#Floorball, DaFU25…Allan Guldberg

En idemager, en der skabte initiativer og som arbejdede for at der skulle være gode vilkår for alle. Han har haft mange roller i sporten og en af de mange ledere man skal sige tak til. Vi har da også spillet sammen og han var selvfølgelig manden bag vores retræte hold der spiller under det mundrette navn Heyns Raske Svende, så vi kan mødes og spille og snakke.

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?

Jeg ved det faktisk ikke helt præcist. Efter mere end 20 år med fodbold var jeg ikke længere særlig begejstret for vintertræning på grusbaner (det var før tiden med kunstgræs) op til sæsonstart.  Det var både koldt og vådt, så jeg var ivrig efter at finde et alternativ til at holde formen ved lige.

Jeg har altid været meget fascineret af ishockey, og det var vel i forlængelse af dette, at valget faldt på floorball. I efteråret 1997 kontaktede jeg flere klubber i København, men blev afvist. Enten fordi de ingen træningstid havde, eller fordi de ikke havde plads til flere spillere.

2) Hvor startede din floorballkarriere henne?
Jesper Malm, som jeg på det tidspunkt delte bolig med, studerede i foråret 1998 i Stockholm.  Her spillede han innebandy med andre studerende. Det fortalte han meget begejstret om, og da de klubber jeg havde været i kontakt med ikke havde plads, startede vi bare vores egen klub.

Jeg tog kontakt til DaFU, hvor breddekonsulent Michael Jørgensen hjalp os i gang. Vi startede op som underafdeling af Firkantens Boldklub på Nørrebro, og til den første træning i efteråret 1998 var vi 8, men allerede ugen efter var vi 20.

3) Har du en speciel kamp du husker?
Der er mange, men særligt de første år bød på et væld af sjove oplevelser. Vi var ret opsatte på at spille kampe, og ved siden af kampene i grandprix-serien aftalte vi hele tiden træningskampe. Særligt Hafnia, som havde træningstid lørdag formiddag i Sundbyhallen, var gode til at invitere os.

En af gangene havde vi aftalt at møde Hafnias 2. hold, men de kunne alligevel ikke stille hold. I stedet mødte vi et hold, som hovedsageligt bestod af spillere fra Hafnias 1. hold i elitedivisionen.

Det var bestemt ikke planen, og der var lagt op til en større afklapsning. Vi havde jo trods alt ikke spillet mere end et halvt års tid, og vi kunne samtidig konstatere, at de havde nogle gode svenske spillere med på holdet. Men OK, vi måtte bare koncentrere os om vores fysiske og direkte spil, og så ellers bare håbe på det bedste.

I langt hovedparten af kampen foregik spillet naturligt nok på vores banehalvdel, men Steen Saltofte, der var ny mand i målet, stod en blændende kamp. Og da vores kontraspil på dagen nærmest var i en klasse for sig, så var stillingen efter 3. periode besynderligt nok 6-6.

Hafnia foreslog derfor, at vi spillede en periode mere, så tingene ligesom kunne blive sat rigtig på plads. Det blev det så sandelig også. Vi løb dem vel nærmest helt flade i 4. periode og vandt stik mod alle forventninger kampen 10-7.

Det er en af de kampe, som spillere fra tiden i Firkanten stadig kan snakke om.

Herefter rykkede vi op hvert år, og det blev også til et to sæsoner i elitedivisionen uden den store succes.  Organisatorisk og socialt fungerede klubben rigtigt godt, men der var til gengæld langt mellem de spillemæssige højdepunkter.

I sæson nummer to var vi startet med lutter nederlag og dårligt spil i de første seks kampe. I den syvende kamp ventede Vanløse, som havde meriterede Esben Larsen i målet. Han var inden kampen rimelig kæphøj, og mente at vi ville tabe med mindst 10 mål.

