#Floorball, DaFU25…Ricky Kronow

Han har været med altid syntes jeg, altid åben og lyttende, og så del af det dommerpar, hvor hans meddommer viste alle tilskuerne ud til en kamp. Klasse

1) Hvordan lærte du floorballsporten at kende?

Min første kontakt med floorball var tilbage i skoletiden hvor min lærer i de ældre klasser var helt vild med hockey. Det spillede vi rigtig meget og siden da har jeg vel på en eller anden måde været ganske bidt af spillet. Min første kontakt med rigtig floorball var i Rødovrehallen efter jeg var flyttet til København for at studere.
2) Hvor startede din floorballkarriere henne?

I forbindelse med mit studie var der to af mine gruppekammerater som kendte en som spillede floorball i Rødovrehallen hos Rødovre Rangers. Jeg var der nogle gange og mindes min første kontakt med det etablerede floorballmiljø i skikkelse af Thomas Laugård. Mit bud er at han sikkert overhovedet ikke kan huske noget om det da Rødovres 2. hold på det tidspunkt var en skøn blanding af forskellige boldtalenter. Da jeg boede på Amager var der et stykke vej til træning og da jeg snart efter fandt ud af at der lå en klub tættere på min lejlighed prøvede jeg lykken af hos Hafnia. Inden for ganske kort tid fik jeg således mødt to af de store indenfor floorball i Københavnsområdet da Ulrik Lejre Larsen var en af de første personer jeg kom i kontakt med på Amager.
3) Har du en speciel kamp du husker?

Jeg har oplevet ganske mange forskelligartede kampe. Hver oplevelse for sig kan siges at være unik.

En oplevelse jeg havde da jeg var formand for DaFU var kampen mellem Danmark og Letland i Globen i 2006 hvor Danmark havde spillet et flot VM og var kommet frem til kampen om 5.-6. pladsen. Danmark var blot bagud 1 sekund i kampen, desværre var det det allersidste sekund. Det var så ærgerligt og en meget tom oplevelse i en meget tom Globen.

Året inden fulgte jeg vores kvinders B-VM guld via internettet da de spillede finale imod Singapore. Det var ikke meget floorball jeg så, da jeg, sammen med bestyrelsen på det tidspunkt, prioriterede at spare pengene og kun lade næstformand Mona Aagaard drage afsted med pigerne. Men jeg var alligevel en ganske stolt formand denne morgen hvor kvinderne kvalificerede sig til A-VM.

En anden oplevelse var VM finalen i Tjekkiet i 2008 hvor Finland vandt sit første VM guld for herrer. Det var en helt igennem ekstatisk oplevelse med stort tilskuerantal og en lettelse blandt floorball elskere, at det ikke bare var Sverige som havde patent på VM titlen. Selv svenskere syntes at det var fint at Finland vandt.

For min egen del har jeg oplevet nogle gode kampe med det hold som endte med at blive mit, nemlig Hafnia. En særlig kamp var i sæsonen hvor vi kørte parløb med Rødovre om at vinde grundspillet og vi trak målmanden ved uafgjort i en kamp imod Herlev hvor vi lykkedes med at få scoret og vandt kampen og holdt trit med Rødovre. Selve udviklingen i Hafnia hvor man gik fra at være lige omkring slutspilsstregen til at være et hold som vandt medaljer igennem en håndfuld år er også noget som jeg oplever som en stærk udvikling. At klubben så ikke havde et tilstrækkeligt fundament til at spille med videre i en landsdækkende liga kom ikke som nogen stor overraskelse.

Som dommer har jeg oplevet mange af de bedste spillere – det gælder både landshold og klubhold og det er naturligvis en speciel følelse når man fx dømmer Sverige imod Finland. Men også en kamp imellem Rusland og USA kan få følelserne frem.

Da Jesper Juul og jeg dømte i Schweiz i efteråret 2013 i NLA havde vi også den oplevelse at blive buhet ud af hjemmepublikumet, som var godt trættet af at deres hold fra Uster havde tabt med et enkelt mål til Wiler Ersigen. Især fordi Wiler scorede på alle tre powerplay som de fik i kampen og det skete i tredje periode efter at Uster førte med 4-1 inden sidste og afgørende periode.

4) Hvilken floorballoplevelse har gjort indtryk på dig?

Igen – der er ganske mange i mine efterhånden 20 år med floorball.

Jeg tror, at det er mere generelt at den stemning, som er tilstede når man er til floorball i Tjekkiet – den er ganske speciel. Der er virkelig mange tilskuere tilstede som lægger et godt tryk på. Ved det seneste VM havde Jesper og jeg åbningskampen med Tjekkiet med flere tusinde tilskuere og live TV. Det er sådan noget der er sjovt og noget som jeg ønsker vi kan se i Danmark også.

De interne kampe mellem Outlaws og Bulldogs havde noget af dette i sin tid med alle de mennesker som troppede op i Abildgårdhallen. Benløse har etableret sig som den forening med de bedste tilskuere i dag. Det er det som det drejer sig om – at skabe de gode oplevelser.
5) hvilke 3 spillere husker du fra din tid som nogen af de gode?

Her kan jeg ikke komme udenom at nævne min gode ven Jesper Schow. Der er ingen tvivl om at Jespers evner kunne have bragt ham til at spille på allerhøjeste niveau hvis han havde haft lysten til det. Derudover vil jeg nævne det største talent, som jeg har oplevet, nemlig Ilias Sivori Nielsen. Han kunne have været blevet en af de største i sporten hvis han havde taget udviklingen i sit eget tempo. Jeg tror at vi som sport i dag havde været bedre til at passe på ham og hans udvikling.

