#Floorball, DaFU 25 års jubilæum…Jens Albagaard

Jeg har sendt de samme spørgsmål ud til en række personer, som jeg syntes det kunne være interessant at høre deres syn på de første 25 år.

Indlæg vil blive bragt løbene, har du forslag til en person, du gerne så jeg sendte spørgsmål til, så er du velkommen til at komme med forslag.

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?

I princippet helt tilbage i folkeskolen, hvor jeg ikke vidste noget bedre end at spille hockey i gymnastiktimerne. Men dengang var det jo ikke som floorball. Det var først i 1992, da jeg flyttede fra provinsen til København og så en kæmpestor forsideartikel i Politikens sportssektion. Artiklen handlede om denne hersens nye sport, der hed noget som globalt som floorball. Journalisten havde været ude på Amager og snakke med Hafnia Floorball Club om det.

2) Hvor startede din floorballkarriere henne?

Dengang havde klubberne den udfordring, at de ikke havde særlig meget plads til nye medlemmer og spillere. De havde rigtig dårlige træningstider og -forhold. Derfor ringede jeg rundt til flere forskellige klubber, og endte op ude på Hendriksholms Skole i Rødovre, hvor Søren Reinholdt havde startet et begynderhold op under Kjøbenhavns FKs vinger.

3) Har du en speciel kamp du husker?

Jeg har faktisk to kampe, som jeg husker specielt meget tilbage på. Den ene var som spiller i KH Floorball (floorballafdelingen i Københavns Hockeyklub), hvor jeg var skiftet til fra Hafnia. Vi spillede i øverste række, hvor vi var oprykkere, og vi skulle så møde Hafnia i Gl. Valbyhal. Jeg har aldrig været den store målscorer, men i den kamp havde jeg fået en centerplads. Vi var bagud det meste af kampen, men på forunderlig vis, fik vi vendt det og vandt kampen 5-4 – og målfattige jeg scorede 2 af målene 🙂

Den anden kamp, jeg husker tilbage på med et smil på læben, var en kamp, hvor jeg var dommer sammen med Kim Falgren. Vi var – så vidt jeg husker – med på et dommerkursus i Brønderslev, hvor herrelandsholdet samtidig havde træningssamling. De skulle spille at par kampe mod Schweiz U19. Den ene kamp skulle Kim og jeg dømme. Jeg kan ikke huske, hvad kampen endte, men det jeg bedst husker den for, at var at vi dømte et mål, der aldrig var i netmasker. Og det var helt korrekt. I en situation tæt under mål, var målet blevet skubbet ud af position. Der blev skudt mod mål, og bolden passerede mållinjen mellem de to punkter, hvor stolperne skulle have været. Derfor dømte vi mål… For hvis målet havde stået korrekt, så havde bolden jo havnet i målnettet. Der var da heller ingen, der var i tvivl om, at det var helt korrekt. Men det var en noget specielt situation, som Kim og jeg heldigvis håndterede ganske godt.

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?

Jeg var i 1998 med herrelandsholdet til VM i Prag som holdleder. Det var en fantastisk oplevelse, hvor holdet overraskede alt og alle og blev en meget flot nummer 4 efter en flot bronzekamp mod Finland, som kun blev tabt 1-4. Det var et internationalt gennembrud for Danmark, hvor vi havde stor glæde af vores ”svenskere” på holdet: Henrik Jensen, Kennet Bork, Anders Jensen og Conny Harböl. Også nuværende landstræner, Kasper Sindt, var med.

Og så naturligvis VM 2002 i Finland, hvor jeg sammen med Claus Gormsen bl.a. dømte VM-kvartfinale for herrer mellem Finland og Tyskland. En kamp i gigantiske Hartwall Arena i Helsinki med over 3.000 feststemte finnere på lægterne. Claus og jeg havde en fantastisk god VM-slutrunde med spændende kampe og masser og udfordringer og udvikling.

5) hvilke 3 spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?

  1. Søren Reinholdt, en gudsbenådet tekniker, der spillede i Københavns FK i en årrække. Han fik aldrig rigtig den anerkendelse, han fortjente.
  2. Anders Jensen, ”skaldepanden” fra Sverige, der havde den mest coole fejring efter scoring på straffe, hvor han lagde sig fladt på ryggen ude bag sidebanden.
  3. Morten Andersen, målmand fra Hot Shots, og kåret til VMs bedste målmand ved VM 2000 i Norge.

6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?

Den første, der springer frem i erindring er Franz Veisig fra Helsingør Floorball Team og med i DaFUs bestyrelse i midt 90erne. Han var fremsynet, modig og havde både hjerte og hjerne på rette sted.

