#1 Hvem er Kasper Sindt ?
Jeg er gift med Pernille, som er en dygtig badmintonspiller. Sammen har vi 2 børn – Anton på 4 og Alberte på 4 måneder. Civilt er arbejder jeg indenfor markedsføring, hvor jeg er ansvarlig på VELUX’ sponsorater.

#2 Hvordan startede du med floorball og hvad var din tanke dengang om sporten?
Jeg tilhører den generation, der startede med ishockeystave på gaden, og sidenhen flyttede i gymnastiksal i gymnasiet (bl.a sammen med Mikael Kelk). Gymnasieholdet blev inviteret til at spille en træningskamp mod det daværende Rødovrehold i 1992/93. Det var første gang vi spillede på stor bane, og vi tabte en tæt kamp. Efterfølgende blev Kelk og jeg spurgt, om vi ville starte i Rødovre, hvor vi relativt hurtigt udviklede os, og flere spillere, som har spillet i nyere tid kom til (bla. Claus Nissen). Dengang anslår jeg, at sporten bestod af 10-15 hold og ambitioner varierede meget fra spiller til spiller og hold til hold. Vejen til den bedste liga, var indlysende nok ikke så lang, og havde man lidt flair for sporten, var man hurtigt i gang. Personligt var jeg solgt til sporten med det samme.

#3 Du har spillet i Københavns FK og Rødovre som de to eneste danske klubber samt en afstikker til Landskrona. Hvad lærte du fra hver klub?
Rødovre var klubben hvor det hele startede og sluttede – bade som spiller og træner. Det har været år præget af store oplevelser og sejre men også bitre nederlag. Rødovreholdet i slutningen af 90’erne/starten af 00’erne bestod af mange fantastiske floorballspillere, men guldet havde holdet heldet og evnen til at snuppe. Forløsningen kom dog I 2006 – stadig med mange af de samme spillere på holdet. Årene i Rødovre har altså været præget af mange forskellige indtryk og spillertyper og med floorball på mange forskellige niveauer til følge.
København FK var fyrtårnet inden for dansk floorball i midt 90’erne, og i sportens spæde start, var det her de bedste østspillere var samlet – det var et hold bestående af nogle fantastiske personligheder og vindertyper Det var også her jeg første gang fik mulighed for at snuse til international floorball, da KFK flere gange deltog i Europa Cuppen – og dengang var der ingen kval, så det var mod de bedste hold. Jeg husker bla. vi meget overraskende slog de finske mestere SSV 3-2 (SSV havde mistet en del spillere i sommerpausen, men det var stadig en kæmpe bedrift). Tidligere landsholdskeeper Esben Larsen stod i øvrigt en brandkamp. Landskrona Falcons var en kort afstikker, hvor jeg fik fornemmelsen af svensk foreningsfloorball- og kultur, hvilket var et spændende bekendskab. Jeg kørte lidt træt i pendlingen frem og tilbage og vendte snuden hjem igen.

#4 Du har været med som spiller på landsholdet fra dengang det hele startede i 1996 og har 4 VM slutrunder på CV’et som spiller, hvordan så du sporten udvikle sig gennem den tid?
Min første slutrunde var faktisk EM 1995 i Schweiz, hvor landsholdet i øvrigt boede i en bunker under jorden, og delte en stor køjeseng (10 mand oppe og 10 mand nede). Det var altså ikke luksus. Den sidste slutrunde var ganske rigtig VM i Finland i 2002 i giganstiske Hartwall Arena. Vi havde nogle fantastiske år med landsholdet (også resultatmæssigt), og selvom bredden internationalt er blevet større var det stadig fantastiske resultater landsholdet opnåede – specielt i årene 1998-2002. Flere nationer i det brede midterfelt er sidenhen kommet til, men jeg synes stadig vi mangler flere udfordrere til de mere etablerede nationer som Sverige, Schweiz, Finland og Tjekkiet. Det fysiske er ligeledes blevet en større del af spillet (både hjemme og internationalt) – ligesom spillet bare generelt er blevet hurtige i takt med bedre udstyr, træning og som naturlig konsekvens af dette: Mere komplette og pasningsstærke floorballspillere.

#5 Hvilke trænere har du lært meget fra og hvad gav de dig?

Det er uden tvivl Urban Karlsson, som har præget min floorballtilgang. Urban var landstræner fra 1996-2002, og sikke en rekruttering af DAFU. Urban og Danmark ramte hinanden på det helt rigtige tidspunkt. Han kom med et uhørt højt niveau som træner i den bedste svenske række. Han var ung, motiveret, arbejdsom og kompromisløs i sin floorballfilosofi – og altså indstillet på at investere sine kundskaber i at udvikle Danmark som floorballland. Han stillede store krav til os – meget større krav, end vi var vant til fra klubholdene. Det var 2 meget forskellige kulturer der mødtes, men Urban formåede at få dette til at gå op i en højere enhed. Og ligesom at vi som spillere tog de svenske træningsmetoder og den kompromisløse stil til os, så er jeg sikker på, at Urban også blev mere dansk i sin facon i hans 6 år som landstræner. Det skabte altså nogle landsholdsspillere, som også stillede store krav til hinanden, hvilket udover et unikt sammenhold uden tvivl har været medvirkende til at skabe resultater.
Og så er det klart at det var et scoop da Rødovre tiltrak Glenn Stjärnkvist i 2004-2005, hvilket kombineret med et par rigtig dygtige svenske spillere var med til at skabe en ny måde at tænke floorball i Rødovre.
Glenn Stjärnkvist i 2004-2005, hvilket kombineret med et par rigtig dygtige svenske spillere var med til at skabe en ny måde at tænke floorball i Rødovre