Til slut vil jeg nævne Daniele Berardino som en ganske irriterende modstander. Hans bløde skud til trods var han en fantastisk floorballspiller som gjorde forskellen på alle de hold han nåede at spille på. Og samtidigt var han en ganske sympatisk modstander.
6) Hvilke ledere gjorde et indtryk på dig i din tid med floorball?

Generelt vil jeg sige at lederne i Frederikshavn har gjort et stort indtryk på mig. Her var og er der en stribe mennesker som virkelig vil floorball og de bruger afsindigt meget tid på det. Det har jeg altid haft stor respekt for.

Derudover vil jeg sige at det parløb som jeg ser med Finn Lystrup/Thomas Brodersen (og alle de andre ledere i Benløse) er ganske imponerende. I øjeblikket ser man virkeligt hvad det er den klub har fået stablet på benene.

Til slut vil jeg nævne en anden god ven; en som mange steder kan dele vandene, men som 100% brænder for at udvikle floorball, nemlig William Ehmsen. Den dedikation og viljefasthed, trods enorme mængder af tæsk fra alle de passive kloge hoveder, som William udviser er forbløffende. Et normalt indrettet menneske var forlængst smuttet fra sporten – men Williams energi og lyst til at se floorball vokse er så indgroet i ham at han simpelthen ikke kan lade være med at påvirke og arbejde for floorball. Det har jeg stor respekt for.
7) Kan du en anekdote fra din floorballtid?

For en del år siden stod jeg ved siden af mine holdkammerater klar til indløb i Abildgårdhallen. Vi skulle spille kvartfinale imod Bulldogs. Ved siden af mig stod Ulrik Lejre Larsen, som foruden sin formandskasket gennem over 10 år i Hafnia, samtidigt var meget ihærdig med sine brevduer.

Lige inden det her indløb skulle til at gå i gang kom der en ældre lokal frederikshavner forbi og spørger hvor Due-Ulrik er henne. For han ville da godt lige tale lidt om brevduer.

Selve omstændighederne var ganske morsomme og siden da var det ikke så få gange at Due-Ulrik blev mindet om den historie. For naturligvis tog Ulrik sig tid til at tale om brevduer med den lokale frederikshavner.
8) Hvilke udfordringer forbinder du med floorball i klubregi ?

Nu har jeg selv været medlem i fire forskellige klubber (Rødovre, Hafnia, HG/Næstved og Mogenstrup) og den helt store udfordring er at få frivillige arbejdstimer ind i klubberne. Det drejer sig om trænere, ledere, dommere osv. Jeg er sikker på at det bliver bedre med tiden idet vi nu ser en del flere forældre i sporten, som selv har været aktive, men det er stadig et langt sejt træk som der skal til.
9) på 25 år har DaFU opnået små 7.000 medlemmer, hvor mange medlemmer håber du DaFU har om 25 år?

Jeg håber og tror at floorball om 25 år er etableret som en af de sportsgrene som danskere kender til. Både fordi man kender en som spiller det men også fordi at man kan se og læse om det.

Jeg er helt sikker på at den strategi der i sin tid blev lagt i forbundet om at komme ud på skolerne er den helt rigtige. Det er her de lokale kræfter ligger og det er her vi kan introducere børn for floorball.

Hvis vi fortsætter ad den linje så vil jeg tro at vi kan fordoble vores antal aktive. Måske endda nå hen imod 20.000 medlemmer.
10) Hvad er/var din rolle i floorball

I løbet af min tid med floorball har jeg nået vidt omkring. Jeg har været formand, kasserer, turneringsudvalgsformand og dommerudvalgsmedlem under DaFU.

Derudover har jeg været i klubbestyrelser samt spiller i flere klubber.

Ikke mindst har jeg været aktiv dommer igennem adskillige år og og dømt en del finaler. Det er også blevet til ca 80 internationale kampe som dommer ligesom jeg har uddannet et trecifret antal nye dommere.
11) Hvad ser du ellers i fremtidsudsigterne for sporten

Jeg er på sportens vegne stolt over at vi omsider fik taget beslutningen om at indføre den landsdækkende liga. Jeg mener at vi kan se på niveauet i ligaen samt på vores landshold at det har hjulpet os. Vi havde ikke vundet over Tyskland i VM-kvalifikationen hvis vi fortsat havde haft det dobbelte antal ligahold.

Derudover håber jeg at ligaklubberne vil fokusere på at få lokket tilskuere ind i hallerne så rammerne omkring kampene bliver forbedret.

Sidst men ikke mindst så skal vi holde fokus på at udbrede sporten blandt børn og skoler – så skal udviklingen i antallet af medlemmer nok vokse i de næste 25 år.
12) ordet er frit

Jeg har konstateret at sporten med den modenhed som er ved at indfinde sig også er lidt mindre rebelsk. Der er mindre rivalisering i blandt klubberne.

Den rivalisering som eksisterede tidligere er erstattet med fredelig sameksistens. På godt og ondt.

Jeg tror at en smule mere rivalisering vil være godt – noget som kan sætte gang i udviklingen rundt omkring. Jeg ville ønske at der var nogle klubber som tænkte at vi skal f….. have endnu bedre hjemmebanearrangementer end Benløse. Eller vi skal da også have vores eget klubhus ligesom Valby har fået det. Disse initiativer skal brede sig – så får vi momemtum i sporten igen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s