Ofte når der kommer indlæg her på bloggen, er der mange der skriver og kommer med deres personlige betragtninger på facebook til mig.

En af de der ofte giver mig feedback og udfordrer mig på det jeg har skrevet, er just Jonathan. Altid har han nogle gode pointer, og altid er det velformulerede og uddybende betragtninger.

Det er mange en gang blevet til nogle lange snakke på facebook om floorball, og dem har jeg altid sat pris på.

At blive forstyrret i ens egne tanker om floorball, er noget af det bedste der kan ske, og der er han ganske dygtig. Tak for det

Så når du ikke helt ved hvad du gerne vil i floorballsporten, så er der en politiker gemt i dig, en som dig kan DaFU sagtens bruge på et tidspunkt.

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?
Da jeg var 13 eller 14, så min mor et opslag i lokalavisen i Skanderborg, om at der var prøvetræning i den lokale floorball klub, og hun var af den holdning, at jeg skulle dyrke fysisk sport, selvom jeg på det tidspunkt brugte meget tid på at spille skak på konkurrenceplan. Så hun tvang mig afsted, selvom jeg ikke havde lyst. Fordi jeg havde på det tidspunkt opgivet fysisk sport, da jeg var virkelig dårlig til alt som jeg havde prøvet; fodbold, håndbold, basket, badminton, bordtennis, osv. Her mødte jeg så René Toustrup, og på trods af en aldersforskel på 15 år, så han et eller andet i den spinkle skaknørd som jeg var dengang. Han tog mig i hvert straks til sig, og blev både min ven, træner og mentor.

2) Hvor startede din floorballkarriere henne?
Som juniorspiller i Skanderborg, spillede jeg i marken, faktisk mest som back, jeg var et hoved højere end alle andre dengang, så jeg kunne tromle alt og alle, med mere eller mindre grimme midler. Det var også her jeg først fik øgenavnet Zlatko, som jeg rent faktisk tror flere mennesker har hørt om end mit rigtige navn . Det var Jeppe Johansen et kæmpe floorball talent fra Skanderborg, og også vores juniortræner, som gav mig øgenavnet, fordi han synes det lød sjovt når jeg snakkede, ligesom Zlatko Buric, også blev jeg til Zlatko… Da jeg blev 16, kunne jeg ikke længere spille junior, og da vi kun havde ét seniorhold i Skanderborg og dette begik sig i 1. division, samtidig med at mine floorball evner i marken, mildest talt… ja, er som de nu er, og vi på daværende tidspunkt ikke havde nogle seniormålmand. Tilbød jeg mig selv som målmand, hvilket viste sig at være en succes. Dog skulle jeg lige igennem en første sæson, hvor vi gennemsnitligt lukkede 14 mål ind pr. kamp og jeg var bænket i de to kampe vi vandt hele sæsonen. Lidt utroligt, at jeg rent faktisk blev ved.

3) Har du en speciel kamp du husker?
Der er mange kampe der har betydet noget specielt for mig. Jeg husker også mange, da jeg altid har stået for at skrive kampreferater i mine klubber. Den kamp jeg dog husker allerbedst var en af sæsonens sidste i 2008. Killerbees mod AaB en onsdag aften. AaB havde sikret sig oprykning til ligaen den sæson, og var ubesejret med kun to kampe tilbage. Så de stillede i stærkeste opstilling, Lykke brødrene, Højbjerg, Hagbarth, Balou, Vestergaard osv. Jeg stod personligt en fremragende kamp, og holdte AaB på 3 mål. Vi førte 3-2, men med 45 sekunder igen udlignede Hagge til 3-3 efter et tuuungt AaB pres. Vores daværende kaptajn Jacob Astrup, gik derefter ene mand til angreb, og med 7 sekunder af kampen scorede han til 4-3 og vi vandt for første og eneste gang i klubbens historie over AaB. Der var fælles bunke på midten af banen efter kampen, selvom vi lå sidst i divisionen og intet havde at spille om, var det kæmpe stort for os. AaB missede muligheden for den perfekte sæson. Jeg minder stadig Balou om det i ny og næ!

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?
Der er virkelig mange at vælge imellem.. Det må dog være … da jeg forlod Skanderborg for at forsøge mig med liga-floorball i AaB, gav mine holdkammerater mig en tale og en pris bare fordi jeg var mig. Det rørte mig dybt, at de havde tænkt på mig på den måde og jeg savner stadig holdet nogle gange. Selvom prisen blot var en Carlsberg Special og jeg blev tvunget til at bunde den i samme dur, var det at mærke venskabet og sammenholdet, og skulle give slip på det for, at forfølge en lyst til at spille på et højere niveau et meget mærkbart skel i min korte floorball karriere. Det sammenhold der var dengang havde medført, at jeg på trods af muligheden for at spille for TÅF’s liga herrer, valgte det sociale frem for det sportslige. Måske havde jeg nået langt mere som målmand end hvad det endte med for mig, hvis det ikke havde været for gode venner i min barndomsklub.

