Fransk bordtennis var igen imponerende stærke ved ungdoms EM i bordtennis.
Hold.
Drengene vandt sikkert titlen for hold, kun Polen bød modstand i en 3-2 sejr, hvor alle franske sejre dog kom med 3-0 sætsejre.
Pigerne sluttede som nummer 4 i holdturneringen.
Juniorne vandt for 5.gang i træk, og det med lutter 3-0 sejre.
Mens damejuniorne blev nr.5, efter i kvarten at have tabt 1-3 til de senere vindere fra Rumænien.
Single:
Drengene, fransk singlesejr, og yderligere 1 mand i semi og 1 mand i kvarten
Pigerne, fransk singlesølv
Herrejunior, 4 bedste var alle fra Frankrig og yderligere 1 spiller i 1/8delen. De 4 kvartfinaler afgav de 4 franske juniorer blot 5 sæt tilsammen
Damejunior, 1 spiller i 1/8-finalenRanglister
Drenge, 4 spillere i top 10
Piger, 2 spillere i top 10 og 5 spillere i top 25
Herrejunior, 7 spillere i top 11, eller 13 spillere foran den bedste danske spiller
Damejunior: 4 spillere i top 40
Grunden til succes?
Sådan er tallene, ganske imponerende, men hvordan er det lykkedes Frankrig at få sådan en succes op og stå?
Det spurgte jeg chefen for de landsholdsarbejdet Michel Gadal om, og han fortalte uden omsvøb hvad det er de har gjort.
10 års plan
Det hele startede tilbage i 2001, hvor vi lavede en 10 års plan, målet var at lave spillere der kan begå sig på højeste niveau og hente medaljer til Frankrig! Ikke nødvendigvis på ungdomsniveau men på seniorniveau.
Målet med vores træning er at de spillere vi vælger ud og arbejder med, kommer til at træne 10.000 timer.
Michel Gadal var manden der trænede JP Gatien gennem mange år, og på spørgsmålet om det er resultatet af udviklingen med Gatien der i dag udmønter sig, svarede Gadal: Ikke helt, at træne med Gatien var fantistik, sammen udviklede vi os, ham som spiller og jeg som træner. Men den måde vi trænede på dengang, kan ikke overføres til i dag, men jo det at træne meget, det har vi fastholdt.
Tidlig indsats
Vi starter med at scoute spillerne i alderen 8-12 år, vi ser mellem 3-4000 spillere hvert år, totalt er det cirka 1/3 af spillere i denne alderskategori beretter Gadal.
Ud af de mange spillere, så vælger vi 20-25 spillere ud, som vi tager ind i vores system.
Hvad ser vi efter?
Det er tidligere topspillere og trænere der står for denne udvælgelse, og noget af det de kigger efter er om de afslappede i deres bevægelser, om de har en vision med deres spil, hvordan deres indlæring er, om de har lyst at træne meget. Vi ser ikke så meget på deres resultater.
Træneren udtages!
Hvis vi så udtager en spiller, så udtager vi også træneren til denne spiller. Det vil sige 1 spiller og 1 træner bliver udtaget.
Vi kan lære dem meget på lejre, men den virkelige udvikling, det sker i den daglige træning, derfor er det utroligt vigtigt at vi har klubtrænerne med inde over. De skal med på trænerseminar og de skal med på træningslejre løbende.
Nøgleperson
På den måde kan vi træne trænerne så de bliver bedre ude i klubberne og ikke træner forkert.
Hvad nu hvis en træner ikke vil? Spurgte jeg Gadal om, jamen så må vi finden en anden træner, der er villig til at være med. Men langt de fleste trænere er rigtig glade for dette.
Træning fremfor kamp
Der skal trænes meget hjemme i i klubben fortsætter Gadal, i gruppen op til 12 år, skal de have 12 timers træning om ugen, vi er meget opmærksomme på at de ikke kommer ud og spiller for mange turneringer, det er bedre at træne.
