Bordtennis har fat i de 0-12 drenge, men de smuldrer væk mellem fingrene på klubberne. 

Bordtennis er en sport som langt de fleste har prøvet og rigtig mange har spillet i klub. Specielt på drengesiden er sporten ganske populær, og rigtig mange drenge spiller bordtennis. Eller rettere har spillet bordtennis. For bordtennis kan ikke fastholde drengene, de stopper spillet med den 40 mm store bold. Men hvorfor mon? 

Danmark Idræts Forbund har ført statistik siden 1988, og her kan man følge udviklingen blandt denne gruppe frem til i dag. De første mange år som under 18 år, siden specificeret ud som 0-12 og 13-18 år. 

I 1988 som var det første år hvor idrætten blev talt, ja der var bordtennis den 6.største sport målt på antal for den gruppe der hedder drenge under 18 år.

Bordtennis er åbenbart uintressant
Kigger man ud over de kommende år, ja så er billedet det samme, Bordtennis er uhyre populært blandt de unge drenge, men de stopper åbenbart, sporten kan ikke fastholde dem, de forsvinder ud af sporten. Hvilket i og for sig er skidt. Hvor andre idrætter kæmper en brav kamp for at få medlemmerne ind i butikken, ja så har bordtennis dem inde i butikken, men af en eller anden grund, er det ikke interessant det der bordtennis. De ryger ud af butikken igen.

Men hvordan er tallene egentlig

Drenge under 18 år – 1988 Samlet medlemstal top 10 – 1988

Fodbold 132.000

Fodbold 275.000
Håndbold 36.000

Badminton 172.000

Svømning 36.000

Håndbold 160.000

Badminton 32.000

Svømning 114.000
Tennis 21.000

Tennis 107.000

Bordtennis 8.000

Gymnastik 104.000
Gymnastik 8.000

Sejlads 58.000

Sejldads 7.000

Ridning 56.000
Skydning 7.000

Skydning 37.000

Basketball 4.000

Golf 28.000

   

Nogle idrætter har større appel til bestemte grupper end andre, ridning og gymnastik er meget stærke pigeidrætter, mens bordtennis er det modsatte. Bemærk at DAI, KFUM ikke tæller med.

Kigger vi med 5 års interval på medlemstallet for bordtennis

  Rangering U18 drenge Rangering U13 drenge Medlemstal U18 drenge Rangering i alt Medlemstal

1988

Nr.6 na 8.605 Nr.15 15.992

1993

Nr.8   6.187 Nr.18

12.807

1998

Nr.12   3.611 Nr.25

8.805

2003

Nr.11   3.742 Nr.26

8.423

2008

Nr.12 Nr.9 4.272 Nr.26

8.666

2011  ?

Sådan ser de nøgne tal ud, bordtennis har over tid, bevaret en status som næsten en af de 10 mest populære idrætter blandt drenge, men evnen til at fastholde dem, har i samme periode, været lige ringe gennem hele perioden.

Er der behov for at tænke anderledes? Eller er ovenstående tal ok?

Skal man forsvare lidt den hæderkronede sport, så er der ikke det samme antal klubber i dag som i 1988, hvis vi igen tager 5 års intervaller, giver det følgende overblik. Ligeså man man erkende, at mange drenge måske nok har bordtennis som en idræt af flere andre, og det er bordtennis der bliver valgt fra. Det skal man vel bare ikke acceptere som forbund, det er ikke nok at have det som en undskyldning. Der skal jo ske noget!

Så kan vi samtidig dividere antallet af ungdomsspillere ud på antal klubber. For så bliver det interessant. Er den gennemsnitlige bordtennisklub egentlig af samme størrelse, så det bare er antallet af klubber, der har haft betydning for at der er mindre spillere

 

Antal klubber Gns antal i alt Gns antal u18
1988 336 47 spillere i alt pr. klub

25 spillere pr. klub

1993

315 40 19

1998

259 33

13

2003 237 35

15

2008

209 41 20
2011  ?

Antallet af klubber er jo en noget opsigtsvækkende udvikling. 127 klubber færre på 22 år, eller 5-6 klubber der lukker om året!

Det leder jo til spørgsmålet om det har været en tilfredsstillende udvikling og hvorfor der er så mange klubber der er historie i dag?

Eller er det bedre at have 200 gode klubber end 200 gode og 100 mindre gode?