Og så vil jeg pege på en svensk leder, som ikke mange danskere kender: Kalle Seiler. Egentlig Karl-Heinz Seiler, med rødder i Schweiz. Han var med i det svenske dommerudvalg og også i Referee Committe i IFF. Han var en sympatisk og empatisk leder, der på den ene side forstod det politiske spil i IFF, og samtidig forsøgte at udfordre det. Under en Europa Cup, hvor både han og jeg var med som repræsentanter for IFF Referee Committee, stod vi med et valg om, hvem der skulle dømme finalen. Det har altid været sådan, at svenske dommere aldrig har fået mulighed for at dømme en finale – på trods af at de er de bedste dommere – fordi der altid er et svensk hold med i finalen. Ved denne Europa Cup var der så 2 svenske hold i finalen, og vi udfordrede systemet og politikerne ved at udpege et svenske dommerpar til finalen – de kunne jo ikke være partiske. Desværre blev vi sat på plads af Central Board i IFF, og finalen blev dømt af et schweizisk dommerpar.

7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?

Faktisk er min introduktion til turneringsfloorball lidt en anekdote i sig selv. Jeg spillede i Hafnia, og vi havde et 2. hold, hvor vi alle var mere eller mindre helt nye, og vi ville bare så gerne ud og spille noget turnering. Desværre var der ikke plads til flere i turneringen, så da vi spurgte unionen om ikke der kom et turneringstilbud til de nye hold – der var nemlig også flere end os – så fik vi bare at vide, at det kunne ikke lade sig gøre. Vi måtte vente til næste sæson.

Vi lod os dog ikke sådan slå ud af det, så vi spurgte om ikke vi måtte lave vores egen miniturnering, men det måtte vi bestemt ikke…! Derfor rettede vi henvende til Dansk Hockey Union, der havde fået øjnene op for floorball også. De ville hellere end gerne hjælpe os med at stable en turnering sammen for de 7-8 nye hold, vi var på det tidspunkt.

Så det gjorde vi så… Hafnia fik så den besked fra unionen, at hvis de stillede op i en DHU-turnering (DHU var jo “fjenden” 🙂 ), så ville man blive ekskluderet… Ups-se-dasse 🙂 Derfor fandt vi på 2. holdet ud af den løsning, at vi da bare lavede vores egen lille klub. Og på den måde opstod Sundby FC – der skægt nok trænere og spillede sammen med Hafnia FC 🙂

Og sådan gik det til, at vi alligevel fik lov at spille turnering på trods af uforklarlig modstand fra unionen… Vi spillede bl.a. mod Jægerspris og Hillerød … og de andre hold kan jeg ikke lige huske.

8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi ?

Der er stadig rigtig mange, der alene agerer ud fra egne – og kun egne, snævre – interesser. Der eksisterer alt for lidt fællesskabsånd og VI-følelse…! Hvis vi vil rykke den her fantastiske sport fremad med syvmileskridt, så skal vi gøre det i fællesskab, og med fælles mål for øje. Det kan så godt være, at man engang imellem må gå lidt på kompromis med sine egne, kortsigtede ønsker. Men jeg er sikker på, at det i den sidste ende, vil være til vores alles, fælles bedste.

Så synes jeg også, at der er for lidt mod og frækhed. Hvis vi skal slå igennem, så skal der være plads til, at vi er “klassens frække dreng”. Ham/hende/dem der tør tage nogle chancer, og være til fræk, vise mandsmod … også til at tage de flabede, upopulære beslutninger.

Vi er ikke længere den oversete lillebror. Vi har en eksistensberettigelse, der gør, at vi godt må stille krav til både os selv og vores omgivelser. Vi skal bare turde gøre det, og skal turde vise det….

Det synes jeg, der er for lidt af!

9) på 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?

Jeg håber på 20.000 medlemmer om 25 år, men realistisk set  tror jeg på 15.000. Det er også en rigtig fin størrelse. Så bevæger vi os ret langt op i hierarkiet, hvad angår antal medlemmer målt i sammenligning med andre idrætter.

10) Hvad er/var din rolle i floorball

Jeg har været HELE vejen rundt. Jeg startede som spiller, blev sekretariatsleder i DaFU, blev dommer, dommerudvikler, klubleder, instruktør, underviser etc.

Så holdte jeg en lang pause fra sporten – næsten 10 år – før jeg vendte tilbage.

I dag er jeg bestyrelsesmedlem, team manager, igangsætter, initiativtager, arranger summercamps, SFO turneringer, by events, aftenstævner, og en masse andre klubaktiviteter … og deltager fast på Roskilde Festival som frivillig arbejder for klubben.

Jeg bidrager også til debatten på udvalgte møder i DaFU – mest af alt fordi jeg ikke kan lade være 🙂

11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten

Der er masser af udviklingspotentiale, hvis alle står sammen, og accepteret at der er forskellige udviklingsspor, som alle har deres værdi og potentiale.

12) ordet er frit

Jeg glæder mig over, at vi har fået en landsdækkende liga for herrer. Det er i min optik det helt rigtige skridt, hvis vi skal tages lige så seriøst, som vi fortjener.

Jeg er dog ikke helt vild med, at DM skal afgøres i bedst af fem finaler. Synes at én finale er det bedste produkt. Det kan godt være, at det rent sportsligt er bedre for de to hold at dyste over fem kampe, men det er alt andet lige nemmere at “sælge” én DM-finale – både til medier, sponsorer og publikum.

Ellers glæder jeg mig bare til de næste 25 år med floorball 🙂


Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s