På spørgsmålet om det kan blive et problem med skolen, siger Gadal, vi tager altid kontakt til skolen, fortæller dem om projektet, og vi møder kun stor forståelse. Men spillere i denne alder, de har tid til at træne meget, så meget går de ikke i skole, og så kan weekenderne bruges til at ligge træning ind.
Når spillerne bliver ældre, så kommer de på vores centre, så er hverdagen tilpasset dem meget mere.
Samarbejde mellem klubber
Men i de mindre aldrer, der er det klubtræningen der er den vigtige. Dette sammen med at 10-12 klubber ofte går sammen om at lave fælleslejre/samlinger for deres bedste spillere, med hjælp fra os.
Det gør at vi har en stor gruppe, der tidligt træner rigtigt og meget.
Guldalder
Den gyldne alder (på dansk den motoriske guldalder), ligger i årerne 7-12 år, det er vigtige at vi ude i klubberne får løftet niveauet, så vi får udviklet talenterne.
Ude i klubberne, skal vi ligeledes have ændret indstillingen, således det bliver en mere individuel kultur mere end en team kultur.
Dette skal forstås som at trænerne, skal blive bedre til at lave individuelle træninger, så i stedet for at alle træner det samme, skal træneren blive dygtigere til at lave træningspas der er tilpasset hver enkelt spiller
Evaluering af alle spillerne
Vi har hele tiden løbende evalueringer, hvor vi benchmarker vores spillere op mod de bedste i verden, hvor god var den og den spiller da de havde denne alder, har vores spillere samme niveau med teknik og fitness. Hvor skal vi sætte ind for at løfte den enkelte.
Klubtræningen
I Danmark har vi et nationalt center hvor de bedste spillere træner, men det betyder at klubtræningen ikke har god kvalitet, ja vi har det samme i Frankrig fortalte Gadal, og jeg har været i Danmark og set Jeres center. De bedste skal træne med de bedste, derfor skal de være på centeret, men hvis vi ikke får bedre og bedre klubtræning, så er det lige meget. For det er ude i klubberne at den største udvikling sker, og derfor er det vigtigt for os der er dygtige trænere, og at der er god træning for de næstbedste.
Seniormedaljer?
I har været suveræne på ungdomssiden, men hvornår skal vi se resultater på seniorniveau, bedste resultat er en semi ved EM senior i hold sidste gang.
Jamen målet er at vi skal vinde medaljer på seniorplan, det er det vi satte os for at gøre for 10 år siden, det tager tid at bygge slagkraftigt landshold op, det er vi ved at gøre nu, og i 2012 eller 2013 vil vi se de første seniormedaljer til Frankrig., det er jeg overbevist om fortalte Gadal.
Pigerne?
Jeg spurgte ind til pigerne på ungdomssiden, hvor der ikke har været helt samme succes, og ja det er rigtigt svarede Gadal, men vi er på rette vej, de er på en eller anden måde et par år efter drengene. Men vi har heller ikke så mange piger at vælge imellem som drenge, og ikke alle piger har lyst at træne så meget.
Samtidig må vi erkende at mange af spillerne stopper lige omkring senioralderen, da de skal vælge mellem uddannelse og bordtennis. Men vi tror at pigerne også kommer.
Så nøglen til succes spurgte jeg, det er at I scouter så mange spillere, og når I udtager spillerne så udtages klubtræner også.
Præcis svarede Gadal, det er grundstenen i vores metode, nu har vi haft meget fokus på ungdommen, nu skal vi som sagt til at slå igennem på seniorniveau, men vi må ikke glemme at have opmærksomhed på ungdommen fortsat sluttede Gadal, for den gode klubtræning er fundamentet
Økonomi i sportens verden 
Interessant. Meget endda. Det er fascinerende og bekymrende på samme tid, for er sådan et system muligt i Danmark med vores… hvad… 7-8000 spillere? Jeg har selv været både spiller og træner, og vi er – med al respekt for alle partner – meget langt fra dette niveau i både spil og indstilling.