Dog er det interessant at se, at der er en svag stigende tendens til at der kommer nye spillere i klubben. Men samtidig må det vel konstateres, at det ikke bare er de svage klubber der er lukket ned. Var det tilfældet, havde små svage klubber, som typisk har få medlemmer, deres udmeldelse af forbundet, ville have gjort at de tilbageværende klubbers gennemsnitlige medlemsantal ville blive større. For hvis der er færre klubber, til at dele et medlemstal der ikke bliver specielt mindre, så havde gennemsnittet steget, trods færre medlemmer og klubber,

Det er ikke helt tilfældet, så det må betyde, at det også er klubber af en hvis størrelse der faktisk har meldt sig ud.

Eller har de meldt sig ind hos DGI? Rent statistisk, så er godt 60% af alle danske foreninger medlem hos både DIF og DGI, så derfor burde DGI vel også have tilbagegang i medlemstallet. Kigger jeg på tallet fra 1996 og 2009 (DGI starter i 1996 med at offentliggøre), så er DGI gået fra 11.207 til 7.804. Så medlemmerne der forsvandt er ikke gået til DGI.

Michael Maze:
Siger man bordtennis, må man også sige Michael Maze. Da Maze var en talentfuld 11 årig tilbage i 1991, der var der en del spillere, i dag er der langt færre. Chancen for at få fat i den næste Maze, den er statistisk mindre. Logisk er det at, jo flere spillere der er at vælge imellem, jo større er chancen for at finde det næste talent. Om end det kan være vanskeligt nok, når der er 100 klubber mindre at spille bordtennis i. Så er det måske ikke den sport de unge drenge vælger.

Men Maze har haft en indflydelse på antallet af spillere, for han er et stort trækplaster og han alene sørger i den grad for at bordtennis er eksponeret ganske meget. For hans succes, har haft en afsmittende succes, eller hvad?

Maze vinder

Forskel i antal medlemmer året efter
OL bronze double 2004

Medlemstal 2005 + 1.562

VinderTop 12 2004

 
EM hold guld 2005

+ 193

VM bronze single 2005

 

EM single bronze 2007

-304

EM single 2009

-273

Så jo, de første succeser havde effekt, men nu er Maze ikke den der sælger billetter mere, forstået på den måde, at han er en fast del af mediebilledet, de fleste kender ham, i forhold til tidligere. Ingen tvivl om at Maze har en enorm betydning for sporten og forbundet, men noget kan tyde på at det ikke er ham, der alene skal trække medlemmer ind til sporten.

Så hvad er konklusionen, tja at bordtennis lige nu befinder sig i en situation, hvor de har ligget stabilt på antal spillere, men for en idræt der næsten er blevet halveret, kan det ikke være tilfredsstillende, eller at have mistet 1/3 af alle klubber. Det burde over tiden have fået nogle alarmlamper til at lyse.

Men bordtennis har samidig i samme periode, aldrig været været bedre rent resultatmæssigt, på seniorniveua har forbundet hentet medaljer der syntes utopi. Hvem havde troet at Danmark ville gå forbi svenskerne med deres Waldner, Persson, Appelgren, Lindh og Carlsson for at nævne et par europamestre. Men Danmark er bedre end de bordtennisglade svenskere i dag, vi har jo Maze, ja ligetil at han stopper, ganske som Waldner, Persson, Appelgren, Lindh og Carlsson gjorde, og hvad så DBTU. Kan de kommende spillere løfte arven efter Maze, eller betyder det yderligere tilbagegang, eller har bordtennis fundet sit leje.

En ting er sikkert, det bliver vanskeligere at finde den næste profil, når der er færre spillere at vælge i mellem.

Rent økonomisk, kan det få alvorlige konsekvenser for unionen, som specielt takket være Maze er topsatsningsforbund hos Team Danmark. Men hvor er DBTU uden Maze, er de så et topsatsningsforbund?

Der er pres på landstrænerne for at talentudvikle og hive fremgangen hjem, så status bevares hos Team Danmark

Så der er store forhåbninger til unge Andes Lind! Eller blev det Groth eller Sternberg der bliver næste spiller i europæisk topklasse i single.

Eller er bordtennis stille og roligt ved at blive et forbund som tiden er løbet fra.

Indlægget er ikke ment som pegen fingre af hverkend ledere eller sporten, men et indlæg fra en bekymret bordtennissjæl.

Men spørgsmålet, om hvorfor kan bordtennis ikke fastholde de unge. De har dem inde i butikken, men de smuldrer mellem fingrene på forbundet.

Ovennævnte sendte jeg til Bjarne Andersen fra DBTU’s bestyrelse, som godt ville give sit svar, men at dette var som privatperson, for vel var dette et emne der er til debat i bestyrelsen, men ikke et emne de er enige om.

