Dommer og spiller: Subjekter eller objekter?

Så skal vi på den igen – en lille rejse ind i mit sind og de undringer som opstår hos mig i og efter jeg befinder mig i floorballens forunderlige verden.
Før jeg vil skrive om noget, må jeg først skrive om hvorfor jeg vil skrive om det noget. Da alle tanker ligesom kræver en form for forforståelse af dets oprindelse, for at man kan forstå dets indhold.

Jeg har spillet floorball i en del år. I mine ungdomsår som markspiller, så som målmand og sidenhen som markspiller igen. Dem som har mødt mig på banen, kan nok nikke genkendende til at jeg ikke er typen som holder igen på banen, i begrebets negative forstand. Det har da også medført en del udvisningsminutter 138 i alt siden 2004 (statistik fra Skanderborg Killerbees, AaB og Aalborg Flyers).
Majoriten (80) fra min tid som målmand i Skanderborg, hvilket i sig selv er en ret ”imponerende”.
I 2004 blev jeg ligeledes uddannet dommer, og har også udøvet dette erhverv i en høj grad. Så på den ene side har jeg siddet ufatteligt meget i udvisningsboksen, og på den anden side har jeg sat ufatteligt mange i udvisningsboksen.

billedet er lånt fra DaFU's hjemmeside

billedet er lånt fra DaFU’s hjemmeside – dagens tema: Dommere!

Jeg er derfor logisk nok ganske interesseret i denne intersubjektivitet der er i mødet mellem spiller og dommer. Det samspil disse to individer har, magtbalancen og deres anerkendelse af hinanden som subjekter –> ELLER manglen på samme!
Fordi det er de sidste fire ord, som jeg tror kan defineres som det kausale ophav hvorfra jeg får så mange udvisninger.
Jeg vil prøve at beskrive dette, så jeg ikke taber jer læsere, men det er lidt svært fordi det er lidt kompliceret erkendelsesteoretisk position jeg tager i dette indlæg!

Lad os starte med et eksempel. Her i lørdags spillede vi (Aalborg Flyers) en hæsblæsende udekamp i 1. division mod rivalerne fra Svenstrup Dolphins. Kampen endte i en tæt 7-6 sejr til hjemmeholdet.
Undervejs indkasserede jeg en 5 minutters udvisning. En modstander havde opsnappet en fejlpasning midt på banen, og var i gang med at tæmme den og skabe fremdrift mod vores mål. Der var 10 sekunder tilbage på uret i 2. periode, og jeg ville al i verden undgå at han scorede og øgede deres forspring (som på det tidspunkt var 5-2). Jeg kommer derfor bagfra med fuld fart og tacklede ham i ryggen. En situation der korrekt medfører en 5 minutters udvisning.
Det følte jeg selvfølgelig ikke i situationen, jeg mente ikke jeg lagde så meget kraft i tacklingen, og var desuden af den overbevisning at det kun skulle have været en 5 minutters hvis jeg havde gjort det ved banden.
Kim Falgren, en mand som jeg anser som værende Danmarks måske bedste dommer nogensinde, og en person som jeg respekterer meget, dømte kampen (læs mere om Kim her). Og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at havde det ikke være Kim som dømte denne kamp, så havde jeg brokket mig gevaldigt og været svært utilfreds og føle mig bortdømt.
Hvordan kan jeg vide dette? Det tror jeg, at jeg kan ved at kigge på mine tidligere reaktioner. Fx. for en del år tilbage modtog jeg i en kamp mellem Skanderborg og Esbjerg et rødt kort, fordi jeg løb ind imellem en medspiller og modspiller, som var oppe at toppes, og skubbede til modspilleren. Han lod sig falde nemt, bevares, men jeg skubbede ham. Fik derfor en Matchstraf 2. Jeg var helt ude af mig selv af en følelse af bortdømthed. Fordi A: jeg kunne ikke fordrage personen som floorballspiller (ikke hans individualitet uden for banen, ham kender jeg jo ikke jvf. mit første indlæg!), samt B: dommeren var Esbjergs egen, og jeg kendte ham ikke som person, og han kendte ikke mig.