Og er vi villige til at gøre det? Der er jo store sociale omkostninger ved dette, som vi vel også ser det i Danmark i dag. Der er 3 muligheder: Man A) Stopper til bordtennis, man B) Bliver hyggespiller eller man C) Bliver god, og bliver en del af den lille lukkede Idrættens Hus-gruppe, som er ret isoleret med sig selv (Hvilket er helt naturligt, for de bruger så meget tid med hinanden).
Jeg stoppede selv som 20-21-årig (fordi jeg aldrig ville kunne blive ret god alligevel), men må se tilbage på en bordtennis-“karriere”, hvor jeg max. “trænede” 2 gange om ugen a 2 timer. Jeg trænede aldrig hårdere, på trods af Danmarks klart bedste ungdomsårgange i 1995-1996 (Vandt både junior- og drengedivisionen uden at gøre brug af 15-årige Maze, der gik igennem 1. div uden sættab samme år). Man kan spørge sig selv hvorfor. Men mentaliteten var ikke til det. Der skulle jo også være plads til hygge og fodbold og venner og det her nye Nintendo.Som træner har jeg senere selv oplevet hvordan samme mentalitet sidder i både spillere og (de fleste) forældre. Og jeg synes ikke engang at det er for slapt. For jeg er et produkt af systemet.
Enkelte personer er målrettede, og kan gøre det godt på den danske bordtennis-scene. Se Mie Skov og Kasper Sternberg som eksempler. Det er 2 spillere, der har givet den det hele, og hvor familien har bakket op om det. De er nået langt, og de når endnu længere.
Men er de så Danmarks største talenter? Eller er de bare de to der gad? Har vi tabt nogle større på gulvet ude i klubberne med 2 ugentlige træninger og forkert/dårlig træning i de små lokal-samfund? Mit bud er det sidste. Jeg gjorde selv mit bedste som træner, men erkender da blankt at have store bordtennismæssige mangler (se evt. eget benarbejde som reference 🙂 ), og min mentalitet som træner var et produkt af den danske mentalitet om at det handler om at være med.
Er danske bordtennis et produkt af dansk overordnet mentalitet, hvor der ikke er nogen risiko ved ikke at yde, for det kan aldrig gå helt galt? Var Mike Tyson blevet lige så god, hvis han var fra Varde?
Jeg synes at man bør identificere problemet, før man kan løse det. Løsningen er – fra mit perspektiv – ikke mere “kom nu”-råb, mere fysisk træning og at spise flere bananer. det er en fundamental holdningsændring til elitesport (og elite i det hele taget) i det danske samfund. Tidligere OB-målmand Arek Onyzko (Polak) sagde engang at Wozniacki kun var god, fordi hun ikke var dansk. Det brød man sig selvfølgelig ikke om i Danmark, men tænk over den. Hvis man er ennig i ovenstående, så er man formodentlig også enig med Onyzko.
Men hvad gør vi så?
For én ting er at identificere problemet, et andet er at løse det.
Jeg har ikke svaret. Men jeg beundrer de der forsøger. Med Peter Sartz i spidsen synes jeg at man forsøger i Brøndby. De KAN jo blive gode, danskerne. Så forskellen mellem Danmark og Frankrig består vel mere i klubtræningen og den bredede uddannelse af trænere, så det ikke kun er “dem der gider”. Mange klubber har engagerede trænere, som i virkeligheden er pædagoger, men der ER BARE IKKE ANDRE. Men at være træner, kræver også et træner-talent. Kommunikations-talent. Pædagogisk talent. Man kan ikke sætte en pædagog, der ikke aner noget om bordtennis på kurser, og derefter forvente mirakler. Hvis man giver en gris læbestift på, er det stadig en gris.
