Igår skrev jeg indlægget om dette, hvor to dygtige floorballfolk havde kommenteret. En mere bidrog, nemlig assistenttræner til damelandsholdet Charles Hansen. Men han skrev lidt meget til det blev en kommentar, så du kan læse hans indlæg her:

Jeg er personlig stor fan af stævner til de årgangene U11 og U13. Tager de kun ud for at spille 3 x 15 minutter hver eneste weekend, for de alt for få spilleminutter om ugen.

Det springende punkt for ungdomsfloorball lige nu er to ting. Først og fremmest antallet af klubber der stiller hold. Det andet er hvor længe disse hold har været aktive. De klubber som har hold som måske allerede har spillet et par år i yngre årgange, har nemmere ved at vurdere deres niveau og hvor de skal nominere deres hold i det som efterlyses i A og B rækker.

Og der skal også skabes niveaudelte rækker. Det vil gavne de dygtigste spillere at få lov til at spille lige kampe weekend efter weekend. Dette gælder både teknisk, fysisk og taktisk. Samtidig vil en niveauopdeling også betyde at de hold, som i denne sæson har oplevet store nederlag, bliver sparet for disse oplevelser, ved forhåbentligt at spille lige kampe mod jævnbyrdige hold. Dette vil særligt gavne på den måde at man bevarer mange af de børn som falder ud af sporten fordi de ikke synes den er sjov at spille pga. de store nederlag.

Når jeg nævner miniturneringer som et godt alternativ til en almindelig liga, er det fordi at man her hurtigt kan justere på niveauforskellen. Lav niveauopdelte turneringer. Eksempelvis nu i U13 turneringen i Øst, hvor der er hele 12 hold med i rækken er der allerede så markante målscorer, at det ikke er spiludviklende på nogen måde. Ved at skabe tre turneringsniveauer a fire hold, vil man sikre sig at flere af kampene vil blive mere lige og at alle hold har en reel chance for at får en sejr med sig hjem i weekenden. Lavest placeret hold i A gruppen glider ned i B gruppen og vinderen af B gruppen glider op i A gruppen. De samme sker imellem B og C gruppen.

På denne måde skaber man også variation i hvilke hold man møder. Et sådan stævne tager ca. fire timer at afholde. Det skal man selvfølgelig være bevidst om.  Men til gengæld svarer det til at hvert hold for 60 minutters spilletid i weekenden imod 45minutter nu. Antallet af turneringer på en sæson er dog et centralt problem. Lige nu spiller hvert hold 11 kampe på en sæson af 45minutter. I alt 495minutters spilletid. Afholder hvert hold en turnering om året, så vil antallet af spilleminutter fordobles.

Hvis nye hold dukker op i løbet af sæsonen, kan de hurtigt assimileres ind i turneringsplanen, både niveaumæssigt og turneringsmæssigt. 

Angående aldersfordelingen, så er man i Sverige i gang med en dialog omkring tilladte spillere i de forskellige årgange. I de årgange vi har som fokus her, dvs U11-U15 kan den fysiske udvikling være vidt forskellig inden for samme år. En dreng kan fysisk være op til tre år yngre eller ældre udviklet i forhold til sin alder. Det betyder at man sagtens kan se en reel fysisk aldersforskel på hele seks år i samme kamp. Derfor kunne det være rigtigt godt, hvis man tillod at spillere fik lov til at deltage på tværs af årgangene via en tolerant dispensations ordning. Lige børn leger bedst, så lad ikke et simpelt årgangstal minimere adgang til fair kampe for de yngste. Det skal her siges af trænerne og klubber 100% bør være udviklingsorienteret og ikke resultatorienteret . Lad ikke en højtudviklet U15 spiller deltage i en U11 turnering, for at vinde turneringen, for så er vi tilbage til et ugivtigt miljø, hvor resultater på tavlen igen kommer til at ødelægge udviklingen.

Omkring antallet af spillere, har jeg lidt blandede følelser. Først og fremmest skal man sørge for at alle for spilletid, så at have for mange spillere med på holdet, mindsker selvfølgelig antallet af spilminutter pr spiller. Men igen, så skal man se det i lyset af hvor klubben står i nuet. Svinger fremmødet meget og er truppen generelt præget af nye spillere fra gang til gang, så må det være en evalueringssag for det enkelte hold. Det er primært de klubber med stabile hold og store mængder af spillere der kan tillade sig at tilmelde to eller flere hold til turneringerne og fastsætte et bestemt antal spillere på holdet.

I sidste ende er målet i disse årgange at børnene for en god oplevelse. Det at der skabes udvikling via niveauopdeling, behøver de ikke selv at opleve som niveau opdeling.

Bevaring af spillere og hold skal have en langt højere prioritet end resultater i de årgange. Det smitter af på de årgange der er under og klubberne for måske nemmere ved at skabe nye hold, ved at få opbygget et godt rygte i lokalmiljøet, via børnenes egne positive oplevelser som de bringer videre til venner og familie.