Kim er i min verden et subjekt, altså jeg anser Kim, selvom han er dommer i den givne situation, som det menneske jeg kender ham som, og som jeg holder af. Denne relation mellem Kim og jeg, omend stadig på et professionelt plan (vi kender kun hinanden i floorball), er åbenbart, selvom den er flygtig og begrænset, stærk nok til at jeg tøjler mine emotioner og reflektere i situationen – at når Kim dømmer det, så må der være noget om snakken.
Det synes jeg er vildt interessant, at jeg som menneske, pbga. at jeg ser Kim som værende et subjekt (menneske) og ikke blot objekt (dommeren), så anerkender jeg hans dom over mig. Og tager den med mig videre, som en del af min læring som person, (forhåbentligt – fremtiden er jo endnu ikke givet!)

Det har virkelig fået tankerne i gang. Fordi når jeg tænker tilbage på alle de udvisninger; både for brok, men også de efterfølgende reaktioner fra mig selv, oplevet hos andre og selv modtaget som dommer. Ja, så giver det hele pludselig mening!
Mange dommere i dansk floorball har en tendens til at sætte sig selv i position, hvor spillerne kun kan anskue dem som objekter (dommere). Ved den simpleste frustation hos os spillere, bliver vi bedt om at holde mund, tysset på, ignoreret eller decideret skældt ud. Eller blot sendt i straffeboksen.
Tro mig, jeg fik som eksempel en 2 minutters udvisning sidste sæson for at: ”kigge ondt på dommeren” – hans egne ord!
Når dommerne stiller sig i denne objektive position, og ikke indgår i dialogens kunst. Som netop er det som Kim kan som ingen anden dommer jeg har mødt. Så etablerer dommerne grundlaget for konflikterne.

Dette er sat på spidsen, ja, men jeg mener det helt oprigtigt!
Dommere i dansk floorball skal omtænke dem selv, og reflektere over deres ansvar som kampledere, og dette mener jeg bundseriøst. Fordi det er dem som står med fløjten, det er dem som har magten i den relation, der skal være mellem spiller og dommer. Det er dommerne som har ansvaret for alle konflikter!

”Jamen Zlatko, du vrøvler, spillerne er voksne mennesker, som skal tage ansvar for deres egne handlinger og reaktioner, og skal derfor være i stand til at følge dommerens linje”.

Dette argument er i min optik dommerens største skjold. ”Spillerne er voksne mennesker med ansvar”.
Vi kan sagtens blive enige om at floorball-spillere er autonome væsener i deres eksistens helhed. (Igen jvf. mit første indlæg, omkring det hele menneske).
MEN i det du har en social-arena, i vores konkrete eksempel floorball-banen, så bliver det hele menneske helt naturligt reduceret til den subjektive floorballspiller. Altså han er stadig en del af sin hele person, men samtidig er han kun det, en del, altså floorballspilleren.
Fx ville følgende situation jo aldrig opstå: Hvis Jonas Kjær og Jonas Broé, to af Nordjyllands bedste dommere, som begge spiller hos Flyers og som jeg definerer som gode venner, er ude og dømme Aalborg Flyers, ville vi aldrig midt under en kamp begynde at snakke om en tidligere bytur, NFL Fantasy osv. Dette vil først ske efter kampen. Fordi i situationen er vi i de roller som den arena vi er i pålægger os.
Jeg har selv oplevet dette et par gange som dommer når jeg skullet dømme min gamle klub Skanderborg. Det er en noget surrealistisk situation at stå i, men selvom de er mine venner forholder jeg mig til dem som spillere, helt per automatik. En person der ikke ville være i stand til at lave denne skelnen, kan ikke administrere sådan en magtposition, at være dommer!