Kunne man tage fat i problemet omkring dedikerede trænere på landsplan, og fokusere målrettet på at få engagerede, dygtige, målrettede trænere ude i klubberne? Det tror jeg personligt selv på ville kunne tiltrække flere spillere, og give dem mere lyst til at træne. Ungerne vil jo også gerne blive bedre.
Ellers skal man fokusere på den mere individuelle model, hvor man “lejer” en træner til personlig træning (og tonsvis af kina-bolde) i en time eller to, optager og evaluerer sammen? Denne model er jo bare så udansk som den kan være. Jeg har set det i andre lande, hvor der også bare ER flere trænere. Flere trænere = Flere motiverede unger = flere trænere in spe. Jeg blev selv træner, fordi jeg ville give det videre som mine 2 trænere på midt 90´ernes Hårlev-lejre gav mig. Michael Jensen, Kvik Næstved og Steen Houman, Hørsholm (?) gjorde, at jeg flere år senere selv fik lyst til gerningen, og siden har haft over 1000 unger på lejre. For en måned siden skrev en af mine tidligere spillere så stolt på Facebook at han skulle være træner på Vedbæklejren i år. Det er vejen at gå, set med mine øjne. At lede ved eksemplet. Når man smider Sten i vandet, skaber det bølger i alle retninger. Man kunne fokusere mere målrettet på dette, og få de unge trænertalenter motiveret ved faktisk at stille krav til dem. Som det er nu, er man træner hvis man vil, fordi “nogen jo skal tage den tjans” (Sat på en spids, men jeg har set en meget varierende kvalitet af trænere rundt omkring, og også dette argument være anvendt).
Den franske model er beundringsværdig, fordi den favner så bredt. Talenterne er nok ikke større i Frankrig, de fisker bare med et meget større net, og får samlet de bedste ind fra start. Jeg tror godt at det kunne være muligt i Danmark, men der er langt, og man bliver nødt til stille sig selv nogle spørgsmål. For en ting er om vi kan det. Men det mere interessante er måske: Vil vi det?
Hej Jonathan
Tak for kommentaren, du kommer vidt omkring og stiller et par gode spørgsmål…jeg er meget enig med dig og jeg kunne tilføje et spørgsmål, det kan være de danske trænere ikke gider trænere mere, det er nok med 2 gange om ugen, og så kan vi stadig være med blandt de bedste…så hvorfor skulle vi arbejde mere, vi er stadig med…
Så ja, holdningsændring og organisationsændring, og se på hvordan tilretter vi et system der giver grobund for talentudvikling
Hovedet på sømmet! Så det er påfaldende, at der ikke er flere kommentarer til dette indlæg. Jeg spiller selv bordtennis i Schweiz, hvor man nu så småt og ganske langsomt er ved at vågne op og gribe arbejdet med talenter seriøst an (lidt ligesom i gamle dage i Danmark, hvor Claus Pedersen (Thierry Miller hedder han i Schweiz, tabte i øvrigt til Carsten Egeholt ved oldboys VM 2012) stadig kunne spille med om DM langt efter sidste udløbsdato). Det er temmelig klart, at den franske model er den mest velfungerende i Europa lige nu. Det er ikke så svært at kopiere. Det skal bare gribes lidt struktureret an – og udgangspunktet i Danmark er i dag ikke så ringe. Drivkraften skal være lysten til at spille, men det er også klart at uden kvalitet og kvantitet i træningen kommer man ikke langt nok. Så for at man i Danmark kan tage skridtet videre skal trænerne i de lokale klubber have et løft. Her synes jeg, at min gamle klub Sjørring/Thy Mors er en interessant case, hvor gamle spillere skaber gode rammer for træning og klubliv – i et tidligere bordtennismæssigt u-land 🙂 (= da jeg spillede der).
I øvrigt flot at danske atleter over en bred kam ved OL formår at peake i hidtil uset grad – psykologisk forberedelse?
Hej Jens
Tak for din kommentar. Ja, jeg er enig, der skal ske noget med fødekæden…
Steen