Bjarne Andersen: Først vil jeg dog lige starte med en lille korrektion. Det er ikke korrekt, at DIF kun har opgjort medlemstallene i specialforbundene siden 1988.
Det er korrekt, at man kun kan finde tallene tilbage til 1988 på DIF’s hjemmeside, men de findes meget længere tilbage og kan findes i gamle numre af DIF’s medlemsblad ‘Idrætsliv’.
 
DBTU’s medlemstal lå i en årrække meget stabilt på 15-17.000 medlemmer frem til 1988.
Omkring det tidspunkt skete der en markant ændring, som betød, at DBTU i løbet af de næste 20 år mistede ca. 8.000 medlemmer. Du har derfor ret i, at hvis vi ikke ændrer noget nu, så mister vi sikkert de sidste 8.000 medlemmer i løbet af de kommende 20 år.
 
I vores analyse-arbejde må vi derfor se på, hvad var det, vi gjorde rigtigt indtil 1988 ?
– og hvad var det, der ændrede sig omkring det tidspunkt ?
 
Jeg vil især pege på 2 vigtige årsager:
1) DBTU indledte i 1988 sammen med Team Danmark en voldsom elitesatsning. Den har været en succes, og Danmark har vundet medaljer ved både OL, VM og EM.
Men det er også et velkendt fænomen fra både klubber og andre specialforbund, at når man bruger alle ressourcerne på eliten, så falder bredden fra. Og det er jo helt tydeligt det, der er sket i vores tilfælde.
 
2) Omkring 1988 blev der i DBTU indført et rating-system fra amerikansk forbillede, hvor man kunne lave en mere objektiv sammenligning af spillernes styrke. Dette system er genialt til udarbejdelse af ranglister, udtagelser til Top 12 osv.
Derimod er det til stor skade sådan som det bliver brugt f.eks. til, at man på DBTU’s hjemmeside kan gå ind og se, hvem der er den dårligste spiller i hver klub. Den slags statistikker har ingen af os brug for. Det er direkte de-motiverende for begynder-spillerne.
Desuden mistede vi det gamle geniale stævneinddelingssystem med placeringspoint, hvor filosofien var, at man langsomt rykkede op igennem rækkerne, efterhånden som man blev bedre. Det smarte ved systemet var, at man aldrig rykkede ned i en lavere række.
Når man bruger rating-systemet til inddeling ved stævnerne risikerer man at deltage i drenge B den ene week-end, hvorefter man skal deltage i drenge C i den næste week-end. Igen stærkt de-motiverende for de unge spillere, som dermed får en oplevelse af at være gået tilbage.
 
Andre kan pege på andre faktorer. De kan være lige så rigtige som mine. Det kan ingen af os vide med sikkerhed. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at dét spor vi har kørt i siden 1988 kun har ført til tilbagegang.
 
Du har også en vigtig pointe i det med antallet af klubber. Din analyse viser jo, at medlemstallet i de eksisterende klubber er nogenlunde konstant. Det er der ikke noget overraskende i. Der vil altid være velfungerende klubber med mange medlemmer og mindre velfungerende klubber, der kun har få medlemmer. Men der er naturligvis kæmpestor forskel på om vi har 300 klubber med 50 medlemmer i gennemsnit eller kun 200 klubber.
 
Hvad gør vi så i DBTU’s bestyrelse ?
Faktisk har vi hele efteråret arbejdet på et projekt, hvor vi i samarbejde med DIF skulle gøre en storstilet indsats netop for at få flere klubber og derigennem også flere medlemmer til bordtennissporten. På det seneste er der dog opstået tvivl om, hvorvidt DIF ønsker at være med i projektet, som vi ellers havde forstået. Men sagen er naturligvis så vigtig, så hvis DIF ikke vil være med, så må vi jo finde ud af, hvordan vi kan fortsætte på egen hånd (med et lidt mindre budget).
 
I det hele taget mener jeg, at vi skal være meget mere aggressive fra DBTU på klubfronten. Vi skal ikke finde os i, at vi mister 6 klubber om året. Vi må ud og starte nye klubber hver gang, vi mister én af de eksisterende klubber.
 
Jeg håber, at det lykkes at få en spændende debat om disse ting igang på din blog.
Jo flere konstruktive forslag, der kommer til, hvordan vi får DBTU tilbage til en positiv udvikling, jo bedre vil det jo være for alle os, der elsker bordtennis-sporten.
 

Reklamer