Den bemærkning tændte os helt vildt, og vi gik på banen med en utrolig kampgejst. Særligt Thomas Rother var i hopla, og med tre mål og to assist spillede han en af sine bedste kampe overhovedet. Gang på gang drev gæk med modspillerne, og specielt svenske Johan Astvik, som selv er kendt for sine gode evner med bolden, blev rundbarberet et utal af gange.

Da Thomas Rother efter en længere solotur øgede til 5-1 i slutningen af 2. periode, ville Esben Larsen ikke mere, og resten af kampen tog han plads på bænken med et håndklæde over hovedet. Det var altså rigtig sjovt.

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?
Det som foregik på banen, var jo bare sport. Selvfølgelig spillede vi for at vinde, men i princippet betyder det jo ikke så meget, om man vinder eller taber. Det handler om at have det sjovt.
Det som virkelig har gjort indtryk på mig i min tid i floorballsporten, var det sociale sammenhold uden for banen. De legendariske fester i Firkanten og FFK, og de mange frivillige, som lagde et utal af kræfter i at lave en fed klub for andre. De findes i alle klubber, og dem har vi alle i sporten meget at takke for.

5) hvilke spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?
Esben Larsen, DB, Jesper Schow, Kasper Sindt og Kim Haagensen er alle dygtige og navnkundige spillere, som jeg har spillet overfor. En spiller som Tommy Reele bør også fremhæves. Bundsolid på banen og samtidig en klubmand udover det sædvanlige i Herlev. Tobias Nielsen i Rødovre har også altid været en fornøjelse at følge både på og uden for banen.

6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?
Franz Veisig i Helsingør og Kim Falgren er ledere som på sine måder har en særlig plads i historien om dansk floorball. Det samme gælder unionens første breddekonsulent Michael Jørgensen, som havde sin andel i, at sporten blev bredere kendt i offentligheden i løbet af 1990’erne.

7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?
Se svarene i spørgsmål 3.

8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi ?
Alle klubber kender de samme problemer. Det er svært at skaffe frivillige til de mange opgaver, og uden dygtige trænere, ledere, dommere m.m., så er det svært at udvikle.

9) på 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?
Der er ingen tvivl om, at floorball har potentialet til at blive en stor sport.

Fra mit synspunkt har floorballsporten trods en beskeden fremgang i antal udøvere alligevel oplevet en tilbagegang. For mens ungdommen er gået frem, så ser det til gengæld sløjt ud på seniorbredde og kvindesiden. Det er ikke godt.

Jeg håber det bedste for sporten, men måske man skal pakke en målsætning om antallet af udøvere lidt væk, og igen satse målrettet på at få nogle flere nye klubber i gang. Så skal antallet af udøvere nok komme. Det kræver dog, at man har andet end et højt turneringsgebyr at tilbyde nye klubber.

10) Hvad er/var din rolle i floorball
Jeg har haft mange kasketter på. Udover at være formand, træner m.m. i Firkanten og FFK, har jeg også været dommer og haft en del poster i DaFU.

11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten
Som nævnt har sporten potentiale til at blive en folkesport, og derfor er fremtidsudsigterne lyse. Men skal potentialet indfries, er det nødvendigt at samarbejdet mellem klubberne bliver bedre uden for banen.

Floorballsporten har været præget af for meget ævl, kævl og navlepilleri mellem klubberne, hvor der peges fingre af hinanden. Særligt de frivillige i DaFU har gennem årene skullet lægge ryg til masser af kritik, og det er da ikke måden, hvis man vil have dygtige folk til at påtage sig opgaver og ansvar.

Kun gennem et stærkt fællesskab, hvor der er enighed og opbakning om kursen, vil det lykkedes, at rykke floorball-sporten skridtet videre. Men hvis tendensen med at ro i flere retninger fortsætter, så kan det omvendt betyde en stilstand, som sporten ikke fortjener.

12) ordet er frit
Tak til alle tidligere med- og modspillere. Det har været en fornøjelse at møde mange af Jer.
Også en særlig tak til alle dem, som gennem årene har ydet en frivillig indsats for sporten. De fortjener alle den største respekt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s