En kommentar fra Hafnia om The Secret Floorball Player

Hafnia floorball, er en af klubberne der bliver nævnt i det sidst eindlæg fra TSFP, deres dygtige formand Kristian Søger, har skrevet en fin kommentar, som fortjener at blive løftet op.

TSFP skal efter min mening være hjertens velkommen til at svinge lidt med riven. Herregud så slemt er det vel heller ikke og lidt provokation sætter da også tankerne i gang.

Blogindlægget må betragtes som et partsindlæg, hvor rammerne jo er klart defineret på forhånd. Som foreningsformand, havde det da været rart om skribenten ringet for at få den anden side af sagen, men den går ligesom ikke når man ønsker at være anonym. TSFP’s indlæg giver tydeligvis lidt bølgeskvulp, men giver forhåbentlig også en lejlighed til at kigge lidt indad i foreningerne, i unionen og hos TSFP selv.

Jeg ville ønske at indlægget havde været baseret på mere og bedre faktuel information, og at analysen havde været lidt skarpere. Jeg skal derfor rette den misforståelse om Hafnias rolle i relation til etableringen af en landsdækkende liga (som TSFP desværre har fået forkert fat i), men også gerne byde ind på generelle tema om ledelse i floorball, der er efter min mening helt centralt for at udvikle sporten.

Lad det være sagt med det samme: Hafnia anbefalede i foråret 2012 et nej til landsdækkende liga, og stemte helt forudsigeligt nej til ligaen på repræsentantskabsmødet. Årsagen var ikke en generel modstand mod ideen om en landsdækkende liga – den er sådan set god nok, men i stedet at forslaget var dårligt forberedt og dårligt timet. Modstanden mod det fremsatte forslag handlede netop om, at man med tvang forsøgte at presse klubberne til at udvikle sig, og at man gør det på et tidspunkt, hvor unionens økonomi endnu ikke har sundet sig fra sidste gang DaFU fik en frisk idé.

Uden at jeg ved om TSFP’s udlægning af Blackhawks er korrekt, så lyder den faktisk påfaldende meget som min oplevelse af DaFU’s forberedelse af forslaget af landsdækkende liga.

MEN – Netop for ikke at agere stopklods afstod jeg fra adskillige tilbud om at medbringe fuldmagter fra andre klubber, som ønskede at stemme imod forslaget. Vi gjorde hvad vi kunne for at oplyse andre foreninger om de risici vi så, og så vidt jeg ved, er der endnu ingen, som har præsenteret et relevant svar på de problemer vi har peget på. Større krav, skrøbelige klubber og en union uden egenkapital er efter min overbevisning stadig ikke en god platform for forceret udvikling… derfor stemte jeg på Hafnias vegne nej til det fremsatte forslag om landsdækkende liga

For de særligt interesserede skrev jeg allerede i maj 2012 et omfattende indlæg omkring de overvejelser Hafnia gjorde sig omkring forslaget om etableringen af en landsdækkende liga. http://www.hafniafloorball.dk/news.php?readmore=363

At god ledelse er vigtigt for en klub er jo en hel banal indsigt. Hvis man skal kigge ud over vores egne amatørnæser, så kig på AGF i 0’erne og Brøndby IF i disse dage. Det er store organisationer, som har svært ved at omstille sig, hvilket altid er en vanskelig øvelse. Generationsskifter og manglende kontinuitet kan være en livstruende udfordring for enhver organisation – særligt for små fritidsforeninger som jo er den bærende organisationsform i dansk floorball.

TSFP’s analyse af god ledelse er alt for endimensionel da der i høj grad fokuseres på spillet på banen. Sportslige topresultater i ligaen er ikke lig med god ledelse. Der er mange andre parametre, som er afgørende for en forening. Det kan eksempelvis være økonomisk og driftsmæssig stabilitet, medlemstilfredshed og -vækst. Samt mere specifikke formål, som alle foreninger jo kan have i sine formålsparagraffer.

Vi har set det igen og igen. Klubber der slår sig stort op, får sportslig succes – for derefter at ende i et økonomisk eller organisatorisk kollaps. Vi har set det i ishockey, senest har AG København været en spektakulær case, og vi har set det flere gange i floorball at sportslige ambitioner har givet tomme klubkasser og konflikt på ”bestyrelsesgangen”. God ledelse kan derfor også være at ofre sportslige resultater til fordel for klubbens stabilitet – Et mere langsigtet perspektiv, som ikke altid står forrest i udøvernes opmærksomhed, og som alt for ofte bliver glemt i sportens verden.

 

Derudover er der et meget ensidigt fokus på at man skal have en strategi eller handlingsplan. Her overser TSFP fuldstændig den altafgørende forudsætning for vores foreninger, og dermed vores sport: frivillighed.

Foreningerne er generelt ikke drevet som virksomheder og kan generelt ikke bruge tilskyndelser i form af aflønning lige så aktivt, hvorfor man kun har de ressourcer, som man kan motivere folk til at stille frivilligt til rådighed. TSFP’s andet indlæg om penge i floorball peger jo på en fortælling om en gråzone her, men upåagtet hvad der måtte florere af skattefri godtgørelser i de danske klubber, så står det ingenlunde mål med de enorme tidsressourcer som bliver brugt i foreningerne. Strategier risikerer derfor at blive til tidskrævende og meningsløse papirer, hvis der ikke kan findes de nødvendige ressourcer til at omsætte dem til handling.