Nu skal vi snakke lidt relationsteori, da mit standpunkt har rod heri:
Den som har magten (fløjten/reglerne) er den som definere relationen. En spiller og dommer vil aldrig være ligemænd på en floorball-bane. Men de kan se hinanden som ligeværdige, som to subjekter. Dommeren har nu magten om han vil vælge den asymmetriske relation: At anskue spilleren som et objekt, og ikke give ham ret til at agere som det subjekt han er (de følelser som udspiller sig under kampen), hvilket er det standpunkt mange dommere desværre tager. Denne anskuelse spillere som objekt, medfører en modreaktion hos spilleren, som er den vi ofte ser udtrykt i brok – ekstra hårde tacklinger og utilfredsheder med selv den mindste kendelse.
Hvorfor så dette? Fordi at spilleren jo rent faktisk er et subjekt! Han er et menneske, han kan ikke lægge ubetinget låg på sine følelser! Og idet han er dette påkrævet sker der det, at denne underkendelse af hans menneskelighed afføder en trods reaktion. Altså: ”Hvis dommeren ikke vil se mig som det menneske jeg er, med de følelser jeg har, så ser jeg heller ikke ham som andet end den fløjte han har i munden”. Dermed har dommeren skabt en konfliktoptrapning!

”Jamen Zlatko, har spillerne så slet ikke noget ansvar for deres egne handlinger?
Bevares, jeg forsvarer ikke sindsyge voldshandlinger, uforsvarligt hårdt spil eller trusler. Men jeg prøver at opildne til refleksion! Alle mennesker har et ansvar for deres egne handlinger, men alle mennesker er ikke herre over deres handlinger når handlingerne forekommer.
Et eksempel mere. Jeg får ofte udvisninger af de samme dommere, for de samme ting – hvorfor lærer jeg ikke af disse erfaringer, og gør som dommeren beder mg om? Se, hvis du bliver behandlet nok gange som objekt i en relation. Så begynder du også at agere som det objekt, i trods mod den som underminere din subjektivitet. Derfor forekommer den samme handling igen og igen – det kan man kalde en selvopfyldende profeti.
Har jeg selv et ansvar for mine handlinger? Ja. Kan jeg selv gøre noget ved det? Nej. Er de simple svar.
Fordi den refleksion jeg laver nu, ikke nødvendigvis er omsættelig til den relation jeg står i med den dommer, som underminere mig. Først den dag, at han ser mig som det menneske jeg er, og giver mig den anerkendelse mit subjekt har behov for, først der, kan jeg ændre min adfærd!

Hvis du sidder derude som dommer, og føler dig trådt på. Så er det faktisk dig jeg henvender mig til. Det er dig jeg prøver at vække. Dårlige dommere fralægger sig ansvaret for relationen, og anskue sig som kampledere. Så kan de være lige så dygtige til at dømme rigtigt og have regelkundskaberne på plads. Men hvis du ikke besidder egenskaben af relationsdannelse og selvrefleksion over dig selv som dommer, ligesom Kim Falgren. Så bliver du aldrig en dygtig dommer.

Er dommerne alene med dette ansvar? Nej! Vi spillere må også gøre vores til at snakke til dem som subjekter. Her ligger der et ansvar i at vi før kampene hilser på dommerne, snakker med dem som mennesker, har en dialog om dagens linje og deres fokuspunkter. Samt efter kampen undrer os over deres kendelser, uden at kritisere dem, men forsøger at forstå deres ageren samt prøve at tale til dem som subjekter, og ikke som fløjteholdere. Husk, at det bedste en dommer ved – er når det tabene hold og ham de gav en 5 minutters siger ”tak for kampen, og godt dømt”.

Dengang jeg dømte på mit højeste niveau havde jeg langt hår. Hvem kunne tage denne mand seriøst? Tja, billedet er taget fra en liga-kamp... Hvordan når man dertil?

Dengang jeg dømte på det bedste niveau jeg har opnået, havde jeg langt hår. Hvem kunne tage denne mand seriøst?
Tja, billedet er taget fra en liga-kamp… Og hvordan når man dertil?

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s