det vigtigt at definere hvad talentudvikling er, for det er en anden boldgade end hos drengene.
Det er ligeså vigtigt at lave rekruttering, og derigennem at udvikle bredt, så der kommer bedre spillere.
Så det glæder mig rigtig meget, at I har fundet plads til de bedste af pigerne.
Keep up the good work
Steen
Ps: Apropos økonomi og landshold, så fortjener det en diskussion en anden god gang 😉