Når Steen tilbyder sådan en mulighed, som det er at skrive til hans efterhånden store publikum, så må jeg gribe den! Og dette med en spænding i mit hjerte! Det er i sandhed en udfordring og oplevelse, at få lov at give jer et indblik i mine tanker omkring sport
Nu er det ingen hemmelighed at mit sportslige perspektiv er floorball, både som træner, holdleder, bestyrelsesmedlem, dommer, medlem af disciplinærudvalget, og diverse andre DaFU-underudvalg, og sidst, men ikke mindst aktiv spiller.
Jeg interesserer mig for at stille undringer op, ikke nødvendigvis kommer med konklusioner eller statistisk belæg for disse skrivelser. Jeg vil desuden også forsøge mig at bevæge mig inden for nogle generelle betingelser for forståelse, så læsere ukendt med floorball-sporten ikke føler sig sat på en sidelinje. Jeg advarer allerede nu i mod, at det bliver en meget anderledes omgang, end hvad I normalt vil finde her på bloggen.
Når jeg så nu har grebet denne mulighed som Steen tilbyder. Så er det første som opstår en forventnings-frygt – en følelse af forundring over det jeg reelt set har kastet mig ud i. Nu skal der jo decideret formuleres noget som kan give mening i et større perspektiv end mit egen tankesystem. Jeg skal udstille mig selv til en offentlig skare!
Sidst jeg gjorde dette var som skribent på Sport45.dk, omend det er ved at være et stykke tid siden det skriftlige aktivitetsniveau har været iværksat derinde. Men det er også en anden måde at skrive på som skribent, hvor man bliver nød til at forholde sig til noget konkret, og forsøge en objektiv disposition da man repræsentere et medie. Noget som egentlig aldrig faldt mig naturligt, da just holdningen er det som tit bærer argumentet i en retning så det bliver meningsdannende.
Jeg tænkte længe over hvad dette indlæg reelt skulle indholde ud over denne strøm af ord, som jo i sig selv ikke indeholder nogen reel substans. Og der var mange emner som slog mig som interessante, men de gav ikke mig den umiddelbare tilfredsstillelse at benytte som første skrivelse – den skrivelse som skal ligge grundlaget for alle andre skrivelser. Jeg er dog landet på, at skrive lidt om identitet, udfra min subjektiv position.
Observation og refleksion er måden hvorpå vi mennesker udvikler os, omend disse to sjældent i sportens verden, bliver omtalt i andre kontekster end analyse af sportslige præstationer.
Dette bragte igår, mine tanker et sted hen, som jeg endnu ikke havde været, men som jeg nu tror, må være det rette sted at formidle et budskab ud fra.
Jeg er som filosofistuderende i Aalborg i den spøjse situation at en af mine undervisere på studiet spiller i samme floorball-klub som jeg. Hvad er sandsynligheden for dette? Til det kan man svare at han er svensker. Sikke en generaliserende fordom, vil nogle måske postulerer. Jeg kan, med et smil på mine læber, dog konstatere; ud fra en ren induktiv analyse af min oplevelse af verden, at alle svenskere jeg kender spiller floorball, ergo må hans nationalitet være grunden! Eller…
Jeg havde aldrig snakket med ham om, at jeg var startet på kandidatuddannelsen, inden jeg rent faktisk startede. Så der opstod en ret interessant situation, idet jeg trådte ind i undervisningslokalet første gang, og sagde ”hej” til ham. Han kiggede forunderligt på mig, og ytrede: ”Er du ikke gået forkert?”
Jeg må indrømme jeg blev en anelse mundlam over denne udtalelse. Bevares, er det logisk at folk forundres når noget de ser i en social kontekst pludselig står i en anden. Jeg har da selv oplevet lignende følelser fremkomme ved at blande sociale kontekster. Men, at an decideret anskuede min eksistens i det øjeblik som værende et helt forkert sted, var noget af en udtalelse!
Dette synes jeg indtil i går aftes efter træning. Se, nogle af de underligste situationer, set fra et objektivt udefrakommende synspunkt, der findes i sportens verden er det som opstår når mænd mødes i et omklædningsrum efter træning.