5) hvilke 3 spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?
Kommer anpå hvad man mener med god. En af de personer jeg har været mest imponeret af har været tidligere Skanderborg spiller, og liga-spiller i ÅFK i mange år, Jakob Børsting. En god ven og skøn person, som har kunne spille flere sæsoner i den bedste danske række uden et gram talent. Han kan ikke løbe, ikke skyde, ikke lægge en pasning, har ingen boldkontrol, og ingen spilforståelse, men scorer stadig mål i næsten alle kampe. Det er altså imponerende! (Sorry Børsting, det er ikke for at være ond). I Skanderborg spillede vi tit mod ÅFK, og hver eneste kamp scorede han, hvilket resulterede i straf til mandagstræningen, vi kaldte det Børsting-løbet. Han er nok den mest imponerende floorball-spiller jeg kender.

Jeg har haft fornøjelsen af at spille med og imod mange gode spillere. Den dygtigste jeg har spillet med/imod er uden tvivl Henrik ”Hønse” Engelsen. Han er i min optik floorballens svar på Wayne Rooney.

Nu har jeg primært været målmand det meste af min aktive tid, og derfor skal der også være plads til en keeper her. Her må det være Morten Fryland. Jeg nåede kort at være en del af TÅF’s hold igennem et par perioder, da Frylle havde sin storhedstid, og jeg lærte meget teknisk af ham. Han var et stort forbillede for mig i starten af min karriere. Dog også en af grundende til at jeg aldrig skiftede til TÅF, jeg havde ikke lyst til at stå i hans skygge.

6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?
Mange ildsjæle har gjort et stort indtryk på mig. Selvfølgelig er min ven og mentor, René Toustrup den største af dem alle. Forhåbentligt lever han for evigt så der fortsat vil være en klub i Skanderborg, kan slet ikke forestille mig det uden ham! Vi har et sigende i Skanderborg: René Toustrup er Gud

Den bedste træner jeg nogensinde har mødt må være Allan Jensen. Jeg spillede under Allan i AaB og på trods af, at jeg stadig kan føle, at jeg aldrig rigtig fik chancen. Hvilket tildels er forståeligt når Alexander Brandrup var så fremragende som han var i den periode. Så har jeg stor respekt for ham som person og træner. Han har en anden tilgang til sporten end de fleste, og den måde han kræver en professionalisme fra sine spillere, er bemærkelsesværdig. Jeg ville ikke have noget mod, en dag at have ham som træner igen.

7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?
Jeg tror desværre der er flere, som har en anekdote der indeholder mig end jeg har anekdoter om folk. Heldigvis finder de sjældent vej til sådanne sider som denne her! MBC er nok et bedre sted at udlevere de mere våde af slagsen. Det er jo også sådan med anekdoter, at det oftest er sjovest for dem som var involveret, men jeg kan da godt komme med en enkelt en. Da jeg var 17 år manglede TÅF en målmand til Czech Open, ung og naiv som jeg var, tog jeg da bare med. Det var en stor oplevelse for en purung Zlatko, og nok også nogle oplevelser der har mærket min sjæl for evigt! Vores hold er tilstadigvæk det danske hold, som er kommet længst til Czech Open (så vidt jeg ved). Problemet var bare, at dengang havde vi under ingen omstændigheder regnet med at gå videre fra gruppespillet. Så vi havde bestilt togbilletter hjem inden turneringen var afsluttet. Da vi nåede til 16-delsfinalen (tror jeg, det er mange år siden) tabte vi endeligt. Bagefter har jeg bildt mig ind, det var fordi vi ikke kunne gå videre alligevel da vi skulle hjem dagen efter. Hvorvidt vi tabte med vilje eller hvorvidt en hel uge i Prag havde sat sine spor, kan man jo altid diskutere. Det var desuden første gang jeg mødte flere TÅF liga-spillere. Jeg kan huske, at jeg troede at Jonas Kjær Nielsen spillede i ligaen og Anders ”Arnold” Kristensen var helt ny i sporten. (Igen Czech Open sætter sin spor, hehe).

8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi ?
Alle klubber har forskellige udfordringer. Nogle større end andre, og når man overkommer en, møder man nye, sådan er det. Et stort problem, som jeg ser det, nu har jeg udgangspunkt i det jyske, da det er denne del af landet jeg ved noget om, er troen på fremtiden. Tro kan flytte bjerge! Når man som klub konstant sætter sig i en offerrolle, bliver man også et offer. Det er en selvfopfyldende profeti. Hvis man agere på en specifik måde retorisk, bliver det også sådan verden opfatter en. Selvfølgelig er det rigtig svært for floorball at begå sig i mange byer, fordi der er andre sports, der står først i køen, men det kan jo godt lade sig gøre. Det handler bare om hårdt, konstant arbejde, og at de rette mennesker dukker op i klubben på det rette tidspunkt (alias held). Man kan heller aldrig hvile på lauerbærbladene, man skal blive ved med at opsøge og arbejde stenhårdt for at vedligeholde ens klub, ellers risikere det hurtigt at falde fra hinanden. Man skal blive ved med at tro på det! Dem som tror på deres klub og på deres idéer, kommer oftest længst. Selv i modgang!