Som Michael Andresen har kommenteret på, så er rigtig mange foreninger fuldstændig afhængige af en (håndfuld) indsjæl(e). Når disse får andre prioriteter i deres liv, efterlader de typisk et hul i en organisation, som ikke bare har en erstatning parat – det giver ustabil ledelse, og dermed skrøbelige klubber. Her er TSFB’s anke vel, at det burde vi så gøre lidt bedre. Men pointen er jo netop, at langt størstedelen af de ledere, som driver dansk floorball er frivillige, og næsten aldrig har floorball, som den højeste prioritet i deres liv. Min vurdering er faktisk, at vi har nogle overordentlig kompetente folk rundt omkring i div. bestyrelser, men udfordringen er, at frivillige ledere er ofte ledere efter at de er færdige med (mindst) en 40 timers arbejdsuge, familier, aktiv floorball og livets andre små gøremål. Ressourcerne findes altså, men kan ikke altid aktiveres til glæde for sporten.

Alle klubber har deres egen unikke situation og dermed forskellige forudsætninger for deres virke. I hovedstaden er klubberne eksempelvis heldige med, at floorballspillere som skal studere på universiteter mm. alligevel skal den vej forbi. Til gengæld bliver disse spillere sjældent meget længe i klubberne, hvilket kan påvirke kulturen. Det påvirker også de organisationer, som er opstået. I andre dele af landet har de lokale muligheder og udfordringer givet nogle andre organisationer. Pointen er bare at no size fits all, og at når vi bevæger os forbi generelle anbefalinger, så vil gode ledelsesmæssige dispositioner være forankret i den lokale virkelighed. Det der er meningsfyldt i Frederikshavn giver ikke nødvendigvis mening i Kolding, København eller Rønne.

Hvis man skal kigge fremad, så er organisationsudvikling efter min vurdering den altafgørende udfordring i dansk floorball. Efter min ydmyge mening, er der en lang række basisting i og omkring klubberne, som skal forbedres, hvis niveauet i sporten skal hæves. Pointen er at frigøre flest mulige ressourcer til at lave den sjove sportslige og sociale udvikling. Når fundamentet med stabile organisationer og voksende medlemstal er på plads, så kan man begynde at kigge på en reel eliteovebygning floorball.

Det nye turneringssystem til indberetning af resultater er efter min mening udtryk for en ændring, som har gjort klubbernes hverdag lidt nemmere. Det kan og bør stadig videreudvikles med henblik på at gøre hverdagen nemmere, men det var et skridt i den rigtige retning. Generelt har vi vel organiseret os med en

union, sådan at de ansatte vi betaler kan klare alle de opgaver, som klubberne ikke selv magter (pga. for store koordinationsomkostninger) eller som opfattes som kedelige administrative opgaver, som kan klares mere effektivt fra centralt sted. Her er nogle hurtige forslag til, hvordan hverdagen kunne blive nemmere i klubberne.

– Klubbernes og unionens økonomi skal forbedres – det vil sige at al gæld til DIF skal afvikles, og turneringsgebyrer skal ned. Alle bestyrelser i klubber og unionen skal være sig bevidste om, at de er tildelt et tillidshverv, hvor de forvalter deres medlemmers penge. Klubber og spillere skal til gengæld sørge for at betale deres udeståender til unionen.

– DaFU’s bøder og gebyrer er løbet løbsk, og er blevet et finansieringsinstrument i stedet for en adfærdsregulering. Sæt taksterne ned, og undersøg i stedet, hvorfor der opstår regelbrud rundt omkring i klubberne. Min påstand vil være, at det kun er en lille procentdel af disse regelbrud, som skyldes ond vilje.

– Al dommerpåsætning i Danmarksturneringen centraliseres og godtgøres gennem DaFU. Fra mit ståsted ligner systemet med navnepåsatte, klubpåsatte og døm-selv kampe en nødtørftig lappeløsning, selvom det også kan have en fordel i form af lokal fleksibilitet. Jeg har ikke tilbundsgående viden om systemet, men problemet i klubberne bliver administrativt bøvl når påsætningerne ændres i løbet af sæsonen.

– Bedre organisatorisk infrastruktur. DaFU kunne eksempelvis blive bedre til at opdatere lister over klubber og kontaktpersoner (eks. gennem turneringssystemet). Eller hvad med en central statistiktjeneste gennem de kampprotokoller vi jo alligevel indberetter (man kunne jo starte i de to ligaer)?. Her kunne muligheden for fuldt digitale kampprotokoller på sigt jo også være noget, som forbedrede kvaliteten i Danmarksturneringen.

Folk kan være uenige i de forslag, mens andre måske har endnu bedre ideer. Min hovedpointe er bare, at de, der vil sporten det godt, bør strække sig for at give klubberne optimale rammebetingelser for at vokse sig stadig større og mindre sårbare. Det er i klubberne er den reelle udvikling foregår, og flere krav, regler, bøder, gebyrer og satsninger i alle retninger bliver kun et dræn på de i forvejen knappe – og frivillige – ressourcer… den tvangsmedicinering som har været stigende risikerer i mine øjne at slå patienten ihjel.

Min påstand vil være, at ambitiøse overbygninger, som står på et skrøbeligt fundament, altid vil ende med et kollaps og behov for genopbygning. Stærke klubber er en nødvendig forudsætning for en stærkere sport og i mine øjne bør alle med passion for floorball derfor interessere sig for, hvordan vi får en større geografisk udbredelse, hvordan vi får flere aktive (og passive) medlemmer, og hvordan vi undgår, at vi konstant slider vores ildsjæle ned – hvis der var bedre tid til det sjove, så kunne det også være, at flere blev hængende i ledelsen af vores klubber, og at vi dermed fik mere stabil ledelse af klubberne.

/Kristian Søger

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s