Hvis I har set filmen ’Blå mænd’ vil de fleste nok kunne huske scenen hvor Dion (spillet af Mick Øgendahl) står i badet med sin far (Dick Kaysø), hvor Dion bliver ved med at putte shampoo i sin fars hår til stor underholdning for ham selv (og også lidt os som så filmen). Denne sekvens blev imiteret i omklædningsrummet i går, da en af de yngre og nyere spillere blev drillet af en af de ældre. Alle skreg af grin og synes det var det sjoveste de længe havde oplevet. Alle på nær min filosofiunderviser (om han måske grinte inde i sig selv, skal jeg dog ikke kunne sige!).
Og der slog det mig, hvorfor det var så stor et chok for ham at se mig i den kontekst der hed undervisning på universitetet.
Fordi selvom jeg anskuer mig selv som værende et individ med mange kompetencer og forholdsvis intellektuel, så havde han før det øjeblik, kun set mig i den kontekst der er floorball. Han havde kun oplevet mig i de scenarier der knyttede sig til samme oplevelser som i det omklædningsrum.
Floorball er en stor del af min identitet. Samme gælder for alle der læser dette, at sport er en stor del af jeres identitet – om man vil det eller ej.
Men hvilken del af min identitet er det? Det har jeg tidligere tænkt en del over, men i særhed efter i går. Hvem er det reelt jeg er, når jeg er til floorball? Er det den rigtige Jonathan eller er der en grund til at mit øgenavn er Zlatko. Er Zlatko en maske jeg kan tage på, så min identitet forandres, og jeg kan lave pruttejokes og snakke om kvinder som var de objekter imens jeg bunder øl i stride strømme? Eller er det reelt den primære del af mit væsen, og er denne person som sidder her og skriver nu min maske? Er disse tanker en måde at undskylde mit reelle væsens behov for at have en juvenil humor i de sociale sammenhæng som jeg indgår i?
Det siges at ens identitet er baseret på de arenaer man indgår i. Dvs. min fulde identitet er baseret på de forskellige sociale kontekster jeg bevæger, udtrykker og udfolder mig i. Men hvis den ene del af mig selv, altså denne person som sidder her og skriver, kan undre sig over den anden person, ham som stod og grinte i omklædningsrummet i går. Hvordan skal andre mennesker så kunne være i stand til at se mig som det hele individ når der er så langt mellem ydre punkterne?
Fx ønsker min kæreste ikke at opleve min floorball-verden sammen med mig. Hun tager en del afstand til den del af mit væsen. Den platte humor og tendens til at bevæge sig ned af den evolutionære stige. Men hun elsker mig dog alligevel, selvom hun godt kender til den del af mig. Hun så den dog helst forsvinde, og får det til det ved ikke at bevæge sig i disse kontekster hvor den del af mig opstår.
Selvom jeg gerne ville, kan jeg dog ikke ændre på den jeg er. Fordi hvor den reflekterende og undrende person er, er dens modsætning også. Ydrepunkter smelter sammen og skaber i deres sammenhængskraft den person man er. Hvis jeg ikke var Zlatko, kunne jeg ikke være den filosofistuderende Jonathan. Nej, så ville jeg være noget helt utænkeligt og ukendt tredje!
Man bliver nød til at omfavne sine eksistentielle ydrepunkter og acceptere dem som en del af ens hele væsen. Hvis jeg fx anskuede Zlatko som værende et negativt element af min identitet, vil jeg fjerne mig fra de bestanddele af mig selv, som rent faktisk medfører, at jeg kan sidde her og skrive dette.
Forstås på den måde, at man er jo kun sig selv – i kraft af at man anerkender sig selv.
Floorball’en skaber en del af mig, som jeg nok aldrig rigtig forstår når jeg reflekterer over mig selv, men det skaber også en del af mig, som jeg i en eller anden forstand er stolt af. Jeg elsker sporten, jeg elsker at slippe tøjlerne og være fri for tankerne og blot skulle forholde mig til det nu, som eksisterer i de øjeblikke man står i det omklædningsrum. Det er i sandhed noget som har en identitsmæssig værdi.
Jeg håber ikke denne snak har skræmt folk væk fra min pen, men jeg håber I forlader denne skrivelse med en undren over hvad det egentlig var, der overhoved blev skrevet. Og måske næste gang I selv er på vej hjem fra omklædningsrummet gør jer en lille eksistentialistisk tanke om hvem det er, I er.
Økonomi i sportens verden 