En ting jeg ikke bryder mig om, som er en tendens i dansk floorball, er at spillere ikke personificere sig med deres klub, men kun deres hold eller nogle gange blot deres klikke i et hold. Det at man ikke tager ud og støtter sine juniorspillere, eller tager hjem en lørdag, for at sidde på sofaen, i stedet for at blive og se 2. holdet spille. Sådanne små perspektiver medfører at spillerne ikke bidrager til klubbens udvikling, fordi man ikke ser det som ens ansvar som spiller i en klub, man interesseser sig heller ikke for de andre holds udvikling, eller for sine medspilleres ve og vel. Så er der få personer, som gør dette, og kommer til at stå med hele kampen selv. Det er typisk dansk! Selv de personer, som så kan se ud over sin egen næse og tænke på klubberne som helhed, taler sjældent hele sportens sag, nogle få kan tale for geografien i regionen, kun en brøkdel tænker på floorball-danmark som helhed. Jeg er meget imponeret over de mennesker, som fx dig Steen, der har energien og lysten til at tænke på alle. Dette er de største udfordring for dansk floorball, som jeg ser det. Perspektiv og tro.

9) På 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?
Forhåbentligt har danskerne til den tid opdaget at håndbold er en forfærdelig sportsgren, i sær pga. af landsholdets evne til konstant at tabe VM og EM finaler. Så monstro ikke vi har nuppet deres 111.000 medlemmer og dermed ligger lige omkring de 120.000 . Mindre kan dog også gøre det. Nogle gange synes jeg det er fedt, at vi har sådan en lille sport, hvor alle kender hinanden. Man har ét stævne, MBC, hvor ”alle” mødes og lærer hinanden at kende på kryds og tværs, det giver sporten noget unik. Måske man kan kalde det hygge? Hvis vi vokser os kæmpe store – hvad så? Så er det måske slut med fællesbåndet på tværs af kommunegrænserne, som nu medfører at folk fra alle landets dele er på fornavn med hinanden, og man kan skifte til en klub i den anden ende af landet og rent faktisk spille sammen med folk man kender! Det er da unikt. Hvis vi vokser os kæmpe store, bevares så vinder vi en masse (og måske kan vi slå Sverige en dag!), men vi taber faktisk også noget. Tænk på det!

10) Hvad er/var din rolle i floorball?
Jeg har været målmand i Skanderborg og AaB, men spiller nu i marken hos Aalborg Flyers i 2. division. Jeg har altid været skribent på mit holds hjemmeside, og skrevet mange kampreferater – flest i Skanderborg, samt sørget for at lave spillerstatistik osv., alt det som ingen gider, men som er så skide vigtigt, fordi en topscorerliste giver bare så meget til et hold! Jeg har også hjulpet Dan lidt på Sport45 med nogle artikler, men det har knebet med tiden og lysten til det, desværre. I Skanderborg var jeg alt-mulig manden i klubben, og gjorde mit bedste for at aflaste Toustrup. Derudover er jeg dommer og autodidakt målmandstræner.

11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten?
Jeg tror vi går ind i en periode hvor Sjælland overhaler Jylland indenom ift. spillerudvikling, bredde og elite. Polariseringen i sporten, som ellers har været gemt væk i et stykke tid, kunne man godt frygte vender tilbage på den baggrund, men det gør den forhåbentligt ikke! Man har vel lært lidt af fortidens fejl. Jeg tror desværre at østjylland bliver sat fuldstændig af ift. de andre aktive regioner og vi ender med en sport baseret primært i Nordjylland og Sjælland. Forhåbentligt tager jeg fejl. Få personer har dog et kæmpe ansvar for at få bredden i bredden i gang. Fx ÅFK som efter TÅF’s trukken af deres ligahold, står med en kæmpe opgave for at bevare regionens flagskib. Det samme gælder Sunds i Midtjylland. Jeg ved ikke hvordan det står til i Esbjerg, imens Fyn virker tabt!

Derudover mangler vi uddannelse til vores trænere, i sær ift. udviklingen af kompetente målmænd i DK. Vi er pivelendige for at sige det ligeud!

12) Ordet er frit?
Undskyld for, at jeg har skrevet så meget. Sjældent at man får sådan en mulighed. Vi ses til MBC

floorball jonathan bruun